Små dyr af Ina Korneliussen

Små dyr af Ina Korneliussen, 2012. Fahrenheit. Antal stjerner: 4/5

Hvordan bliver man helt igennem glad for sig selv og kan en salamander blive større ved kun at blive sprøjtet med vand?

Ina Korneliussen har her illustreret 5 små fortællinger, som alle handler om dyr på den ene eller anden måde. Men samtidig handler de om menneskelige problemer, som vi alle oplever en eller flere gange i livet. Samlingen starter med historien ”Hyggehund”, i hvilken vi møder en pige, som forsøger at være som alle de andre. Især de smarte piger hun har set ude i byen, men da hun forsøger at købe samme form for tøj, må hun erkende, at hendes former ikke er helt de samme som hos de populære piger. Til sidst giver hun dog op og finder ud af, at det ikke er så skidt igen at have en aften derhjemme i selskab med hendes hund. Man behøver altså ikke at være som alle de andre i samfundet synes budskabet med denne historie at være.

En anden historie i denne samling er ”Salamander”, hvori vi møder en kvinde, der vander en salamander på en varm sommerdag. Næste dag er den blevet større og accepteres stadig af folk på gaden. Men en dag er den for stor til sin omverden, men kvinden er stadig glad for at have salamanderen i sit liv, så hun træffer et valg og vælger sin lykke frem for alt.

Alt i alt er det en sød samling af historier som Korneliussen har strikket sammen. De hører under genren Graphic Novel og en særlig interessant ved denne bog er at ingen siger noget, men vi forstår hvad de mener gennem billeder af deres tanker samt fagter undervejs. Personligt ville jeg ønske at der var flere små historier, da hun har en god måde at illustrere disse menneskers og dyrs liv på.

Leave a Reply