Hovedløst af Svend Engh
Hovedløst af Svend Engh, 2015. Books on Demand. Anmeldereksemplar fra forfatteren. Antal stjerner: 4/5
Hvordan påvirker kærlighed folks livshistorier og kan man snyde fjenden og overleve ved at agere vanvittig?
”Hovedløst” er en interessant blanding af små historier, lidt længere historier og poesi, som fortælleren Svend Engh står bag. Bogen er opdelt i 15 dele, som hver især begynder med et digt, der efterfølges af to historier. Med i alt over 45 tekster er det umuligt at snakke om alle, så jeg har valgt to ud, nemlig ”Krabben og kysset” og ”Elenis fest”.
Det her uddrag er fra starten af fortællingen ”Krabben og kysset”, som handler om den unge kærlighed en stille sommer i Nordsjælland:
”En midsommer-aften engang for længe siden i den nordsjællandske by Rørvig. Der skete ikke noget, eller der skete det, som skulle ske. Drengene redte hår med en kam, de havde i deres uldne jakker, nogle af pigerne havde gule regnfrakker på, som så brandgodt ud til deres solbrune ben. Pigerne stod der bare, eller sad.”
Når unge mennesker er samlet, opstår forelskelser og Jakob, som er en af de lokale, falder lidt for Kirsten, der kommer inde fra byen. Hun er ikke helt som de andre og han vil virkelig gerne imponere hende. Men hvordan kan han det? ”Elenis fest” har en noget mere alvorlig karakter. Eleni bor oppe i bjergene i en lille by med sin mormor og krig hærger i området. Den er endnu ikke kommet til den lille by, men en dag er krigen kommet tættere på:
”Om morgenen vågner Eleni og kan ikke bare høre krigen, hun kan også se den. Det er en vindstille og smuk morgen, og Eleni løber ud til mormoren for at spise morgenmad, æg rørt sammen og stegt på panden. Eleni sætter sig med glubende appetit og spiser hurtigt det lækre måltid. Eleni ser ud af vinduet. Oppe i de vestlige bjerge, hvor lyden i et stykke tid er kommet fra, kan Eleni se røgsøjler skrive deres dystre profeti på himlen.”
Da fjenden kommer til byen, er der ikke mange huse og de har glædet sig til at plyndre byen. Men sammen med to andre befinder Eleni og hendes mormor sig stadig i deres hus og de må finde en plan for at overleve. Men hvordan narrer man fjenden?
Enghs blanding af historier bringer læseren vidt omkring. Til en sommerdag med ungdomsforelskelser, til en pige der er vild med stjernebilleder, til en togtur med Øresundstoget og mange andre steder. Det, at man som læser ikke ved, hvor han fører os hen på næste side, fungerede virkelig godt for denne læser og det er tydeligt i sproget, at han er vant til at skrive historier. Bogens illustrationer, som Emil Scharff Christensen står bag, fungerer utrolig godt til bogens temaer og giver dem en vis ekstra kant.
Alt i alt en fin blanding af poesi og små historier, som både kan læses ud i ét eller som små bidder på forskellige dage og stadig give god mening pga temaerne, som samler 3 tekster under hver af dem.
Leave a Reply