Drømme og ønsker af Henri Gylander
Drømme og ønsker af Henri Gylander, 2014. Anmeldereksemplar fra forlaget Damgaard. Opr. udgivet som Unia ja toiveita i 2014. Antal stjerner: 4/5
Hvad sker der med en familie på 3, når en ny graviditet går galt og påvirker dette barnets fremtid?
Gylander har med ”Drømme og Ønsker” lavet en bemærkelsesværdig kort graphic novel, i hvilken han fortæller om en mand ved navn Henkki. Han fortæller om sin barndom som voksen, og bringer os tilbage til dengang han kun var 3 år gammel og han skulle være storebror. Vi følger hvordan han forbereder sig på sin nye rolle: han bruger et stetoskop på moderens mave, han mader en dukke og iagttager storebrødre i parken. Han glæder sig virkelig til at blive storebror, men op til fødslen bliver han efterladt hos familie og er derfor et stort spørgsmålstegn, da mor og far kommer hjem. Uden baby. Vi ser hvordan barnet begraves og vor fortæller bringer os ind i sin nutid, i hvilken han snakker med en ung kvinde. Han har en mystisk drøm, hvor han er bange for det nye. Men hvad betyder hans drøm og kan en hændelse som det at miste en søskende have noget at gøre med hans drøm?
Denne bog har Gylander baseret på virkelige hændelser og det er ikke tit at et emne som dette ses inde for denne genre med graphic novels. Det er ikke blot forældre, som mister et ufødt barn, men i ligeså høj grad et allerede tilstedeværende barn, hvis rolle ikke indtages som forventet. Illustrationerne var utrolig detaljerede og passede rigtig godt til de skrevne ord. Alt i alt en tankevækkende graphic novel om at miste det, som man aldrig nåede at få og hvordan det stadig kan påvirke ens tanker som voksen.
Leave a Reply