Ord fra en bibliofil

Reklame, da jeg fik billetten til dette arrangement af litteraturfestivalen LiteratureCXchange 

Lørdag aften blev det endelig tid til at høre Isabel Allende snakke om sit forfatterskab og det foregik også nede på Godsbanen. Professor i spansksproget litteratur og kultur Hans Lauge Hansen var aftenens interviewer og han startede med at fortælle om hvor mange romaner Allende efterhånden har skrevet og at der denne aften ville være en del fokus på ‘Håbets rejsende’, som på engelsk hedder ‘A Long Petal of the Sea’. Allende lagde ud med at fortælle lidt om den og SS Winnipeg, som er med i bogen og som også eksisterede i virkeligheden (i kan læse mere herovre). Allende kendte faktisk en, som var med på skibet dengang, men han døde desværre i en alder af 103 og faktisk kun 6 dage inden hendes udkast til bogen var færdig. Bogens kvindelige hovedkarakter var også inspireret af en virkelig person og Allende erklærede at “everything is poetic truth”. Hansen fortalte, at der er en meget stærk scene i bogen med hovedkaraktereren Victor og spurgte ind til, hvad dette ville betyde for Victors liv? “I think that Victor becomes a heart doctor because of that scene”, forklarede Allende og denne scene griber virkelig læserens hjerte og historien med følelser, som er nødvendig. “Life dedicated to saving people and bring them back to life”, nævnte Allende. Victor og Roser er navnene på bogens hovedkarakterer og de må indgå et ægteskab, som ingen af dem havde forventet. Roser bærer nemlig Victors brors barn, som ikke lever længere og Allende stillede spørgsmålet “How does love happen?” på dette tidspunkt i samtalen. Victor og Roser lever som “companions” og et langt liv, men “when it’s about life or death – they realize they love each other”. Hansen indskød at det er en “story about a growing love”.

Efter lidt snak om politik og militærkup kom Hansen ind på at historie er “the real cornerstones of the story” og spurgte ind til, “what do we do with the memory of past arocities?” De sidste 30 år er der nok skrevet omkring 1.400 romaner om den spanske borgerkrig og Allende fortalte, at denne her bog er om de her “new beginnings”. Hun dykkede ned i historien, fandt hvad hun havde brug for og skrev hendes bog. Da hun turnerede med den i f.eks. Spanien, mødte hun flere, som havde været med i den spanske borgerkrig og ingen fra Spanien spurgte hende om hvorfor hun havde skrevet bogen, når hun nu ikke er derfra. Hun har skrevet 3 romaner om “displacement and immigrant” (denne, “Den japanske elsker” og “In the Midst of Winter”) og selv er hun “always a foreigner”, da hun er født i Peru, gift i Chile og bor nu i USA, da hun blev forelsket i en amerikaner. “This hostility against foreigners worries me”, fortalte hun og nævnte blandt andet Syrien som et land, som ændrer sig og hvor folk flygter fra.

Bogens titel er taget fra et vers af Pablo Neruda, hvor han beskriver Chile som  et “long petal of sea and wine and snow” og kapitlernes titler er også fra Neruda. SS Winnipeg ville slet ikke være sket uden Neruda og hans initiativ, sagde Allende og at der i en biografi om ham stof, at man måske ville glemme hans digte, men Winnipeg ville blive husket. “I live in English but I write in Spanish” forklarede hun og nævnte også, at hun kendte ham “briefly in person”. Hun læser også Neruda hver gang hun skal til at begynde på en ny roman. I romanen kommer parret Victor og Roser til et Chile, som er en beskrivelse af Chile, da det var påvirket af Pinochet. Allende så ændringer dengang under kuppet og meget er sket siden at hun boede der. Faktisk er der denne her “sense of great inequality and the country has prospered”. Der er flere, der er uddannede nu, men kløften mellem de rige og fattige er stadig meget stor. De er ved at skrive en ny konstitution nu, som er ret kompliceret pga. COVID og “everybody wants to be included”. Nu kan de tænke over hvilket land de vil have og til efteråret er der valg derover. Flere kvinder i politik end tidligere og “equality is more in the center”, fortalte Allende. “Imagination and hope” indskød Hansen og Allende fortalte, at bogen faktisk blev skrevet tilbage i 2018 og udkom i 2019. “I’m not a psyichic”, forklarede hun og hentydede til Corona.

Hansen spurgte ind til det narrative hvor hun som “a narrator will let the reader know something that will happen later on. Some kind of fatality”. ‘Håbets rejsende’ er mere historisk, men hun bruger samme kneb som tidligere, hvor vi som læser fornemmer fortællerens tilstedeværelse. “I’ve never thought about it”, fortalte Allende og fortsatte, “it comes naturally”. Man griber læseren og hun læser også tit bøger, der gør det samme. Ved en af hendes andre bøger lagde et forlag mærke til det og de brød sig ikke om det og påstod, at hun ødelagde “the suspense”, men hun mener det modsatte. Allende har faktisk en ny bog på vej, som er inspireret af pandemien og som hun skrev under den. Dernæst blev det tid til et par spørgsmål fra salen, hvor det første handlede om hvad magisk realisme betyder i hendes eget liv og hun fortalte om hvordan Marquez kunne finde på at lade fiskere fange elefanter i hans bøger og forklarede det med at en orkan havde taget et cirkus med ind i sin hvirvel. Fantasy til gengæld, ja, der brugte hun Harry Potter som eksempel og hans “invisibility cloak”, som man aldrig rigtig ser. Den magiske realisme er “unexplainable” og Allende accepterer, at det sker i hendes liv. Der var også et spørgsmål fra en af festivalens arrangører, der spurgte ind til hvad equality er for hende. Allende fortalte, at for hende betyder equality “options and opportunities. Every human being should have the option and opportunity of a good life”. Der er en “new normal” efter pandemien og Allende spurgte, om denne globale krise er ved at skabe en ny verden, hvor “everybody is included”. Hvor kvinder har samme status som mænd og samme størrelse lønseddel, nævnte Allende, for selvom der har været “movements” i mange år, så er vi der ikke endnu. “I think that the new generations will be able to do it”, fortalte Allende dog.

Et andet spørgsmål handlede om denne her “poetic truth” og “the power of literature and imagination”. Allende fortalte, at hun arbejder sammen med grupper om immigranter og hun ser, at litteratur kan “go beyond the divisions and look at the great picture”. Som forfatter har hun mulighed for at fokusere på denne her ene immigrants lille historie og bruge den til at fortælle en større historie. Det næste spørgsmål handlede om første kladde og sidste udgave og Allende fortalte, at hun skriver på computer, hvor hun retter og sletter og hver morgen kigger hun på gårsdagens arbejde. Det var en meget anderledes proces, da hun skrev på skrivemaskine. Hun er ikke en af de forfattere, som arbejder ud fra et skema, for ting ændrer sig undervejs, men der er en fast ting dog. Alle hendes bøger starter hun med at skrive d. 8. januar, hvor hun ikke altid ved hvad den skal handle om. Indimellem forsvinder en hovedperson og en anden tager over, og denne her startede med Victor, men dengang kendte hun hverken vinkel eller karakterer. Det sker efterhånden som hun får skrevet det frem. Netop nu arbejder hun på en ny bog (og hun skriver i øvrigt på spansk), men hun er ret privat omkring den og ingen omkring hende har læst den enndu. Grunden til at hun starter d. 8. januar er pga. disciplin, men også fordi, at hun begyndte som 39-årig på den første bog samme dato i 1981, hvor hun skrev et brev til hendes døende bedstefar og dette blev senere til ‘Åndernes hus’, der udkom på spansk i 1982. Den næste begyndte hun på samme dato og hun sørger altid for at have alting klar dagen før, så hun kan begynde den dato. Så var aftenens interview slut og Hansen rundede af. Virkelig interessant at høre Allende fortælle om sit forfatterskab og det fungerede faktisk utrolig godt med storskærm, så at man kunne høre udenlandske forfattere, der desværre ikke kunne komme pga. pandemien.