Ord fra en bibliofil

Efter en “hviledag” blev det tid til endnu en tur til Aarhus. Jeg skulle egentlig have været til et arrangement i rækken med Sommerlæsning nede på Dokken, men desværre var forlaget Gutkind sygdomsramte (heldigvis ser jeg dem i efteråret til et bloggerarrangement) og så bestilte jeg en billet til et arrangement oppe på Det Kgl. Bibliotek (det tidligere Statsbiblioteket). Jeg var tidligt på færde og havde god tid til at købe bøger i Kristian F. Møller og også gå forbi Kasernen, hvor jeg plejede at have undervisning tilbage i sensommeren 2010 og til vinteren 2013 inden jeg flyttede til Lund. Det er nogle år siden at jeg sidst har været forbi og det er altid interessant at være tilbage på sådan nogle steder, som er fulde af minder (min kæreste og jeg havde f.eks. gåtursdate nede i Uniparken inden vi blev kærester tilbage i efteråret 2010). Men bibliotekets navn har ændret sig siden da (det plejede at hedde Statsbiblioteket) og der var kommet sådan et skønt grønt område ovenpå, hvor arrangementet skulle afholdes:

Hvorfor elsker vi Harry Potter? – om Pottermania, fantasy og magi

Lige omkring kl. 16 kom en medarbejder fra biblioteket op til scenen og introducerede Mads Rosendahl Thomsen og Sarah Mygind, hvor Thomsen startede med at fortælle om denne her bog kaldet ‘50 værker. Højdepunkter i verdenslitteraturen’. Han var redaktør på bogen sammen med Jakob Ladegaard og Dan Ringgaard og han fortalte, at de havde gang i et rimelig solidt sorteringsarbejde og der er blandt andet et kapitel af Mygind om dagens emne. Thomsen spurgte ind til, hvornår man vidste, at det her med Harry Potter var et fænomen og Mygind fortalte, at der var begyndt at komme en vis hype ved udgivelserne, hvor man stod i kø ved midnatstid og der var en vis begivenhedskultur omkring det. Nogle steder var det endda også i nyhederne på tv og det var et globalt event. Mygind knyttede også lige en kommentar til bogen, som Thomsen havde været redaktør på, fordi hun var glad for, at der også var nævnt forskellige børnebøger (der er blandt andet et par sider om Pippi Langstrømpe) for det er ikke alle de litterære kanoner, der har kapitler om børnebøger.

Da Harry Potter udkom, toppede den også New York Times’ bestsellerliste for børn meget længe og den bliver både læst af børn og voksne. Da Thomsen spurgte ind til, om hun selv havde stået i kø, svarede Mygind, at det havde hun ikke, men hun er også opvokset i Vestjylland. Hun fik selv 3’eren som den første og fra 5’eren begyndte hun og hendes lillebror at læse dem på engelsk. Thomsen fortalte, at hans søn var for ung til den første bølge, men har læst dem senere og så er der jo også filmene. Web 2.0 har også gjort en del for bogen, nævnte Mygind, for der har også været denne her internetkultur omkring bøgerne, hvor læserne skriver om deres læseoplevelser og snakker med andre om det. “Rowling har forstået at afkode denne her mediekultur og fået digitale medier til at arbejde sammen”, sagde Mygind og ved en håndsoprækning blandt publikum var det tydeligt at se, at de fleste havde læst bøgerne.

En af de ting, som Rowling kan, er at udfolde handlingen undervejs og gøre historien mere kompleks og mens hendes ideal-læser er denne her 11-årige læser, så har modtagergruppen været mere flydende aldersmæssigt. Hendes fiktive verden er lige ved siden af den almindelige verden, men det er ikke en verden, som alle har adgang til. I 2001 begyndte hun at skrive de her ekstra bøger til serien, heriblandt ‘Fantastic Beasts and Where to Find Them’ og udfolde verdenen endnu mere. Mygind kom også ind på den længe ventede 8’er, som eksisterer som teaterstykke og hvordan hjemmesiden Pottermore også indeholder små historier i universet (og meget andet). Normalt læser Mygind ikke så meget fantasy, men der er mange elementer i serien, såsom kostskoleromanen, som er lavet om til at passe ind i et fantasyunivers. En af de ting, der også gør sig gældende i de første par bøger, er det her med at være underkuet og ikke rigtig handlekraftig, men dette ændres gradvist da han bliver teenager (heriblandt Dumbledores army).

Der er også sket en del indenfor litteraturforskning og Thomsen nævnte, at der ikke kunne have været plads til at forske i bøger som Harry Potter, da han var studerende i starten af 1990’erne, men nu kan man forske i Harry Potter, men Mygind nævnte også, at det er vigtigt at tage fat i den litteratur, der bliver læst og at det er vigtigt, at den bliver taget alvorligt. Selv er hun både ansat på Center for Børnelitteratur og på Litteraturhistorie og det er mere åbent nu ift. at få børnelitteratur på pensum (da jeg selv læste litteraturhistorie, læste vi blandt andet ‘Alice’s Adventures in Wonderland’). De kom også lidt ind på tilblivelsen af bogen, for forlaget Bloomsbury var faktisk ret nyt, da Rowlings bøger udkom og deres første udgivelse skulle faktisk have været Rushdies ‘De sataniske vers’  fortalte Thomsen. Mygind nævnte, at der var lidt en myte i forhold til udgivelsen af bogen og at det var lidt interessant i forhold til forfatterpositionen, hvor Rowling har etableret sig selv lidt som en slags Gud. Hun skriver jo også stadig på sociale medier om bogens karakterer og hvad der er korrekt og forkert ifølge hende selv. Hun bliver også ved med at udbygge universet og de nye film foregår også i New York og Paris.

Thomsen vendte tilbage til det med SoMe, da Rowling sidste år kom med nogle udtalelser om køn og Mygind nævnte, at den udtalelse går ret meget imod nogle af tingene i bøgerne, hvor hun er en slags diversitetsforkæmper ift. rent blod og blandet blod samt det gode versus det onde. Flere har taget afstand fra Rowling efter de udtalelser og der er denne her Potteraktivisme. Læsere er også blevet sat i en bestemt form for kasse, når man har indrømmet, at man er fan af Harry Potter og det er stadig et meget internationalt fænomen (der er også Magiske dage i Odense f.eks.). Under Corona begyndte hun at arbejde på en ny historie ved navn ‘The Ickabog’, hvor hun udvalgte læseres tegninger og tog dem med i bogen. Værket er en slags dialog mellem de her børnetegninger og hendes historie og en del af det overskud går til velgørende formål.

Til sidst blev det tid til spørgsmål og kommentarer fra tilhørerne. En tilhører havde en kommentar om Tolkien som jo efterhånden er ret gammel indenfor fantasy genren og i Danmark havde vi også Kaaberbøl, der for alvor blev kendt efter udgivelsen af Harry Potter. Og Pullmans ‘Det Gyldne Kompas’ udkom også inden Rowlings (men den har også fået en prequel og sequel indenfor de sidste par år). Derefter kom der et spørgsmål om denne her multimodale fortælling, hvor der er konflikter mellem det gode og det onde og på samme tid er det også en dannelsesfortælling. Mygind fortalte, at læserne lever sig meget ind i den fantastiske litteratur og de finder nye måder at interagere med universet på. Man kan besøge togstationen Kings Cross i London og der er også en temapark udenfor byen, der som Mygind sagde “er en forankring i vores virkelighed, som er relaterbar”. Efter lidt mere snak om hvad Rowling skriver på Twitter og et par kommentarer om de nye illustrerede udgaver af Harry Potter, hvor trådene væves tættere så at universet står tilbage til sidst, rundede Thomsen af og da de nævnte gode priser på bøger fra Aarhus Universitetsforlag, måtte jeg lige forbi og købte en om litteratur og medier.

Fiktion og sangtekster med Stine Pilgaard og Alberte Winding

Reklame da jeg fik billetten til aftenens arrangement af LiteratureXchange

Efter arrangementet med Harry Potter skyndte jeg mig til fods gennem Uniparken og ned langs Randersvej for at jeg kunne nå at spise lidt aftensmad inden jeg skulle ind på Dokken. Jeg nåede lige at møde en anden bogblogger ved navn Anne, som også er bibliotekar og heldigvis havde jeg god tid til lige at slappe lidt af mens jeg spiste.  Aftenens arrangement foregik inde i Store Sal og Pilgaard og Winding var i samtale med forfatteren Lotte Kirkeby, som startede med at sige et par ord om arrangementet og lidt om Windings og Pilgaards forfatterskaber. Winding debuterede i 2006 og her inden for de sidste par år har hun både udgivet erindringsromanerne ‘Kastevind’ og ‘Småt brændbart’ og hun startede også med at fortælle lidt om de bøger. ‘Småt brændbart’ var inspireret af hendes år i USA på Martha’s Vineyard (som i kan læse om herovre) og hun udgav også et album sidste år med titlen ‘Martha’s Vineyard’, hvor hun havde skrevet sangene sammen med sin mand. Kirkeby opsummerede derefter ‘Meter i sekundet’, som Pilgaard udgav med sidste år og spurgte ind til, hvad Pilgaard lagde ud med at skrive (der er både sange, brevkasse og prosa i den bog).

Pilgaard fortalte, at hendes første tanke var, at det kun skulle være en brevkasse, men så udkom Knutzons ‘Camille Clouds brevkasse’ (i 2017 red.) og så turde hun ikke engang læse den for hun var bange for plagiat. Men så begyndte hun at tage kørekort og der lagde hun mærke til sproget såsom “alle har et ansvar når der kommer en sammenfletning” og en mand sagde også, at man bare skal huske at alle gerne vil hjem til aftensmad. Hun manglede nogle sange til bogen og der opstod blandt andet idéen om en vintersang uden sne ‘Januar puster sin rastløse vilje’. “Bogen kom først og sangene binder den sammen”, forklarede Pilgaard og beskrev sangene som en slags søjler. Winding fortalte om hvordan hun læste digte og nu er det mere en stemning end en opbygget sang. Pilgaard spurgte ind til hvilke digte og Winding nævnte blandt andet Lone Hørslevs digte og erklærede at “jeg synes bare at det er skønt, det hun skriver”. Hendes nye album er meget sange om at kigge tilbage og hvor bogen er mere tænkt som erindring, så er CD’en lidt mere upbeat. Kirkeby lagde mærke til i ‘Meter i sekundet’ at der er de her forskellige steder hvor hovedpersonens barn siger muh og dette ændrer sig til sidst til mæh. Der er også denne her situation med en skraldespand i bogen og Pilgaard nævnte, at det er de her “små situationer der viser hvem vi er på en eller anden måde” og at afsøgning af hengivenhed og overbærenhed er noget at det, som man skal finde i det lange løb.

Kirkeby nævnte også patos i forhold til romanerne og Winding var begyndt at lære at hun skal skrue ned for det. I en ungdomsbog havde hun skrevet “jeg føler” 100 gange og straks var samtalen tilbage til det med musikken, da Pilgaard sagde, at en melodi kan stå i kontrast til eller passe sammen med teksten. Hendes sang til sønnen (‘Efterårssang uden blæst’), som også er med i bogen, skulle skrives til ‘Se nu stiger solen’ men den var for jublende. Melodierne skriver sig ind i teksten, nævnte hun og fortalte også om at en af de sange, som hun selv synes er voldsom, er ‘Jeg hader Susanne (sang af Souvenirs fra 1998 red.). “Man skal også kunne synge med”, sagde Kirkeby og Winding nævnte, at man “skriver til fællesskabet” og lytteren skal høre efter. “Jeg forestiller mig altid at der ikke er nogle læsere”, fortalte Pilgaard for ellers føler hun at der kommer en slags distance. Det er først ved redigering at hun forholder sig til det og nævnte, at hvis hun havde vidst, at fødselsdagssangen i bogen ville komme i Højskolesangbogen, så var den måske ikke blevet sådan. Istedet har hun mange venner, som er interesserede i sprog og hun lader som om at noget af det er lange mails til dem.

Hun havde heller ikke regnet med at sangene ville blive antaget og det er meget specielt, når højskolen (der hvor hun bor med sin familie red.) synger sangene. Det er “stærkt når nogen siger ens ord samtidigt”, nævnte hun og fortalte desuden at hun indimellem ser på folk, når de læser hendes bøger for at se, om de ser glade ud. Kirkeby fortalte kort om Pilgaards ‘Lejlighedssange’ og hvordan det kan være muligt at give det ordløse en slags stemme, hvorefter Pilgaard læste lidt op fra den (et sted hvor naboerne råber “Ekstra nummer”).

Kommer tekst eller melodi først, spurgte Kirkeby om og Winding svarede, at det ville være cool hvis tekster kom først, men hun kan bedst lide, hvis melodien kommer først. Hun nævnte blandt andet ‘Lyse nætter’, hvor der også er en vis stemning (Faber spillede den også til morgensang sidste forår), men Pilgaard griber det helt anderledes an. Hun digter på kendte melodier og går og nynner dem i et par dage. Sidste år kom sangen ‘Fortabt er jeg stadig’  ud ikke længe efter bogen (i kan høre den herovre) og i den er der følgende sætning:

“og når jeg blir bange og når jeg blir vred
så sænk mine skibe og skænk mig din fred”

Pilgaard blev ret glad for den sætning og metaforen “sænk mine skibe”, men så gik der lidt og det gik op for hende, at Tv-2 har lavet en sang med det (i 1990 red.) og tilføjede, at den dag i øvrigt var Steffen Brandts fødselsdag. “Jeg synes, at det er enormt lystfuldt at skrive sange”, sagde Pilgaard og fortalte, at næsten alle sangene er skrevet i tog mellem Herning og København. Hun kan ikke skrive prosa i tog og så er der tøj der ændrer sig undervejs og så er der denne her følelse om at være i bevægelse. En af Windings sange hedder ‘Månebarn’ og Pilgaard havde bemærket, at der var en sætning i sangen, som kan betyde flere ting:

“Og det bedste er i morgen er der endnu en dag.”

Det kan nemlig både være ironisk ment eller sådan lidt sammenbidt, hvilket Winding faktisk ikke havde tænkt på før. Derefter hørte vi sangen ‘Der er så meget jeg ikke fortæller’ fra ‘Marthas Vineyard’ og Kirkeby spurgte ind til, hvordan den sang kom til verden. Ifølge Windings kæreste kunne hun ikke det her poetiske sprog på engelsk og indimellem kan man sige det i musik, som man ikke ellers kan sige, nævnte Kirkeby. Ja, istemte Winding og bogen og musikken kan noget forskelligt og “musikken kan fortælle en mere grundlæggende historie”, nævnte hun. “Hvordan havde du tænkt sangene?”, spurgte Kirkeby Pilgaard om og hun fortalte om hvordan hun ikke havde sendt denne her protestsang i bogen ind til Højskolesangbogen. Da hun var yngre plejede hun at se Tour de France og tage på camping hver sommer med sin far og der stødte hun på det her ord ‘hjælperytter’, hvor en deltager bliver sendt afsted for at hjælpe en anden deltager med at vinde. Hun har boet på højskole de sidste 5½ år og der er der også det her fællesskab, som man skal deltage i.

Derefter hørte vi ‘Fortabt er jeg stadig’ og Pilgaard fortalte lidt om at der manglede en sang om det der med at være midt i 30’erne og have en slags kobberbryllup, når man har været sammen med sin partner i 10-12 år. Der er sange om at gå hånd i hånd, der er en med sætningen “sølvstænk i dit hår” og mange følelsessange, men ikke nogen som kunne beskrive den der hverdagskærlighed såsom: “Hvor er du fed, du går ud med skraldespanden”. I efteråret kommer der en bog fuld af sange, noder og essays og så var det tid til spørgsmål. Et af dem handlede om hvor populær ‘Meter i sekundet’ er i Vestjylland og Pilgaar dfortalte, at salgstallene er gode i Vestjylland og den er også blevet modtaget godt i Velling, hvor folk gerne vil have den signeret. Ofte bliver det kaldt for udkant og det er meget rart det der med at vise sine kulisser frem, som folk også kan genkende. Nogle af bogens karakterer er inspireret af folk, som hun kender fra området og “jeg har endda fået en flæskesteg som tillykke”, fortalte Pilgaard og nævnte, at hun tog det som et kompliment. Næste spørgsmål spurgte ind til, hvad de læser lige nu og Pilgaard svarede at hun læste ‘Fladland’ af Ditte Holm Bro, som gav hende lyst til at skrive og så kom hun med en varm anbefaling af Ferrantes Napoliserie, som er god sommerferielæsning. Winding havde lige læst ‘Olive igen’ af Strout (som Kirkeby havde givet 6 stjerner i avisen) og der var denne her meget bryske kvinde, som optog Winding (hun nævnte også noget med vred med alderen, som måske giver bedre mening, når man læser bogen).

Næste spørgsmål handlede om humoren i Pilgaards bøger, men når hun prøver at være sjov, så er hun det ikke, forklarede hun. Humoren virker bedst for hende, når hun ikke prøver og hun ser på de sjove sammenstød i sociale sammenhænge. “Det fineste opstår i litteraturen, når vi ikke prøver at forcere det”, sagde Pilgaard og fortalte, hvordan Parkeringspeter i bogen er lånt fra den rigtige lærer. “LIge præcis karaktererne vil jeg gerne have blliver holdt af”, nævnte Pilgaard og det der med at folk kan genkende ting, gør det mere sjovt. Nogle læsere har faktisk også været henne for at fortælle hende at de også har boet i en andelsboligforening og så går de igen. “Jeg har ikke boet i en andelsboligforening, men jeg får lyst til at sige det” udbrød Winding og det skabte godmodigt latter i salen. “Du skriver der hvor det krydser” sagde hun henvendt til Pilgaard og det med timing er også noget Pilgaard arbejder bevidst med, erklærede hun. Når folk kan grine, kan man også arbejde noget seriøst ind og hendes karakterer ofte sig selv, men sådan gør vi også selv.

Aftenens sidste spørgsmål var til Winding, da der er sårbare karakterer i hendes bog og hun blev spurgt ind til hvordan hun passer på sig selv. Det var “hårdt at udgive ‘Småt brændbart'”, fortalte hun og spurgte selv Pilgaard om hendes tanker derom. For Pilgaard var det sårbart at udgive, for hun vidste ikke om folk ville læse det og hun spurgte Kirkeby om hvad det er ved en bog, der gør, at Kirkeby giver det her 6.hjerte i en anmeldelse. “Det sker ikke så tit” sagde Kirkeby, hvortil Pilgaard kækt svarede “Den tager vi bagefter” og salen brød ud i latter igen. Pilgaard tippede om at det med at være gravid på samme tid kunne være godt, da man så har noget andet på samme tid, som også er vigtigt og så er det vigtigt at have sit eget forhold til bogen uanset stjerner. Pilgaard roste sit forlag (Gutkind i øvrigt) og den dejlige PR-Mette (König red.) og så var timingen rigtig god PR-mæssigt. Winding brød dog lige ind med “Det er bare fordi at du har skrevet en sindssyg god bog” og der har været 3 bølger med bogen indtil videre: Udgivelse, Anders Agger bog og så da Højskolesangbogen udkom med de nye sange i. Efter samtalen var der mulighed for at snakke med forfatterne og så begyndte folk stille og roligt at gå hjem og jeg skyndte mig op til stationen for at nå et sent tog hjem. Tusind tak for billetten til arrangementet, LiteratureXchange 🙂