Ord fra en bibliofil

 Når jeg ikke er til stede af Lars Horneman, 2014. Cobolt. Antal stjerner: 4/5

Denne bog karakteriseres som værende et ”tegneserielangdigt” på dens indlægsside og det er den bedste måde den kan beskrives på. Vi bliver hurtigt bragt ind i historien, som viser os hvordan det er at være menneske i 2014 i landets hovedstad. Vores hovedkarakter bringer os først tilbage til et glimt fra hans barndom:

”Jeg troede engang, at jeg havde brede skuldre. I dag ved jeg, at jeg bare har et lille hoved. Jeg troede også, at jeg var en god fodboldspiller. Jeg spillede hver dag ude i haven. Alene. Jeg forestillede mig, at der var tribune og publikum, som jublede, når jeg scorede.”

Herefter sammenligner han sig selv med flere forskellige kendte fodboldspillere, men der er dog et lille problem. Han er ikke ligeså god når han spiller med andre. En af hans andre drømme er at blive kunstner. Vi ser hvordan han forestiller sig blive en anerkendt kunstner, som træder ud af et fly med portfoliomappen under armen. Han forestiller sig sin fremtid, hvilket han altid har gjort, men fortæller om at de bliver pustet ”op som balloner og letter i vinden.” Livet går sin gang og vores hovedkarakter er ikke altid den mest sociale type:

”Jeg forsvandt ned mellem gulvbrædderne i nat. Ingen bemærkede noget. Midt imellem drinks. Og ben, der stod som træstammer. Mennesker, der virkelig talte sammen. Kroppe, der virkelig dansede. Følte mig helt alene. Og forsvandt.”

Det er ikke altid nemt at være menneske. Vi skal lære at begå os i samfundet, da vi ellers kan blive fortabt ganske hurtigt. Horneman illustrerer denne ensomhed ved at være alene bedre end nogen anden. Hans måde at tegne på er mest sort/hvid/brun og farver optræder ikke i samme grad. Som læser tænker man over hvad der sker, netop når man ikke er til stede. En tænksom bog, som helt bestemt kan læses flere gange. Jeg er helt enig med den anden flap på bogen, hvor der står at han giver:

”et unikt bud på hverdagens og kærlighedens afgrunde og muligheder.”