Zam af Jesper Wung-Sung

Zam af Jesper Wung-Sung, 2015. Høst & Søn. Antal stjerner: 4/5

Er det muligt for en zombie at blive venner med et menneske og hvordan kan man se forskel på et menneske og en zombie?

I en ganske almindelig folkeskole sidder Zam en dag foran hans klasselærer, idrætslærer, matematiklærer og skoleleder. Zam er ikke helt som skolens andre elever og han er kommet i problemer, for i frikvarteret kom han til at bide lige gennem en af de andre elevers strube. Nemlig den irriterende Oscar, som blev ved med at fyre zombie-vittigheder af. For selvom Zam virkelig anstrenger sig for at ligne en helt almindelig dreng, så er han faktisk en zombie, men selvom der er en hel del, som ikke er så vilde med zombier, der hvor han bor med sin familie, ja, så har han faktisk fået sig en ven: 

“Zam ved ikke, om han tør tage telefonen. Men han ved, at han ikke tør lade være. 

“Hej Sofie!” siger han. “Hvor hyggeligt! Har du haft en dejlig dag?”

“Drop det, Zam,” svarer Sofie. 

“Okay.”

“For helvede, Zam!” 

“Ked det af er jeg,” siger Zam.

Nervøsiteten laver kludder i ordstillingen, men Sofie forstår altid, hvad Zam siger. 

“Du skal ikke være ked af det,” siger Sofie. 

“Okay?” svarer Zam og er lige ved at føle sig lettet. 

“Det betyder ikke noget, hvad du er eller ikke er!” hvæser Sofie. “Det betyder noget, hvad du gør eller ikke gør! Og tryllekunsten er at lade være med at bide eller spise nogen!” 

“Ved det.”

“Hvad tænkte du på, din idiot?” 

Dig, tænker Zam, men det kan han ikke sige. 

“Ved…ikke.” 

“Nej,” svarer Sofie,”for du opførte dig bare som en hjernedød zombie.””  

Der er nemlig ret mange af de zombier, som Zam kender, der er temmelig hjernedøde. De arbejder ikke, de trækker fødderne hen ad asfalten, når de går og så snakker de også lidt mærkeligt. Det at Zam har gået i skole er faktisk noget ret stort for ham, men efter biddet er han blevet smidt ud og han må finde sig et arbejde. Sofies far er politiker og en af dem, som ikke er så vild med zombier. Han går faktisk ind for at zombierne skal have en Z-mærkning og da Sofie fortæller, at der er politisk enighed for at lave en zombielejr, så menneskene kan blive trygge igen, så ved Zam, at hans liv aldrig bliver på samme måde igen. Der går ikke længe inden at alle nyheder i fjernsynet handler om lejren og det går op for Zam, at der er meget forskellige meninger om hans slags:

“Så interviewer de forskellige virksomheder. 

Først en fabriksejer. Så en tøjforretning. Derefter er de ude på landet hos en landmand. Zam genkender ham straks. 

“Det er ham, jeg arbejder for!” udbryder Zam. 

Ingen i familien reagerer, og Zam tænker på, om de overhovedet forstår, at dette også handler om dem. 

“Hvordan skal det gå min jordbærhøst uden min zombie?” siger landmanden. 

Zam bliver varm om hjertet, samtidig med at han undrer sig over, at landmanden ikke spytter. Det er også første gang, at Zam ser landmanden andre steder end sin traktor. 

Så bliver Sofies far interviewet uden for sit zombiebeskyttede hus. 

“Det er den eneste rigtige løsning,” siger han. “Mange zombier er uden for pædagogisk rækkevidde. Vi er nødt til at få dem fjernet fra vores gader.”” 

Men hvad kommer der til at ske i denne her zombielejr og kommer Zam nogensinde til at se Sofie igen? 

For en zombie som Zam er livet ikke helt så nemt som os menneskers oftest er. Han forsøger virkelig at være en helt almindelig ligesom dem han går i skole med, for hvis han nu ligner de andre nok, så kan han måske blive accepteret som en af dem. Men det kan være nemt at miste fokus på at blive den, som man gerne vil være, når alle sætter en i en bås og man begår fejl, der gør at alle de skridt frem, som man ellers havde knoklet for, rykker en næsten tilbage til start. Wung-Sung er virkelig god til at skrive om de her lidt skæve eksistenser og der er faktisk lige udkommet en fortsættelse af denne her historie, så man kan læse endnu mere om Zam, Sofie og alle de andre fra denne her.

Alt i alt en virkelig bemærkelsesværdig historie om zombien Zam, der så gerne vil være som alle de andre og som må finde ud af, hvordan han bedst overlever i en verden, hvor mange er bange for hans slags og hvor der er planer om at sætte dem i en zombielejr, der bestemt ikke lyder som et rart sted.

Leave a Reply