Ord fra en bibliofil

Meter i sekundet af Stine Pilgaard, 2020. Anmeldereksemplar fra Gutkind Forlag. Antal stjerner: 5/5

Hvordan er det at bo i den lille by Velling i Vestjylland, hvor man taler anderledes til hinanden og hvordan er det at være mor til en lille dreng, kæreste med en højskolelærer og brevkasseorakel på en og samme tid?

‘Vi vil i Velling’ står der på byskiltet, når man kører ind i den lille vestjyske by og her bor vores fortæller, en ung kvinde, sammen med hendes kæreste og hendes lille søn. Hendes kæreste er underviser på forfatterlinien på byens højskole og da vores fortællers barsel er rindet ud, må hun finde sig et job, som højskolens bestemte forstanderinde sørger for bliver oprettet, nemlig som brevkasseorakel i en lokal avis. Vores fortæller er stadig ved at vænne sig til at bo i Vestjylland, hvor de ikke helt snakker så meget som hun ellers er vant til og hvor det kan blive mere kejtet end tiltænkt, som f.eks. her hos deres søns kommende dagplejer: 

“Maj-Britt, siger jeg, det er det navn i Danmark med flest forskellige stavemåder. Jeg mærker et sus af begejstring. Bindestreg med dobbelt-t, siger hun og finder en ugeplan frem med små mariehøner tegnet i hjørnerne. Hun fortæller, at det er en grøn dagpleje med særligt fokus på naturen. Det sjove er, at navnet egentlig er kort, siger jeg, og alligevel er der så mange muligheder inden for både første og anden stavelse. Ai, j og y, enkelt og dobbelt-t, med og uden h, der er uendelige variationer. Ikke uendelige, siger min kæreste og begynder at regne på sin telefon. Vi flytter rundt på bogstaverne, og jeg noterer ned på en serviet. Syvogtyve, siger min kæreste. Han mener, at sidste del af navnet stammer fra det keltiske Birgitte, der betyder den lysende eller den ophøjede. I kan bare stave det, som I vil, jeg ved jo, hvem I mener, siger Maj-Britt. Hun spørger, om vi er faldet til i det vestjyske. Min kæreste ser strengt på mig. Vi klager ikke, siger jeg.” 

Det er ikke altid nemt at være påhæng til en højskolelærer, da der er mange undervisningstimer og arrangementer, men heldigvis har vores fortæller mødt Krisser i mødregruppen, der også stikker lidt ud fra mængden og så er der et kørekort, som skal tages. Vores fortæller har allerede bestået teoriprøven, men lige siden har hun så taget repetitionstimer og det med forskellige kørelærere. Og lige det sidste er der måske en god grund til:   

“Hvor hurtigt må man køre i en rundkørsel, spørger Parkeringspeter og hæver sit ene øjenbryn. Maks halvtreds, mumler jeg. Du kørte firs, siger han og løfter sin fod fra kørelærerbremsen. Jeg så den ikke, siger jeg, den sprang ud foran bilen. Nogle elever er forsigtige, de skal bruge tid på at vænne sig til at køre. Andre er dumdristige og skal lære at lytte til trafikken. Men du er utilregnelig, siger Parkeringspeter og lyder næsten imponeret, du har både træk fra nybegynderen, den senildemente og flugtbilisten. En bil dytter bag mig, og Parkeringspeter leder mig gennem et venstresving, inden vi holder foran Kvickly. Bare bliv siddende, siger han og kommer tilbage med to onsdagssnegle. Jeg føler en uventet samhørighed, da jeg opdager, at vi har samme teknik. Vi bider rundt i yderste cirkel mod højre og nærmer os langsomt glasuren i midten. Tror du, det siger noget om os som mennesker, spørger jeg. Nej, siger Parkeringspeter. Han drejer sit ansigt og ser længe på mig. Du kører ikke godt, siger han, men du kører spændende.” 

Men vil vores fortæller nogensinde få sit kørekort og kan man vænne sig til at snakke med vestjyderne over tid, hvis man nu snakker med Anders Agger om det? 

Indimellem støder man som læser på bøger, som man ville ønske var meget længere for så kunne man nå at lære karaktererne endnu bedre at kende og det her er en af de bøger. Pilgaards måde at bruge sproget på er helt hendes egen og hun formår at mixe det sjove med det seriøse på en sådan måde, at man kan græde af grin det ene øjeblik for så at tænke helt store tanker, når fortælleren tænker over livet. Jeg har allerede tænkt på flere, som jeg vil låne bogen til og jeg glæder mig til at dykke ned i en af Pilgaards bøger igen inden længe, da jeg heldigvis har hendes tidligere bøger til gode.

Alt i alt en velskrevet og virkelig interessant bog om en ung kvinde, der må finde hendes nye ståsted i livet efter at være flyttet til Velling og som må lære hvordan man begår sig sprogligt i det vestjyske, så man ikke får samtalesorg, når man har talt med en indfødt.