Ord fra en bibliofil

Drengene fra Nickel af Colson Whitehead, 2020. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som The Nickel Boys i 2019. Oversat af Inger Kristensen. Antal stjerner: 5/5

Hvor meget modgang i livet kan ét menneske klare og hvad betyder det at være en dreng fra Nickel?

I den amerikanske by Tallahassee i staten Florida sidder en ung sort dreng og hører en grammofonplade, som han har fået af sin mormor. Når grammofonpladen bliver afspillet, så tordner Martin Luther King Jr.s stemme ud i højttaleren for det er Kings taler, som er på pladen og som fylder rummet med ord. Den unge dreng er Elwood Curtis og han er ikke helt som andre drenge på hans alder. Han passer sin skole, arbejder ved siden af (først på det hotel, hvor hans mormor arbejder, dernæst i en tobaksforretning) og så drømmer han om at gå på universitetet. Da det endelig bliver tid for ham at komme på college, tager han afsted i god tid hjemmefra, for delvist at gå til college og tage den på stop dertil, men han rammes af uheld, for den mand, som tager ham med i en Plymouth, viser sig at have stjålet den og Elwood bliver dømt til at blive sendt til opdragelsesanstalten Nickel.

“Et tudehorn brølede et sted længere nede ad bakken. Elwood havde ingen anelse om, hvad det var. Han vendte en trækasse på hovedet og sank ned på den. Hvordan skulle han få stedet passet ind i resten af hans liv? Malingen hang ned fra loftet i tynde flager, og de tilsodede vinduer gjorde alle dagene overskyet. Han tænkte på dr. Kings tale til high school-eleverne i Washington DC, hvor han omtalte de nedværdigende Jim Crow-love og behovet for at vende denne nedværdigelse til handling. “Det vil berige din sjælsstyrke som intet andet kan. Det vil forlene dig med denne sjældne fornemmelse for ædelmodighed, der kun kan komme fra kærligt og selvopofrende at hjælpe sin næste. Gør menneskelighed til dit livsmål. Lad det være den, hvorom alt andet drejer sig.”

Jeg er havnet her, men jeg vil få det bedste ud af det, sagde Elwood til sig selv, og jeg vil gøre det kortvarigt. Alle derhjemme kendte ham som solid og pålidelig – de ting skulle Nickel også snart komme til at lære om ham.”

Men det med at komme væk fra Nickel er ikke så nemt, som Elwood først regner med. Der er flere, som har forsøgt i løbet af årene, men hvad der så videre er hændt dem, er noget af et mysterie. Måske klarede de den, måske blev de fanget og dræbt. Nickel er for nogle af drengene sidste udvej inden en fængselsstraf og Elwood har svært ved at finde sin egen plads på stedet. Heldigvis bliver han ven med Turner, der kan hjælpe ham lidt, for Turner har været der et stykke tid og ved, hvem man skal undgå af skolens medarbejdere og hvilke af de andre drenge, som ikke er bange for at slå en så hårdt, at man må have et par sting. Turner sørger også for, at Elwood kommer med på et arbejdshold, som laver arbejde for folk inde i byen og her får de en dag mulighed for at holde en længere pause: 

“Fortovet var mennesketomt, et ophold i middagstravlheden. Turner så sig om og smilede. Han vidste, hvad Elwood tænkte på. “De fleste snakker om at løbe ud i sumpen,” sagde Turner. “For at vaske lugten af sig, så hundene ikke kan finde dem, holde sig skjult derude, indtil faren er drevet over og så tage den på stop. Enten nordpå eller vestpå. Men det er sådan, de fanger én, fordi det er den vej alle løber. Og man kan ikke vaske lugten af, det er kun på film, det kan lade sig gøre.” 

“Hvordan ville du gøre?” 

Det havde Turner gennemgået i hovedet mange gange, men han havde aldrig delt det med nogen. “Man skal prøve at komme herind, til den frie verden, ikke ud i sumpene. Stjæle noget tøj fra en tøjsnor. Tage sydpå, ikke nordpå, fordi det regner de ikke med. De der tomme huse, vi kører forbi på vores rute, ikke? Mr. Tollivers hus for eksempel – han er altid i hovedstaden på forretningsrejse. Hans hus står tomt. Sådan et hus kan man plyndre for forråd og så prøve at lægge så mange kilometer mellem sig selv og hundene som muligt, køre dem trætte. Det hele handler om ikke at gøre det, de forventer, man vil gøre.” Og så kom han i tanker om den vigtigste ting. “Og lad være med at tage nogen med. Ikke nogen af de andre idioter. De trækker dig med ned, når de ikke kan klare den.” “

Men er Nickel sådan et sted, som man aldrig helt rigtigt kan forlade uden mén og hvad kan man finde, hvis man endevender jorden på sådan et sted flere år senere? 

Whitehead har endnu en gang formået at skrive en utrolig vigtig roman, som sætter sig i læseren længe efter at sidste side er vendt. Undervejs bliver det en virkelig grusom bog, for alle mennesker er ikke så godhjertede som Elwood og så viser den en side af USA for mange år siden, hvor alle ikke er lige meget værd for hvad din værdi kommer an på din hudfarve. En af de ting, der ramte mig ved læsningen af Whiteheads ‘Den underjordiske jernbane’ var hvordan han opbyggede historien omkring hans karakterer og i denne her formåede han virkelig at snyde læseren fuldstændig, så at jeg allerede nu overvejer at genlæse den for at se, om jeg kunne have spottet det twist tidligere.

Alt i alt en uhyre vigtig roman om drengen Elwood, som vil tro på det bedste i mennesker og som må indse, at det måske ikke altid er nok for at klare sig igennem livet.