Boglige nytårsforsætter
Så blev det allerede årets sidste dag og det er helt vildt at tænke tilbage på alt det, der er sket i det forgangne år: Jeg blev færdiguddannet og kan nu kalde mig for bibliotekar sådan helt officielt, jeg var i virksomhedspraktik både i Haslev og i Slagelse, jeg fik arbejde som bibliotekar inde på Rigsarkivet og ikke mindst så er vi flyttet til Roskilde i sommers. Jeg har læst flere bøger end jeg havde regnet med, jeg har mødt en masse fantastiske bognørdede mennesker (både til bloggerarrangementer, på Bogforum og igennem min praktik) og allerede nu ser jeg frem til at se hvad det nye år vil bringe. Normalt plejer jeg ikke sådan rigtig at sætte mig mål for min læsning, men nu skal det være og udover at der er en bognørdet kalender på vej til mig, så er der også en Moleskine Passion Books Journal på vej, hvor jeg vil skrive noget om hver læseoplevelse, så det hele ikke bare er på Goodreads.
Følgende læsemål har jeg sat mig for det nye år:
- Læse en bog om måneden af Astrid Lindgren. Jeg har faktisk aldrig fået læst bøgerne om Rasmus, børnene på Krageøen og så er det efterhånden virkelig mange år siden, at jeg sidst har fået læst ‘Brødrene Løvehjerte’.
- Læse en klassiker om måneden (både de danske og de internationale)
- Læse resten af romanerne om pigerne fra Napoli af Ferrante
- Tage til flere litteraturarrangementer inde i København
- Dedikere min sommerlæsning til bøger af de forfattere, der kommer på Louisiana Literature
- Læse to faglitterære bøger om måneden
- Deltage i begge Deweys Readathon og planlægge læsestakke i god tid
Hvad med jer? Har i nogle boglige nytårsforsætter og har i nogle gode bud på klassikere, som jeg skal se at få læst?
Leave a Reply