Feen Oriana og andre eventyr af Sophia de Mello Breyner Andresen

Feen Oriana og andre eventyr af Sophia de Mello Breyner Andresen, 2018. Anmeldereksemplar fra Forlaget Rhodos. Opr. udgivet på portugisisk, oversat af Knud Møllenbach. Antal stjerner: 4/5

Kan man stadig være en fe, når man har mistet sine vinger og hvem er Pigen fra Havet og hvad er hendes historie?

Feen Oriana lever ude i en stor skov, som feernes dronning har overdraget til hende. Hver nat sover hun i en hul træstamme og hver dag drager hun rundt omkring i skoven, for hun har mange gøremål: hun skal blandt andet vande blomsterne med dugdråberne, hun hjælpe de fugle fri, som er fanget i fælder, hun skal hjælpe en gammel kone med at samle grene og ikke mindst så hjælper hun med at rydde op hos en fattig skovhuggerfamilie. Hun møder en dag en fisk nede ved flodbredden og da hun lover at komme tilbage, begynder hun at kigge på sig selv i sin spejling i vandet, medens hun venter på fisken. Men om aftenen sker der noget helt specielt, når hun besøger Digteren:

“Så huskede hun på, at det var tid til at besøge sin ven Digteren. For Digteren var den eneste voksne, som Oriana kunne vise sig for. Det var fordi han var anderledes end andre voksne.

Digteren boede dybt inde i skoven, i et tårn, som var meget højt og meget gammelt. Det var dækket af vedbend, blåregn og rosenbuske. Oriana fløj over træerne i tusmørket. Døren i tårnet var åben, men Oriana fløj ind gennem et vindue med en brise. Slyngroserne sitrede og dansede, da hun kom.

– Du kommer sent – sagde Digteren.

– Jeg bøjede mig over floden for at se mit spejlbillede – svarede Oriana.

– Det forsinkede mig, for jeg blev fortryllet af min skønhed.

– Oriana – bad Digteren – fortryl natten.

Så svingede Oriana sin tryllestav i natten, og natten blev fortryllet.”

Men hvad sker der med Oriana og hendes omverden, når hun begynder at tilbringe mere og mere tid sammen med fisken? I en anden fortælling i bogen møder vi en lille dreng, der elsker at lege ved stranden, som han bor lige i nærheden af. Efter et jævndøgn med tidevand og storme er der helt stille om morgenen og drengen tager ned til stranden. Her hører han en latter, som ikke er helt sædvanlig og pludselig står han foran en blæksprutte, en krabbe, en fisk og en lille pige med grønt hår. Drengen og pigen begynder at snakke sammen om hvor hun egentlig kommer fra og da drengen kommer tilbage til stranden, har han en gave med til pigen:

“-God morgen – sagde drengen. Han lagde sig på knæ i vandet lige foran pigen.

– Jeg har en blomst fra landjorden med til dig – sagde han – den kaldes en rose.

– Hvor er den smuk, hvor er den smuk – sagde Pigen fra Havet, slog hænderne sammen i fryd, og løb og hoppede rundt om rosen.

– Ånd dybt ind, så du kan opleve dens duft.

Pigen stak hovedet helt ned i rosenblomsten, og åndede længe ind.

Så løftede hun hovedet og sukkede:

– Det er en vidunderlig duft. I havet er der ingen dufte som den. Men jeg bliver helt svimmel og en smule bedrøvet. Ting fra landjorden er underlige. De er meget forskellige fra tingene i havet. I havet er der uhyrer og farer, men der er glæde i de smukke ting. På landjorden er der noget sørgmodigt i de smukke ting.“

‘Feen Oriana’, ‘Pigen fra Havet’ og ‘Bronzedrengen’ er skønne eventyrfortællinger, der alle er med i denne bog af Breyner Andresen og det er fortællinger, der er oversat fra portugisisk til dansk af Knud Møllenbach. Når jeg læser historier, som er illustrerede, er det vigtigt, at ord og illustrationer passer rigtig godt sammen og illustratoren Signe Kjær har her gjort et stykke fantastisk arbejde. Det er en fornøjelse at vende hver en side og som læser er det umuligt ikke at leve sig helt ind i de fortryllende historier.

Alt i alt en smukt illustreret børnebog med eventyrfortællinger, der bringer læseren ind i en verden fuld af magi, blomster og venskaber

Leave a Reply