Ord fra en bibliofil

Er det ondt ikke at være sikker af Lena Dunham, 2017. Anmeldereksemplar fra C&K forlag. Opr. udgivet som Is it evil not to be sure? i 2016. Oversat af Sara Koch. Antal stjerner: 4/5

Hvordan er det at være en ung kvinde nutildags og hvor universelle er unge kvinders oplevelser egentlig, når alt kommer til alt?

Lena Dunham har gennem sin ungdom nedskrevet tanker og dem, som er udgivet i denne bog, stammer fra hendes tid på college og de blev udgivet sidste år med titlen “Is It Evil Not To Be Sure?”. Tidligere har jeg læst “Not That Kind Of Girl”, som gav et godt indblik i at være opvokset i USA og i denne bliver den hudløst ærlige tone slået an allerede i forordet, hvor nedenstående er fra:

“Hvis jeg kun måtte være belærende om én ting, (men gud hvor jeg håber at det aldrig bliver tilfældet), ville det være min overbevisning om at unge mennesker, særligt unge kvinder, skal skrive deres oplevelser ned. Om ikke for andet så fordi du er den eneste som vil have netop disse oplevelser, og vi vil ikke miste dem når du forsvinder, eller glemmer eller bliver voksen og får forfærdelige vinterstøvler. Men måske vil du ligesom jeg, synes at sætninger bliver planker på en flåde der fører dig i land, våd og gispende, på en kærkommen strand.”

Og for at svare på et af de ovenstående spørgsmål: Dunhams tanker og oplevelser er ret universelle. Jeg kunne nikke genkendende til flere situationer med især venner og forelskelser undervejs. Vi følger hende tilbage i 2005 og 2006, en tid, hvor hun ikke var denne her selvsikre kvinde, som man i dag kan følge på de sociale medier, men en ganske almindelig studerende med flyvske tanker. En ung kvinde som indimellem også træffer de mindre kloge valg, som andre gange er lidt for selvsikker og som til tider er ret kejtet:

“Jeg så dig på den anden side af gaden i dag. Du havde dine hovedtelefoner på, og du bar en slags ketsjer i en taske. Sneen dalede mellem os. Jeg havde hat på. Min ven sagde “se hvem der går der”. Jeg stoppede og overvejede at sige hej. Men sagen er at jeg ikke ville indlade mig på det.”

Men hvad kan man lære af sine fejltagelser og hvad lærer man om sig selv undervejs?

Måske er det fordi at jeg kunne nikke genkendende til flere situationer undervejs, måske er det fordi at jeg godt kan lide Dunhams humor, at denne bog går rent ind og faktisk føltes for kort. Ligesom man i Sverige på et tidspunkt gav “We should all be feminists” af Ngozi Adichie til landets 16-årige piger, så bør denne her gives til unge kvinder, da de fleste nok kan genkende sig selv og de tanker, som Dunham har nedskrevet. Bogen er en god blanding af seriøse situationer og komiske iagttagelser og dette skift fungerer utrolig godt undervejs.

Alt i alt en must-read bog til unge kvinder, hvis forfatter er ganske bramfri og hvis flyvske tanker de fleste kvinder kan nikke genkendende til.