Ord fra en bibliofil

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som The Underground Railroad i 2016. Antal stjerner: 5/5

Hvad er en underjordisk jernbane og er det som slave muligt at flygte så langt væk, at man ikke bliver indhentet af en slavefanger, der lever af de dusører, som udloves af hævntørstige plantageejere?

Colson Whitehead tager med denne bog sin læser tilbage til en tid, hvor de amerikanske sydstater holdt hårdt på at der var forskel på de hvide og de slaver, som arbejder for de hvide. En af de slaver er Cora på 16 år, der arbejder på en bomuldsplantage i Georgia, som er ejet af Randall-familien. Da vi møder hende, er hendes mor flygtet fra plantagen og selv bor hun sammen med plantagens mærkelige mennesker inde i et hus kaldet Hob. Den jord, som hun bor på, varetages af den fredelige søn James, men da han dør, overtager hans bror Terrance, som er af et ganske andet gemyt. Så da Caesar, der også er slave på plantagen, spørger, om de skal flygte, går der ikke længe, før de er på flugt fra Terrance og hans mænd. Caesaar har haft planer om det i længere tid og han kender en hr. Fletcher, som bliver deres stop før den underjordiske jernbane:

”Mens Caesar og Cora grådigt slugte resten af pumpernikkelbrødet og skinken, drøftede de to mænd fordele og ulemper ved at vove sig ud nu, eller når mørket var faldet på. Cora vidste bedre end at bidrage til diskussionen. Det her var første gang, hun var ude i verden, og der var meget, hun ikke vidste. Hendes egen indskydelse var at stikke af hurtigst muligt. Hver en mil mellem hende og plantagen var en sejr, som hun ville føje til sin samling.”

Den underjordiske jernbane tager de to slaver til nabostaten South Carolina i første omgang, hvor de skjuler sig under andre navne og har helt andre arbejdsforhold end tidligere. Men en slave er en slave og hvis man opholder sig som en bortløben en af slagsen, der hvor Cora er indlogeret, er man ikke sikker, når slavefangerne kommer på rov. Terrance har underrettet slavefangeren Ridgeway om Cora og Caesar og denne slavefanger er særlig hævngerrig, da han aldrig fandt Coras mor og nu sætter alt ind på at fange Cora. North Carolina er næste destination for Coras vedkommende, men fortiden indhenter hende før hun ved af det og pludselig står hun ansigt til ansigt med Ridgeway.

””I har alle jeres lokale skikke her – det forstår jeg godt. I har jeres morskab. ”Han udtalte morskab som en afholdsprædikant. ”Men den tilhører ikke jer. Loven siger, at det er min ret at tilbagelevere dette løsøre til dets ejer. Og det er det, jeg agter at gøre.”

Cora klynkede og tog sig til hovedet. Hun var svimmel, ligesom hun  havde været dengag, Terrance havde slået hende. Ham manden her ville give hende tilbage til ham.”

Men hvor stærk er en pige på 16 år, når det gælder hendes liv og hendes frihed og vil hun nogensinde opleve frie og lykkelige øjeblikke som et hvidt menneske?

Sikke en fantastisk velskrevet bog om slavepigen Cora og hendes færd med den underjordiske jernbane! Det er ikke uden grund at denne bog har vundet Pulitzer-prisen her i 2017 og måden hvorpå at vi som læsere både lærer noget om raceforholdene i de besøgte stater samt de mennesker, som Cora møder undervejs, har givet et bredere perspektiv på hvordan livet var dengang. Flere gange undervejs ændredes handlingen i en sådan grad, som jeg ikke havde forudset og det er noget af en pageturner, som giver små ledetråde undervejs om hvad der sker med karaktererne i fremtiden. Der sker simpelthen så mange ting på de knap 300 sider, at det er svært at få det hele med i en anmeldelse, men Whitehead fortæller på en sådan måde, så at man ikke mister pusten undervejs.

Alt i alt en virkelig tankevækkende skildring af livet som slave i USA’s sydstater gennem både Coras øjne og gennem historierne om de folk, som hendes liv påvirkes af i den ene eller anden grad.