Ord fra en bibliofil

Graceland af Ida Holmegaard, 2017. Anmeldereksemplar fra Rosinante. Antal stjerner: 4/5

Hvordan falder man til i en stor by som New York, når man tager derover helt alene og hvordan lever de danske familier egentlig i dag?

Holmegaard, der i 2015 debuterede med kortromanen ”Emma Emma”, har nu skrevet denne roman, som sætter en moderne dansk familie i fokus. Bogen er opdelt i 3 synsvinkler og den første, som vi møder som læser, er lillesøsteren Daisy, som en decemberdag går rundt derhjemme og venter på at de andre i familien kommer hjem. Hendes far og lillebror er ikke langt hjemmefra, men moren Sylvia er skuespillerinde og på vej hjem fra Randers og hendes storebror Theo er på vej hjem fra New York. Medens Daisy går rundt i familiens hjem, tænker hun over samtaler og oplevelser med blandt andet Theo inden han tog afsted:

”Theo tog Daisy med ud til Amager Strandpark, til den nye del, den kunstige ø i Øresund. De gik en meget lang tur derude mellem sundet og det inddæmmede vand i lagunen, og Theo sagde, at marehalmen nok var hans yndlingsplante, og de tog badetøj på og gik i vandet på havsiden. Theo er helt anderledes end andre voksne mænd, hun kender. Måske fordi han ikke er helt voksen. Han ligner lidt en pige, ligesom Daisy ligner en dreng. Men det klæder Theo at være spinkel og smilende og langhåret og at have høje kindben. Man har ofte sagt til hende: Du har en meget smuk bror.”

Sylvia er den næste karakter, som vi følger idet hun skal til at køre hjem mod København. Hun reflekterer over hvordan hendes karriere har været og hvordan hendes fremtid ser ud. Denne december bliver en julekalender vist på fjernsynet, som hun var med i og folk genkender hende hist og her på gaden. Hun kører forbi Memphis Mansion, som er en miniudgave af Elvis’ Graceland, på vej hjem fra Randers og nynner lidt af hans musik i bilen. Sidste synsvinkel er Theo, som har boet et efterår i New York. Helt alene er han ikke i storbyen, da en ven gav hans nummer til Frederik, som han hænger ud med. Følelser opstår, men Theo falder pladask for kunstneren Kamal, som han ikke helt ved, hvor han har henne følelsesmæssigt. Dette viser sig blandt andet ved en kunstudstilling, som Kamal er med til, men som Theo ikke er inviteret med til i første omgang:

””It looks interesting,” sagde jeg. Kamal havde taget bukser på og var i gang med at befri et par nye, sorte sokker fra deres papemballage. Han satte sig og holdt sokkerne mod foden for at måle, om de passede i størrelsen. Han sagde: ”Yeah, the exhibition, the opening is the day after tomorrow. I probably forgot to include you on the mailing list with invitations, I’m sorry.” Jeg sagde, at jeg ville se, om jeg kunne få tid til at komme, selv om jeg godt vidste, at selvfølgelig ville jeg det, selv om han tydeligvis kun havde tildelt mig en halv, hvis ikke en kvart, invitation. Jeg ville bare så gerne se hans venner og hans værker. Åh, mit hjerte, jeg slider det op.”

Men hvordan er det at forlade en by som New York, når man ikke helt ved, om man har efterladt sit hjerte der?

Der er et eller andet ved Holmegaards måde at skrive på, som igen fangede mig fra allerførste side. Det er interessant at få en familie skildret fra forskellige vinkler og især at følge Theo vandre rundt og vænne sig til en by som New York. Der er sådan lidt stream of consciousness over skrivestilen og det fungerer utrolig godt til en ung mands færd i en storby. Ligesom Holmegaards debut så er det her en bog, hvor man har lyst til at læse det hele på én gang og på samme tid har man også lyst til at nyde sproget i mindre bidder og lade læsningen strække sig over længere tid. Selvom bogen ikke er længere end 136 sider, så formår Holmegaard at skrive et portræt af en familie, som bliver hængende hos læseren i nogen tid efter sidste side er vendt.

Alt i alt en smukt skrevet skildring af en moderne familie, set igennem tre familiemedlemmers forskellige øjne og ikke mindst en fortælling om at finde sig selv og miste sit hjerte i New York.