Mirakelmanden af Julie Hastrup

Mirakelmanden af Julie Hastrup, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

Hvad skete der for mange år siden på sindssygehospitalet, der lå på øen Seili nær den finske by Turku og hvor mange hemmeligheder kan en enkelt person egentlig have når alt kommer til alt?

Så er Julie Hastrup tilbage med endnu en bog om drabsefterforskeren Rebekka Holm, og i denne, som er nummer 6 i rækken om drabsefterforskeren, er Rebekka sygemeldt fra arbejdet grundet et overfald og da hendes svenske kæreste Niclas inviterer hende til Stockholm, tager hun hurtigt afsted fra Danmark for en tid. Da Niclas sidst havde fødderne på dansk jord, fortalte han hende om hans afdøde hustru, og der er noget mystisk over hendes dødsfald:

”Magdalena, Magdalena, Magdalena…

Navnet klæbede til hendes tanker, og ligegyldigt hvor stor umage hun gjorde sig for at tænke på noget andet, poppede det konstant op i hendes hoved. Under middagen hos Dorte havde hun genfortalt, hvad Niclas havde fortalt hende om sin fortid, sit ægteskab med Magdalena og hendes pludselige og uforklarlige død for lidt over tre år siden. Hun havde dog undladt at fortælle veninden, at Niclas mistænkte, at der lå en forbrydelse bag hans kones død, og at han brugte en stor del af sin fritid på at finde beviser på sin mistanke.”

Medens Niclas må gå på arbejde, undersøger Rebekka stille og roligt hans omgivelser og i hans lejlighed støder hun på en kasse med Magdalenas navn udenpå. Da Niclas ikke er meget for at åbne op om det hele overfor Rebekka, vælger hun at åbne kassen og opdager hurtigt at der er flere ting om Magdalenas død, som ikke giver mening. Før Rebekka ved af det, er hun i gang med at efterforske dødsfaldet på egen hånd og finder tråde til nogle finske personer, som er forsvundet og som måske har en forbindelse til et gammelt sindssygehospital. Der er flere fortællerstemmer her i bogen og Timo er en af dem, som er opvokset på en af naboøerne til Seili:

”Om vinteren kunne man spadsere hen over isen til naboøerne. En af dem, Seili, var i gamle dage særdeles berygtet for sit sindssygehospital, som først lukkede i midten af 1970’erne.

Timo huskede, hvordan han som dreng en vinter var løbet på ski hen over isen til øen, drevet af ønsket om at se en ægte sindssyg. Hans mor og fasteren talte jævnligt om de gale kvinder, der boede derovre, og han forstod, at flere af dem havde slået børn ihjel. Tanken havde fået det til at dirre i hans barnekrop, og han havde fantaseret om, hvordan de mon havde gjort det. Billeder af kvinder med vanvittige øjne, der flåede børn til blods med deres skarpe tænder, fyldte hans hoved, han havde sågar tegnet dem. ”Man kan høre de dræbtes børns skrig i nordenvinden,” havde hans kusine engang fortalt ham, og Timo var gået ned til vandet en dag, hvor blæsten fra nord var særlig stærk, og han havde anstrengt sig for at lytte.”

Men hvem kan man egentlig stole på og hvem stod egentlig bag drabet på Magdalena?

Hastrup har med ”Mirakelmanden” skrevet en forrygende krimi, som er svær at lægge fra sig. Selv havde jeg ikke læst de foregående bøger om Rebekka, men de vigtigste ting opsummeres og man kan sagtens læse den alligevel. Med mere end en fortællerstemme er det noget af et større puslespil, der til sidst skal sættes sammen, men Hastrup gør det utrolig godt og de forskellige fortællerstemmer giver også et godt indblik i hvor mange sider der kan være af samme umiddelbare sag. Rebekka er en fighter og står ikke tilbage selvom hun får besked på at blande sig udenom og jeg var særligt vild med denne fandenivoldskhed, som hun udstråler i hendes færden. Derudover er den virkelig velskrevet og der er ingen tvivl om, at jeg snart skal få læst de foregående bøger i serien.

Alt i alt en fantastisk god krimi om kvinden Rebekka, der må igennem lidt af hvert for at finde ud af hvad der egentlig skete med hendes kærestes afdøde hustru og som er en fantastisk stærk fighter hele vejen igennem.

1 Comment

  1. Bedste bøger i 2017 – Ord fra en bibliofil

    januar 27, 2018 at 5:01 pm

    […] Dette var endnu en bog, som jeg læste til forårets readathon og som jeg læste ud i et stræk. Simpelthen fordi at jeg ikke kunne lade være. Det er faktisk den første bog, som jeg har læst af Hastrup og et af mine mål her i 2018 er at læse flere bøger i serien her om drabsefterforskeren Rebekka Holm. Denne her foregår delvist i Stockholm og delvist i Finland, hvor et sindssygehospital spiller en frygtelig rolle i det mysterie, som Holm prøver at opklare. Der kommer i øvrigt også endnu en i serien her i 2018. Du kan finde anmeldelsen lige her.  […]

Leave a Reply