Ord fra en bibliofil

Første gang at jeg stiftede bekendtskab med Nicholas Sparks var da en efterskoleveninde en dag kom hen til mig og fortalte om hvordan filmen “The Notebook” var noget af det bedste hun længe havde set og hun havde stortudet. Jeg havde aldrig hørt om hverken Sparks eller filmen, men det kom jeg hurtigt til. Ugen efter, da jeg var på det lokale bibliotek i nærheden af efterskolen, faldt jeg over bogen på engelsk (jeg havde indtil da hovedsageligt lånt filosofibøger deroppe i tide og utide, da jeg havde skønlitteratur med hjemmefra) og jeg forstod hurtigt ud fra bagsiden, at det måtte være den, som min veninde havde snakket om. Jeg husker tydeligt hvordan jeg læste slutningen under et træ lige ude foran mit værelse og jeg var helt færdig. Jeg tror aldrig at jeg har grædt så meget over en slutning, som jeg græd den dag under træet en tidlig sommerdag for 10 år siden.

Ganske hurtigt herefter fik jeg fat i filmatiseringen (endda bestilt på CDON med svensk forside på) og den efterfølgende jul fik jeg flere af hans bøger som paperbacks, da jeg havde ønsket mig dem i god tid og min kusine boede dengang en periode i Manchester, så hun købte dem derovre. Siden da har jeg læst utallige af hans bøger og set de fleste filmatiseringer (tror jeg). De her bøger og filmatiseringer er blandt mine favoritter, og jeg kan varmt anbefale dem alle.

Efterhånden ser jeg sjældent filmen før at jeg har læst bogen (derfor jeg endnu ikke har set “Anna Karenina”, “The Help” og en del andre), men med “A walk to remember” så jeg først filmen. Et par af mine gymnasieklassekammerater snakkede om den kan jeg mindes og det var først da jeg søgte på filmen efter at have set den, at jeg opdagede, at den var baseret på en bog skrevet af Sparks. Castingen af Mandy Moore og Shane West kunne ikke have passet bedre (West kendte jeg allerede fra serien “Once and again”) og jeg tudede både ved slutningen af filmen og bogen. Den handler om Landon og Jamie, som er vidt forskellige teenagere, men som bliver sat til at spille hovedrollerne i deres skoles teaterstykke. Soundtracket passer virkelig godt til og det blev mit første møde med både Switchfoot og New Radicals. Det er svært ikke at fortælle for meget om handlingen, men jeg er endnu ikke stødt på nogen, som ikke har fældet en tåre til den.

Som nævnt ovenover så blev “The Notebook” mit første møde med Sparks og jeg har også anmeldt den her på bloggen. Her møder vi Allie og Noah på deres gamle dage, og ved at fortælle demente Allie en historie, formår Noah at gengive deres kærlighed på en særlig vis. At det er en af de største romantiske film fra 00’erne er helt bestemt med god grund og jeg tror endda at selv min kæreste fældede en lillebitte tåre, da jeg viste ham den. Jeg har ikke tal på hvor mange gange at jeg har set den og senere hen købte jeg også bogen, som jeg helt sikkert skal genlæse mindst en gang de kommende år. Mon ikke at den kan få mig til at græde endnu en gang henimod slutningen af bogen?

”Dear John” nåede jeg lige at læse færdig inden jeg så den i biografen. Jeg havde forestillet mig karaktererne en smule anderledes, men både Amanda Seyfried og Channing Tatum var overbevisende i deres roller. Tatum som en mand med mange problemer og Seyfried som prøver at forstå og hjælpe ham. Dengang boede jeg i nærheden af Liverpool og tog derind for at se den ganske alene, da jeg alligevel var inde og shoppe inde i byen. Jeg så den faktisk alene (det har jeg tidligere gjort i Canada, da min bror og grandkusine hellere ville se ”Simpsons” end ”Hairspray”), og på en eller anden måde var det meget rart at kunne reflektere over filmen i forhold til bogen bagefter, end hvis jeg havde set den med én, som ikke havde læst bogen. Jeg har set filmen flere gange siden (ikke så mange gange som med ”The Notebook” dog) og bogen har jeg netop udlånt til min brors kæreste, som kun kendte til filmen. Så nu går jeg og er lidt spændt på om hun også har fældet ligeså mange tårer som jeg til den.

“The Lucky One” er den sidste på min liste. Bogen fandt jeg ganske tilfældigt i en café i Bratislava tilbage i 2013, som havde brugte bøger ovre i et hjørne af butikken. Filmen var allerede kommet ud på det tidspunkt med Zac Efron og Taylor Schilling i hovedrollerne som den hjemvendte soldat med en ganske speciel historie bag sig. Efron havde jeg set flere år tidligere i rollen som Troy i ”High School Musical” (jep, endnu en guilty pleasure i mine teenageår) og han var helt perfekt til rollen som hemmelighedsfulde soldat Logan Thibault. Bogen tog mig (ligesom de andre i dette indlæg) med storm og selvom den ikke fik mig til at tude som de andre bøger, så efterlod den mig ganske stum og med en stærk tro på det bedste i mennesker.