#3 Smukke bøger

Jeg opdagede for et par dage siden, at det var længe siden at jeg havde vist jer nogle af mine bogskatte. Der er nu noget ved sirlige sider og guldtryk og jeg kigger ofte på lignende udgaver i antikvariske udsalg som hos Vangsgaards og antikvariater. Ofte er disse fra starten af 1900-tallet og jeg tænker sommetider over, hvem mon som har ejet dem før mig. Jeg har vist nogle andre udgaver her og her, og i dag har jeg fundet noget Boeck, Lagerlöf og Verne i min samling.

 

Ovenstående bog hedder “Slottet i Karpatherne” og blev oprindelig udgivet af Jules Verne i 1893. Denne udgave blev udgivet i København af Kunstforlaget Danmark tilbage i 1913. Den indeholder de fineste illustrationer og selvom guldtrykket er falmet en smule på forsiden, er den utrolig smuk.

Min udgave af “Gösta Berlings Saga” er fra 1909 og oprindelig blev den udgivet i 1891 som Lagerlöfs debutroman. Min udgave er svensk fra Albert Bonniers forlag i Stockholm og jeg er særlig vild med guldprintet på forsiden, hvis farve nærmest ikke er falmet over årene. Den er faktisk fundet et sted i København og måske har en svensker taget den med over grænsen. Eller en litteraturelsker. Mulighederne er mange.

Den sidste er “Fruen til Rønnebygaard” af Christopher Boeck som var en dansk forfatter, der levede fra 1850 til 1932. Denne bog blev udgivet første gang i 1908 og min udgave er 3.oplag fra samme udgivelsesår. Billedet på forsiden er en form for maleri i sig selv og jeg er helt vild med bogens forsats.

 

Hvad med jer? Har i også skønheder som disse i jeres hjemmebiblioteker?

Leave a Reply