Månedlige refleksioner – Juli

Juli er kommet og gået hurtigere end jeg havde regnet med og i morgen står der allerede 1.august på kalenderen. Da jeg skrev min månedlige refleksion over juni, var jeg netop kommet hjem fra England, og i eftermiddag er jeg på sjællandsk jord igen efter huspasning i Hvide Sande, hvor den stod på solnedgange, læsning af bøger sammen med 3 katte og studielæsning. Jeg medbragte en ordentlig stak bøger, men fik ikke læst dem alle og købte også kun en enkelt kogebog derovre. Bogbestillingsabstinenser har dog resulteret i en bestilling hos min yndlingsbogpusher, som jeg snart afhenter, Det er vel sommerferie. I morgen tager jeg et smut ind i Boghallen, da Patti Smith kommer forbi og så står det ellers stille med litteraturarrangementer indtil Louisiana Literature går i gang. Deres program er virkelig godt og jeg ser frem til et par skønne dage med fantastisk udsigt over Øresund. August bliver også noget vemodig. Siden 1.juni sidste år har jeg arbejdet på Sct. Hans i Roskilde og i skrivende stund har jeg kun 4 arbejdsdage tilbage, da jeg skal starte et projekt op her i efteråret, hvis alt går vel her i august.

Antal sider:

1,051 sider

Antal læste bøger:

7  (heraf en ungdomsbog, 2 børnebøger, 3 kortromaner/fortællinger og en roman)

3 blev læst på dansk og 4 på engelsk.

Månedens citat:

>> Det er en perle af stor værdi,<< sagde Kino.

Opkøberens fingre snurrede perlen rundt, så den hoppede blødt fra den ene side af fløjlsbakken til den anden.

> Du har nok hørt om jernkis, som man kalder narreguld,<< sagde opkøberen. >>Denne perle er ligesom narreguld. Den er alt for stor. Hvem vil købe sådan en? Der er ikke noget marked for den slags. Den er bare en kuriositet. Det gør mig ond for dig. Du troede, det var en kostbarhed, og så er det bare en kuriositet.<< ”

Perlen af John Steinbeck.

Arrangementer:

Ingen egentlig. Det er nok første måned i år, at det er sket.

De bedste bøger:

The Girl of Ink and Stars af Kiran Millwood Hargrave. En smukt skrevet debutroman, som tog mig med til et andet land, fuld af eventyr og sagn fra andre tider.

Brokeback Mountain af Annie Proulx. En genlæsning faktisk, som jeg så på reolen og tog med til Hvide Sande og som bragte mig til 1950’ernes USA.

Belgravia af Julian Fellowes. Som stor fan af Downton Abbey var det fantastisk at kunne dykke ned i en bog af manden bag serien og opleve London på en ganske anden tid end når jeg selv befinder mig derovre.

De mindre gode bøger:

Heldigt udvalg af bøger = ingen mindre gode bøger.

Alt i alt:

Juli bragte sommervejr og skønne bøger med sig i år. På bloggen har jeg taget jer med til biblioteker i England (det sidste indlæg kommer i den kommende uge) og gennem mine anmeldelser har jeg vist jer billeder fra nogle af mine favoritsteder, Avon-floden (som man kan se i baggrunden på anmeldelsen af Romeo & Juliet) og Marine Lake ved West Kirby (anmeldelsen af The Girl of Ink and Stars). August bliver fuld af litteratur på Lousiana og min stak på natbordet bliver langsomt mindre og mindre, så jeg bliver klar til efterårets udgivelser og forhåbentlig også den nye bog om Harry Potter.

Hvad med jer? Har i fået nydt juli og skal i læse Harry Potter?

2 Comments

  1. Bookworm's Closet (@BookwormsCloset)

    august 2, 2016 at 11:48 am

    Oh, yes – der skal læses Potter! Ved slet ikke, hvad jeg skal forvente mig (prøver at lade være med at læse anmeldelser)

    http://bookwormscloset.com/

    1. Ann-Kristine

      august 6, 2016 at 11:02 am

      Det er lidt svært at undgå hypen egentlig med Potter. Jeg er ikke skræmt væk endnu 🙂 Har du læst den nu?

Leave a Reply