Ord fra en bibliofil

Et kort øjeblik overvejede jeg at kalde indlægget “Til forhør af Morten Brask på Politikens Forlag” , men det virkede lidt for dramatisk. I torsdags var jeg blevet inviteret ind på Politikens Forlag sammen med et par andre bloggere om aftenen for at høre om bogen “Ofrene”, som er den sidste nye fra Morten Brasks hånd.  Med noget koldt i vandglassene og frugt, nødder og sandwiches på bordet hørte vi først om hans forfatterskab op til nu, som består af 10 bøger samt lidt småtterier, som han kaldte det. Beslutningen om at blive forfatter kom ganske tidligt, allerede i 2.-3.klasse, hvor han begyndte at skrive dagbog, hvilket han endnu gør. Han startede i det små med at give noveller i julegave til familien og den første bog skrev han i 9.klasse, som var en ganske anden genre end hans værker i dag, nemlig fantasy. Den blev i øvrigt skrevet på hver dag efter skole på en gammel skrivemaskine, som gjorde lidt ondt i fingrene. Men som han sagde: “Litteratur skal gøre lidt ondt”.

Man bliver dog kun mester af at øve sig og han nævnte Malcolm Gladwells teori om 10,000 timer. Hvis man skal blive god til enten at skrive, spille musik eller noget helt tredje, så skal man bruge 10,000 timer på det. Nogle af hans litterære forbilleder var dengang Hemingway, Hamsun og Mann og er det endnu i dag. Orwell og Steinbeck ligeså afslørede han bagefter, da han signerede min bog. Hans fascination lå også i måden, hvorpå de kan skabe universer og selv er han også ganske fascineret af ekstremer. Her at “se verden i det ekstreme, der ligger udenfor det normale”, som han så fint formulerede det. Et eksempel herpå er “Blondanett – en massagepiges dagbog”, en biografi, som han skrev tilbage i 2005 om en prostitueret. Her var det hendes ekstreme valg af profession, som han kiggede på samt hvordan hun levede under disse omstændigheder. Han har skrevet flere fagbøger og heriblandt også rejsebøger.

Hans skønlitterære debut udkom i 2007 og den bog bar titlen “Havet i Theresienstadt”, som han blandt andet arbejdede på nede fra Mozambique. For ham var det et mangeårigt projekt og han besøgte lejren flere gange for at få det historiske helt rigtigt. Historien bag denne bog startede allerede i Brasks studieår, hvor han skrev for Chili-bladet og stødte på Ralph Oppenhejm, som er en dansk forfatter, der var interneret i Theresienstadt. Brask var blandt andet meget fascineret af de parforhold, der startede dernede og som blev gift og i hans bog skriver han om en dansk læge, som blev gift med en sygeplejerske. Brask nævnte i denne sammenhæng at det er interessant at påvirke “mennesker med det man skriver” og bogen blev godt modtaget, også af den aldrende Oppenhejm, som også selv havde skrevet om Theresienstadt i en alder af 18 som den første.

Fra ekstreme omstændigheder til et ekstremt menneske. Det næste projekt faldt han over ved en tilfældighed, da han i en artikel faldt over navnet William Sidis. En mand, hvis IQ skulle have været højere end Einsteins, men som valgte at leve det perfekte liv i ensomhed. Brask gør som tidligere nævnt meget ud af at researche og han fortalte os hvordan han tog til New York for at gå en tur i Central Park, hvor han kiggede på et bestemt lysindfald til en scene i hans bog. Han opsøgte også tidstabeller for toge fra dengang og kiggede endda også på service for at få måltiderne helt korrekte.

Dernæst fortalte han om sine to ret personlige bøger, “En pige og en dreng” om at miste 2 børn og “I morgen stopper jeg” i samarbejde med Anja Fonseca om hendes bulimi. Det var interessant at høre om hans proces og særligt hvordan hans egne mentale billeder og minder skulle forvandles til sætninger og ord. I hans bøger er der også flere lag og selv den mest opmærksomme læser når nok ikke helt i bund. I “I morgen stopper jeg” bruger han nøgler og låse på en ganske speciel måde så det er en slags metafor for “lukke op for sig selv”, som han formulerede det. En detalje, som jeg helt sikkert vil lægge mærke til, når jeg en dag læser den bog.

Dagens bog på bordet, “Ofrene” er baseret på en gammel idé om at undersøge hvad en voldtægt betyder for både en voldtaget kvinde, men også hendes kæreste/mand. En af Brasks veninder blev voldtaget i Paris og især hendes far var berørt af denne hændelse. I bogen er det kæresten til en voldtaget kvinde, som fortæller historien og det er også derfor, at bogen kaldes for “Ofrene” og ikke “Offeret”, da kæresten også ændrer sig efter voldtægten. Mette ovre på Kulturxpressen havde som den eneste af os bloggere allerede fået læst den (se evt her) og hun kunne nikke genkendende til den situation, som Brask med vilje havde sat læseren i i bogen, nemlig “skete det eller skete det egentlig ikke?”

Hans næste projekt indebærer en lidt overraskende form for research. Netop nu læser han Kris Jenners erindringer, da han vil lave en satirisk bog om realitysamfundet. Til arrangementet var Brask den eneste mand og rent faktisk den, som vidste mest om Kardashian-familien. Jeg har noter nok til et meget længere indlæg egentlig, da vi kom vidt omkring samtalemæssigt denne aften, men vil stoppe her.

Alt i alt var det en virkelig interessant aften og jeg ser virkelig frem til at dykke længere ned i mandens forfatterskab. Så hvis i får mulighed for at se ham til et arrangement, kan jeg varmt anbefale det. Tusind tak til Politikens Forlag for indbydelsen til dette arrangement og det var super hyggeligt at møde Amalie fra Adventures of a Booknerd og gense både Isabel fra Bogbobler , Marie fra Læsehesten og Mette fra Kulturxpressen 🙂