Ord fra en bibliofil

Agterudsejlet af Christina Hesselholdt, 2014. Rosinante. Antal stjerner: 4/5

Hvem er Camilla og ved hun egentlig hvem hun selv er?

Det er spørgsmål som man sidder tilbage med efter endt læsning af Christina Hesselholdts ”Agterudsejlet”. Dette er ikke den første i rækken om Camilla og hendes vennekreds, men for denne læser var dette den første læste bog af denne forfatterinde. Vi møder i denne bog Camilla, som forsøger at håndtere livet efter hendes mors død. Hun starter ud med:

”’ Når man er alene, risikerer man ingenting’.

‘Men er det helt sandt?’

(Jeg talte med mig selv).”

Camilla er en ganske almindelig dansk kvinde og så alligevel helt mærkværdig på sin vis. Hun bruger sin tid på at reflektere over livet og hun prøver at finde ud af om hun er ensom eller hvordan hun rent faktisk har det i sit eget selskab. Morens død har tydeligvis forårsaget meget filosofisk tænkning og hun forsøger at finde svar på hvorfor moren havde haft selvmordstanker flere gange igennem livet. Selvom Camilla mest fortæller os hendes historie, så kaldes denne bog for en fortællekreds, og i dette tilfælde er det Camilla, hendes veninde Alwilda, dennes kæreste Edward, Alma og Kristian. Kærlighedsforholdene mellem dem alle er rodede og Alwilda har tidligere haft affærer med de andres mænd. Hun får dog også mulighed for at fortælle sin side af historien:

”Alene. Udenfor. Jeg har altid skullet hale andre personer ind efter møjsommeligt at have fået dem i nettet. Der er aldrig nogen der haler mig ind. Det er prisen for at lide af et overmål af energi, alt initiativ bliver overladt til mig.”

Hesselholdt har her skrevet en lidt forvirrende fortælling om denne kreds af mennesker. Vi kommer virkelig ind på livet af Camilla og jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal have fat i de andre bøger om denne interessante karakter og hendes bekendtskaber. Særligt iagttagelserne i stilheden fik mig til at læse afsnit flere gange for at nyde bogen bedst muligt. I bogens flapper er tidligere anmeldelser citeret og særligt en fra Kristeligt Dagblad er jeg enig i – nemlig sammenligningen med Virginia Woolf (forfatterinden bag Mrs. Dalloway). Skrivestilen er flydende i den forstand, at man som læser har svært ved bare at stoppe op og holde en pause med læsningen. Denne lille bog sætter tankerne om livet i gang og jeg anbefaler den helt bestemt for som Hesselholdt skriver i bogen:

”’Ja, det er svært at være menneske, Camilla, det er det også for mig’, sagde Kristian. ”