Ord fra en bibliofil

Sort Boks af Jennifer Egan, 2013. Forlaget Klim. Opr. udgivet som Black Box i 2012. Antal stjerner: 4/5

Hvordan kommer man tættest på en fjende og hvordan slipper man bedst afsted fra samme?

Egan har med ”Sort Boks” skrevet en kort bog på 102 sider i Twitterformat. Den udkom i USA tilbage i 2012 og skabte en del debat, da det at udgive en kortroman på et socialt medie er noget nyt og det var på magasinet The New Yorkers profil, så følgerne vidste ikke helt hvad det var, at de læste. Det, at den havde skabt debat, var blandt andet en af grundene til at jeg købte denne og jeg blev bestemt ikke skuffet. Vi følger en kvindelig spion uden navn, som skal spionere en mand, hvis navn også er ukendt for læseren. Han kaldes for din Tildelte Partner og hun må helt tæt på ham. Det kan være lidt svært til tider, da hun også tænker på sin mand derhjemme, som hun vil vende tilbage til, når missionen er slut og derfor bruger hun den såkaldte Dissociationsteknikken, som benyttes, når der f.eks. sker et overgreb:

”Luk øjnene og tæl langsomt ned fra ti.

Forestil dig ved hvert tal, at du stiger op af din krop og flytter dig et skridt væk fra den.

På otte bør du svæve lige uden for din hud.

På fem bør du svæve en halv til en hel meter over din krop og kun mærke en svag uro over det, der skal til at ske med den.

Op tre bør du føle dig fuldt adskilt fra dit fysiske jeg.

På to bør din krop kunne agere og reagere uden din deltagelse.

På et bør dine tanker svæve så frit, at du mister følingen med, hvad der foregår nedenunder.”

Spionen er konstant på vagt og må gennemtænke enhver lille bevægelse. Hun har udstyr indbygget i sin krop og kan med få tryk gøre andre klar over, at hun har det okay, men dette dog kun en enkelt gang om dagen. Hun er grundigt trænet i at lyve således, at selv den mest opmærksomme mand ikke kan afsløre hendes identitet. Manden, som hun er blevet tildelt, tager hende med ud på en ø, hvor han mødes med en anden, men han forsvinder pludselig i mørket og så tager handlingen for alvor fart:

”Ved afsløringen af kampsportsekspertise vil en mand, der kun har opfattet dig som en skønhed, omfortolke din identitet og dit formål.

Betragt hans øjne: Han måler afstanden til sit nærmeste våben.

En øjeblikkelig afgang er tilrådelig.

En slank, katteagtig mand kan sagtens tænkes at komme på fødderne igen, før en hastig afgang er mulig.

At spærre en voldelig mand vej til sit våben vil næsten altid resultere i endnu et overgreb.

At sparke ham på halsen, selv barfodet, vil midlertidigt lukke hans luftrør.”

Men vil det være muligt for vores spion at fuldføre sin mission ene og alene?

Egans bog er letlæst og for denne læser bestemt ikke hurtigt glemt. Det er en lille perle, hvor man føler sig godt underholdt fra start til slut og jeg håber næsten at der kommer flere bøger skrevet som denne. Intet i Egans sprog er overladt til tilfældigheder og som tidligere læser af hendes værk ”Tæskeholdet banker på” er det en ting, som karakteriserer hendes måde at skrive på. Man er hele tiden i tvivl om hvordan det skal gå spionen, og man læser næsten hele bogen på én gang. Alt i alt en lille bog om en kvindelig spion og hendes mission, som er yderst velskrevet i Twitterformat.