Ord fra en bibliofil

Rosebud af Josefine Graakjær Nielsen, 2015. Forlaget Gladiator. Antal stjerner: 4/5

Hvornår indser en part i et forhold, at man vil forskellige ting og hvor meget giver man af sig selv for at et forhold kan fungere?

”Rosebud” er Graakjær Nielsens debut og det er bestemt ikke noget, som man kan mærke som læser. Vi møder en ung kvinde, som lægger ud med at forfatte et brev til en Niklas og vi bliver som læsere kastet direkte ind i fortællingen:

”Det var ikke dig der ville skille dig af med fosteret, en lille grim gul blommesæk på en skærm. Det var i december. Julearrangementerne har det med at være de mest akavede. Pebernødder og duge og den slags virker lidt komisk i et så slidt hotelværelse.”

Vores fortæller bringer os tilbage i tid til engang, hvor hun havde det anderledes i forholdet og bogen er skrevet til et du. Ikke alt i hendes liv har været nemt – hendes far og farfar var drankere og selv indlægges hun indimellem. Forholdet til denne mand (du’et) er stærkt præget af magt, hvor han bestemmer, hvad hun skal stå model til og da forholdet en dag er slut, ved hun ikke helt, hvad hun skal gøre af sig selv. Selvom det havde været længe undervejs, så rammer det hende hårdt på sin vis:

”Men solen vil stå op af sig selv, hænge lidt på himlen, selvom du er væk. Man forstår solen når man har taget et fotografi af den. Jeg vil bære tegn på graviditet engang igen selvom jeg ikke vil. Selvom jeg ingenting vil uden dig.”

Selv havde jeg en ganske anden indgang til læsning af dette digt, da det var første værk i en lyriklæseklub, hvor nye værker er i fokus. Tidligere har jeg læst andre udgivelser fra dette mindre forlag, men lyrik er endnu ikke min stærke side. Dette digt var dog nemmere at læse, da det ikke var den typiske digtopsætning, men i stedet minder den om små kapitler. Titlen ”Rosebud” er en reference til filmen Citizen Kane, hvor seeren bliver fragtet frem og tilbage i tid, for at finde ud af, hvad ”Rosebud” egentlig betyder. Graakjær Nielsen gør det samme i hendes digt – læseren fragtes ustandseligt frem og tilbage i tiden, men for denne læser lykkedes det uden at skabe forvirring. Graakjær Nielsen skriver virkelig godt og efter endt læsning havde jeg lyst til at starte forfra. Jeg er sikker på at man bemærker flere detaljer ved at læse den igen og jeg havde svært ved ikke at læse hele bogen på en gang. Det er bestemt ikke det sidste, som jeg skal have læst af ny dansk lyrik. De nye debutanter kan sgu et eller andet, både mændene og kvinderne.