Ord fra en bibliofil

Jeg vil aldrig blive smuk nok til at gøre os smukke sammen af Mira Gonzalez, 2015. Forlaget Kronstork. Opr. udgivet som I will never be beautiful enough to make us beautiful together. Antal stjerner: 5/5

Er det mærkeligt at kunne lide at være alene og hvordan kan vi i bund og grund være ensomme, når vi er omgivet af hinanden?

Gonzalez sætter spørgsmål ved livet og selvom mange andre digtere gør det samme, så skiller hendes samling af digte sig ud. Livet er skrøbeligt og hun fortæller især om hvordan vi som mennesker lever med og uden hinanden. Et af de første digte hedder ”symbolsk interaktionisme” og følgende uddrag er de sidste linier i dette digt:

”jeg lover at fra nu af vil jeg kun have følelser der kan blive opfattet som neutrale

jeg spekulerer på hvordan det er muligt at der er milliarder af folk i verden og stadig er jeg den eneste person på planeten”

Det kan være svært at beherske store følelser og vi kan føle os så alene til tider, selvom vi er så mange i verden. Gonzalez beskriver desuden parforhold, hvor parterne ikke føler det samme og de forsøger at tilpasse dem selv for at fungere bedre sammen. Et andet digt hedder ”uden titel 4” og det begynder således:

”der var det her hus jeg plejede at se da jeg var et barn

jeg troede at en heks boede i det her hus

heksen sad i en kørestol og stirrede på folk

jeg ville få øjenkontakt med hende

og tænke ‘med tiden vil jeg dø’”

Jeg hørte om denne bog i min lyriklæseklub og det ærgrer mig, at den ikke har været mere i medierne herhjemme. Og det er der en simpel grund til: Gonzalez’ samling af digte er nemlig ekstraordinær. Et bedre ord for denne samling findes ikke. De er oversat til dansk af Caspar Eric på det lille forlag Kronstork og jeg er så vild med digtene, at jeg gerne vil læse dem på originalsproget. Det er ikke til at fatte at det er en debutants ord og jeg glæder mig til at høre mere fra denne forfatterinde. Alt i alt en fantastisk digtsamling, som enhver kan få noget ud af at læse.