Til forfattersalon på Frederiksberg hos Leonora Christina Skov

Da jeg mellem jul og nytår sad og knoklede med min eksamen, tikkede en mail ind inde fra Politikens Forlag med en ganske særlig invitation, nemlig en invitation til forfattersalon hjemme hos Leonora Christina Skov. På dette tidspunkt havde jeg endnu ikke fået bogen i hænderne, men eftersom jeg har fulgt meget med i hendes skriveproces (og udgivelsesproces egentlig), takkede jeg ja til invitationen allerede næste formiddag. 

Da jeg startede på Litteraturhistorie på AU tilbage i 2010, stiftede jeg bekendtskab med hendes forfatterskab i form af den gotiske roman “Silhuet af en synder”, da vi havde om den gotiske roman som genre i vores introforløb. Skov kom faktisk for at fortælle om den og desværre havde jeg dengang lånt den som bog på biblioteket og derfor var jeg ikke oppe for at snakke med hende og få bogen signeret. Det var første gang, at jeg hørte en forfatter fortælle om hendes bog og hendes liv uden at det var på tv og da jeg var helt vild med bogen, lånte jeg et par af hendes andre bøger i de efterfølgende år.

Senere hen har jeg fulgt meget med på Instagram og da jeg opdagede hende i programmet for Bogforum, da hun skulle snakke om sit efterskrift til Bruce Chatwin’s “I Patagonien”, spurgte jeg på Instagram, om man måske kunne få lov til at få “Silhuet af en synder” signeret. Det sagde hun heldigvis ja til og min elskede udgave fik en smuk signering. Undervejs i skriveprocessen bag “Den, der lever stille” har hun delt en masse billeder og historier på Instagram og efter at jeg modtog bogen, var det meget svært ikke at læse den med det samme. Jeg begyndte dog på den så snart at jeg havde afleveret min eksamen og det var en helt fantastisk læseoplevelse. Jeg startede på den torsdag morgen, arbejdede nogle timer, læste hele aftenen og efter et par timers arbejde fredag var den færdiglæst. Biblioteksnørden i mig blev desuden så glad, da hun nævnte barndommens og ungdommens biblioteksbesøg i bogen, men det skar også lidt i hjertet at en bog på et tidspunkt bliver lappet med gaffatape. Men bogen var uden tvivl elsket, så går det jo nok med mit bibliofile hjerte.

På dagen for forfattersalonen kom jeg direkte fra arbejdet i Emdrup og da jeg stødte på en cyklende Isabel fra Bogbobler.dk, fulgtes vi på gåben det sidste stykke. Da vi nåede frem, mødte vi Julie Rasmine fra Litfix.dk og før jeg vidste af det, var vi på vej op af trapperne sammen med Camilla Høy fra forlaget og pludselig var Skovs entré fuld af bogbloggere, som på rad og række en ad gangen fik hilst på Skov og hendes kone Annette K. Nielsen. Langsomt bevægede vi os ind til det opdækkede spisebord, som i dagens anledning var fuld af kage i form af horn og marmorkage, lidt bobler rundt omkring på bordet og med balloner i loftet, som man kan ane på billederne. Høy var faktisk den pressemedarbejder, der ringede ved Skovs mors dødsleje og de to begyndte at arbejde sammen ifm. udgivelse af “Hvor intet bryder vinden”, som også er kendt som “Hr. Hjort”, der blev udgivet dagen inden hendes mor døde. Det er her, at “Den, der lever stille” starter og Skov begyndte at fortælle om skriveprocessen bag denne bog. Det har taget et års tid for hende at skrive den og selvom hun kom afsted til Indien på et skriveophold, fik hun ikke skrevet derovre som forventet, men som hun jokede med og vi andre var enige i så så det “godt ud på Instagram”. I 2016 var det svært for hende at få skrevet og meget støtte fik hun faktisk på Instagram, hvor følgere har liket og kommenteret på hendes posts. Da vi var på besøg hos hende, var der 2 dage til udgivelsesdagen og der var allerede 70 tilmeldte, som for hende var en deltagerrekord. “Men de kan nå at melde afbud endnu” konstaterede hun, men det var bestemt ikke tilfældet, som det viste sig og som man kan se på Instagram.

Hvad der hjalp hende med at komme igang, var et arrangement på Biblioteket Rentemestervej inde i København, hvor hun var booket til en times oplæsning. Det var i januar 2017 og hun læste op fra dødsscenen i kladdeform, og til hendes store overraskelse mødte 120 op. Der var mange forskellige typer af mennesker og hun fornemmede at hun her havde at gøre med et “rum, hvor folk kan tale sammen”. Arrangementet efterlod hende helt opløftet og hun tog orlov fra Weekendavisen for at skrive. Det at hun kunne snakke om bogen på især Instagram gav den en form for ekstra lag undervejs og da kunne hun endelig begynde at skrive bogen stort set ud i en køre. Hun ville nemlig gerne nå at læse det igennem mange gange selv inden udgivelsen. En lille kort sidebemærkning: Forud for dette havde hun skrevet et indlæg i Politiken om hendes mors sygdomsforløb, da hun havde brug for at tale om døden og lægerne mangler et “rum” hvor de kan tage de svære samtaler. I kan læse mere om det her hvor hun snakker om morens sygdomsforløb. Men nu tilbage til skriveprocessen.

Selvom mange bøger bliver udgivet i efterårsmånederne op til blandt andet Bogforum, så havde Skov ganske andre planer for hendes udgivelse. I efteråret bliver mange bestsellere udgivet og derfor ville hun gerne vente med hendes bog. Høy skød lige ind, at hendes forlag “støttede dig voldsomt” og inde på forlaget havde de også været opmærksomme på hele Karina Pedersen-sagen ovre på Gyldendal, så alt er clearet og alle er informeret ift. denne bog. En af de personer, som fylder mest i bogen, er uden tvivl Skovs far og alle os omkring aftenens bord var meget nysgerrige i at høre om hans reaktion på denne bog. Hun var også selv usikker på hans reaktion og fra hun sendte manus afsted til ham og til han skrev tilbage, måtte hun igennem en ret svær måned. Hun fortalte endda at hun overvejede, om han ville lægge sag an, da det ikke ville være helt atypisk for ham, så da en mail tikkede ind, fik hun Nielsen til at åbne mailen. Efter hun havde læst den, hev hun fat i Skov og sagde “Den kan du godt holde ud og høre” og mailen indeholdt ord som “elske” og “stolt”, som bestemt også kom bag på os om aftenens bord. Han valgte at læse den som en roman dog. Tilbagemeldingen kom i oktober og siden da har hun også spist frokost med ham og han er temmelig engageret i udgivelsen af denne bog, heriblandt ville han også deltage i udgivelsesreceptionen (i kan evt se billede af ham på Skovs Instagram).

Herefter snakkede vi lidt videre om det med Pedersen-sagen, da det satte tanker igang i hele forlagsbranchen, men som Høy nævnte, så er det ikke samfundsperspektivet, som her er det vigtigste. Den bliver beskrevet som værende en selvbiografisk roman og det er blandt andet fordi, at nogle navne er ændret og hvor nogle begivenheder er udeladt, så er andre begivenheder skrevet sammen. Da Skov skulle underskrive sin kontrakt, var Pedersen-sagen på sit højeste og Romer-sagen blev også fulgt på tæt hold. Skov skrev meget dagbog og heri nedfældede hun specifikke citater fra samtaler og blandt andet samtalen på Norgesgade er 2 samtaler der er skrevet sammen, men selvom så mange siders dagbogsnotater eksisterer fra dengang, så er det “klart at man kan blive usikker på det”. At nogle ting i hendes barndom ikke var som alle andres lagde Nielsen blandt andet mærke til, da hun læste manus og her var et eksempel dåsemad på ferie, som Nielsen fandt mærkeligt. Skovs forældre tog simpelthen dåsemad med til Italien, hvor de levede 14 dage på den mad, men for hende var det ganske normalt. En lille detalje, men på en eller anden måde er det lidt sigende for familien og tiden.

I løbet af arbejdet med denne bog har Skov delt utrolig meget om både bog og skriveproces på Instagram og en af de andre bloggere spurgte ind til om hun ville gøre noget lignende med næste bog, da det havde fungeret så godt. “Ja, det er rart at dele”, lød ordene fra Skov og hun forklarede hvordan at Facebook og Instagram for hende er to vidt forskellige medier. Hun har rigtig god erfaring med delingen af billeder og opdateringer derinde, hvor Facebook mere er en deling af artikler og begivenheder. Efter lidt snak om de debatter, som hun ofte var en del af for nogle år siden, heriblandt Smagsdommerne, vendte vi tilbage til arbejdet med bogen og hun fortalte hvordan hun skrev sig ud af det svære i blandt andet dagbøger, og hvordan hun var ret ærlig i de pennebreve, som hun skrev som ung. Hun beskrev blandt andet det liv, som hun ville have, heriblandt både hår, kjole og lejlighed og pudsigt nok er meget af det, som hun havde drømt om, præcis sådan i dag. I skoleårene var hun typen, som gik med stramt opsat hår og med sin mors tøj, men blot få år senere skiftede hendes look og hendes venner udbrød “Wauw”, når de så forandringen og spurgte ind til hvad der var sket. Der var intet forbillede, der havde det præcis sådan, så hvor det kom fra, ved hun ikke. Hendes plan var altid at skrive, men ikke den offentlige del af det egentlig,

Høy fortalte om det arbejde, som var blevet sat i gang i forbindelse med udgivelsen af “Hvor intet bryder vinden”, da fokus skulle være på romanen og mange havde allerede en forudindtaget mening om hvem Skov var. Det var Høy, som overtalte hende til Instagram og Skov nævnte, at det for hende havde været et rigtig godt sted at få øjnene op for bogbloggere. Høy kom ind på at man altså også som forfatter skal have lyst til at være der og det er vigtigt, at det ikke virker påtaget. “Det er dem, der vil mediet, der er der”, nævnte Høy og et plus for Skov er blandt andet at hun undgår alle de haters, hun tidligere har haft besvær med på Facebook. Nielsen indskød, at Skov faktisk er ret alvorlig med billeder nu og hun deler både billeder af mennesker og ting (f.eks. tasker, sko, bøger og hendes skrivebord).

Et af aftenens helt store spørgsmål var om Skov har hørt fra hendes mors gamle veninde Inga, hvilket hun havde, men det var noget af et antiklimaks. For ikke at komme til at spoile noget for dem, som læser med her men som ikke har læst bogen endnu, så vil jeg springe videre til den efterfølgende samtale om bogens hårde scener, som var hårde at skrive for Skov og som er rare at læse på tryk, her især der, hvor hun springer ud. Mette Camilla fra Kulturxpressen spurgte ind til om det havde en selvterapeutisk virkning på hende og Skov fortalte hvordan det at gå til terapi har hjulpet hende med at få et overblik over hvor f.eks. skylden kom fra. Som man også kan læse i bogen, så har forholdet til forældrene ændret sig gennem årene og sms-samtaler med smileys fra hendes mor har hun stadig på hendes gamle telefon, som blev taget frem i forbindelse med skriveprocessen. Mange af os omkring bordet var især interesserede i hvordan hun i dag har det med Helsinge og årene i den by, og faktisk har de nye ejere af forældrenes hus opdaget, hvem de tidligere ejere var og de sender mails til hende med rodede billeder. Skov har været tilbage i byen her efter udgivelsen af “Den, der lever stille”, hvilket var første gang i 8 år (I kan læse mere på Instagram i øvrigt) og hun har også haft en oplæsning i en gammel klassekammerats netværk, som godt havde set, at hun havde det dårligt, men ikke havde vidst, hvad hun skulle gøre. Et foredrag i Helsinge er også med i den nye bog og Skov beskrev at foruden der var sket meget, så var det “meget overvældende med den respons”.

I weekenden inden dette arrangement udgav Skov et essay i Weekendavisen om autofiktion (“Udsigt fra hovedstolen” hedder det og bør læses) og det fik os til at snakke om genren. “Den, der lever stille” beskrives nemlig som en autofiktiv roman og Skov forklarede hvordan nogle dialoger er slået sammen, men dagbøgerne, som bogen især er baseret på, er ikke fiktion, da hendes historie er “så vild at fiktion ikke er nødvendig”. Da Skov er romanforfatter, er der romankomposition indover og et par navne er også blevet ændret. Men det er ikke alt fra dagbøgerne, som var lige brugbart og ikke alt blev læst, da Skov har skrevet helt utrolig meget dagbog som ung. Antallet af sider og dagbøger har jeg desværre glemt, men det er mere end de fleste vil jeg vove at påstå.

Normalt, når jeg har mødt forfattere, har deres partner ikke været med, men nu hvor Nielsen var til stede, var vi nødt til at høre ad, hvordan hun havde det med at være med i en bog og også hvordan det er at bo sammen med en forfatter. “Hvad kan jeg sige? Det er total ufedt at bo sammen med en forfatter”, sagde Nielsen og hentydede til den svære skriveproves, hvor de blandt andet har gennemgået faser over middagsbordet. Det er mærkeligt at være en figur en roman, men hun “oplever ikke at det er mig som sådan”, som hun formulerede det. 5 af de 6 bøger, som Skov har skrevet, har været medens hun har kendt Nielsen og allerede, da vi var derinde før bogens udgivelse, var der snak om 2.oplag og en del presse allerede i vente og ikke mindst mere end en håndfuld foredrag. Hendes venner har også læst den virkelig hurtigt, været engagerede og givet tilbagemeldinger undervejs og der er en helt anden stemning denne gang. “Folk ved, at den er ærlig”, sagde Skov selv og fortsatte med at forklare, hvordan der er mange vinkler, som forskellige læsere kan identificere sig med.

Efter lidt snak om familiehemmeligheder, som måtte redigeres ud, fik vi tid til at snakke om omslaget og arbejdet med det. Jeg sad ved siden af Malene (som kan findes her på Instagram), som er grafisk designer og som også havde lagt mærke til omslaget på “Hjorten”, der er helt anderledes end de foregående bøger. Skov blev blandt andet inspireret af Ullmann og de Vigan, og hun synes, at der var et eller andet med de her kvinder på forsider, som vendte sig væk ligesom hendes mor i en vis forstand og hun havde 4-5 forskellige i spil. Når man tager smudsomslaget af bogen, kan man se en form for træimprægnering og det kom sig af, at hun så det på en hardbackudgave af Patti Smiths “M Train” og det røde bånd valgte hun selv, hvilket jeg brugte som bogmærke undervejs og nu er det på passagen om hendes første biblioteksminder. Forsatspapiret har bittesmå sko på og da den var dyr at producere, er det ikke sikkert, at alle elementer er med i de næste udgaver (kort sagt: Gå ud og køb den smukke bog med det samme). Lydbogen har hun også selv indlæst og jeg er helt enig med Høy, som beskrev den som skrøbelig og fin. Der er nemlig en optagelse lige her ovre på forlagets hjemmeside.

Efter lidt snak om det at være anmelder på henholdsvis aviser og på blogs, som mere eller mindre endte ud i en enighed af at desto flere som snakker ordentligt om bøger, desto bedre, blev det tid til at spise kage færdig og tømme glassene. Der blev tid til selfies ved det Instagram-venlige skrivebord og før jeg vidste af det, var jeg på vej til Hovedbanegården på gåben sammen med Julie Rasmine hvor vi summede over aftenens vidunderlige arrangement og vores læseoplevelser af “Den, der lever stille”. Tusind tak til Leonora og Annette for at åbne jeres hjem for os bogbloggere – det var en fantastisk aften som jeg ikke glemmer foreløbig og også tusind tak til de søde mennesker på Politikens Forlag for invitationen til arrangementet og den smukke pakke med bogen og konfettien.

1 Comment

  1. #1 Louisiana Literature 2018 – Ord fra en bibliofil

    august 30, 2018 at 1:16 pm

    […] gik vi derhen. Jeg mødte jo Skov her i vinters til et bloggerarrangement hjemme hos hende selv (som i kan læse om her) og det var skønt at se hvor mange der var mødt frem. Det er hende, som i kan se på billedet […]

Leave a Reply