Ord fra en bibliofil

Så er det blevet tid til det første af to indlæg om Louisiana Literature 2018. Jeg var så heldig at få presseadgang i år af dem deroppe, så tusind tak for det. Grunden til at der kommer to indlæg er dog fordi at jeg tog en hel del billeder både fredag og lørdag (så alle billederne i indlæggene er mine egne) og netop fordi at jeg så en masse fantastisk interessante forfattere, så snart kommer indlæg nummer to op. Jeg begav mig ganske tidligt afsted hjemmefra, når man tænker på, at det først begyndte kl. 12.30, men jeg skulle lige afhente et par bøger nede hos DAO-manden først. Da jeg kom derop, var der lige pludselig kun 10 minutter til samtalen mellem Delphine de Vigan og Tahar Ben Jelloun skulle på Parkscenen, og jeg skrev med en bognørd på Instagram ved navn Fie. Hun skulle nemlig se Sally Rooney inde i Koncertsalen og jeg besluttede mig for at joine hende, så lige så snart jeg var kommet ind på Louisiana, skyndte jeg at finde mig et skab til bøger og andre vigtige ting og så gik det ellers over stok og sten ned mod Koncertsalen.

Man skulle nemlig have billetter, hvis man skulle derind og dem kunne man afhente en time før. Da jeg kom derned, stod der allerede et par stykker i kø og med en taske under armen og en bog i hånden stillede jeg mig i kø og fik et par billetter til et par virkelig gode pladser på første række. Jeg skyndte mig op til indgangen, hvor jeg mødtes med Fie og vi fandt ud af, at vi kunne bruge noget ventetid nede ved Parkscenen. Her mødte jeg to tidligere klassekammerater, som mest var kommet for at høre de VIgan, men da der var en hel del mennesker og vi opdagede, at der skulle være oplæsning med Leonora Christina Skov, gik vi derhen. Jeg mødte jo Skov her i vinters til et bloggerarrangement hjemme hos hende selv (som i kan læse om her) og det var skønt at se hvor mange der var mødt frem. Det er hende, som i kan se på billedet herunder og det var en fornøjelse at høre hende læse op af hendes bog ‘Den, der lever stille‘. Hun turnerer i øvrigt en hel del her i efteråret rundt omkring i hele landet og selv glæder jeg mig til at hun besøger Haslev Bibliotek, hvilket var hvor jeg var i virksomhedspraktik her i juli måned og vi nåede da også at snakke om hendes bog flere gange i de uger, jeg var i praktik.

Pludselig gik tiden og Fie og jeg skyndte os over til Koncertsalen. Hun skulle i øvrigt interviewes af Kathrine Tschemerinsky, som står bag denne her form for rejsebog og salen var fuld af folk, da de to kvinder trådte ind på scenen. Efter et bifald begyndte Rooney at læse op fra de første sider af ‘Conversations with Friends‘ i en fuldstændig stille sal og jeg blev simpelthen så glad for at jeg havde nået at købe hendes bog oppe i museumsbutikken inden arrangementet. Efter oplæsningen var Tschemerinskys første spørgsmål: “What happens next?” og Rooney forklarede hvordan de her forskellige dynamikker kommer frem og hvordan Frances, som er bogens hovedperson, skal arbejde sig igennem dem. Hun startede faktisk med at skrive begyndelsen og “went on from there” forklarede hun. Til at begynde med troede hun at det skulle blive en novelle, men desto mere tid hun brugte på den, gik det op for hende, at den nok blev længere end en novelle. Den beskriver denne her generation, som hun beskrev som “coming of age after 2008” i en tid med både økonomiske muligheder og økonomiske strukturer.

Samtalen gik videre til at handle om kvinder og for et øjeblik deres position i Irland, som har ændret sig “quite rapidly”. Tidligere var det meget normalt derovre, at man arbejdede indtil man blev gift og på den måde er denne her roman “a novel of its generation in some way” ifølge Rooney. Der er også denne her “sexual fluidity” i bogen, heriblandt en affære, som hun ikke vidste noget om, da hun startede med at skrive bogen, men som “emerged when I wrote it”. Hun vidste fra starten, at der skulle være noget med venskaber og forhold og hun forklarede at “those were the characters I had and those were their relationships”. Tschemerinsky spurgte ind til Rooneys brug af “instant messaging”, da Rooney benytter sig af dette samt e-mails og for hende føltes det intuitivt at bruge det i romanen, da det giver en anden karakter end at have dem face to face hver gang. Hun forklarede det med at når man skriver e-mails, så er man i kontrol og det er muligt at “craft sentences”, som man ikke altid kan, når man snakker med folk.

Men livet for Frances er ikke helt nemt og hun har endometriose (ligesom Lena Dunham). Rooney nævnte at Frances i begyndelsen af bogen er meget “protective of herself” og i kontrol, kort sagt “good at managing her life”, og for Rooney var det interessant at give hende denne udfordring, som hun ikke kan kontrollere. Hun læste endnu en gang op fra bogen, denne gang fra slutningen, hvor Tschemerinsky bemærkede, at det virkede som om at Frances havde en form for åbenbaring efter alle de udfordringer. Frances går nemlig igennem en periode, hvor hun læser en hel del religiøse tekster og som får hende til at stille spørgsmål som hvad betyder det at elske andre mennesker. Rooney snakkede om denne her “idea of individuality” og hvordan man som individ passer ind og hvordan det ikke altid er så simpelt at finde ud af, hvor man passer ind. Og så er der denne her idé om uafhængighed, men her erklærede Rooney at “you’re always going to be dependent on others” uanset om man vil det eller ej, sådan set.

‘Conversations with Friends‘ udkom i maj sidste år og Tschemerinsky bragte #metoo på banen, der udsprang for alvor et halvt år senere, da Frances beslutter sig for at have denne her affære i bogen. Rooney begyndte allerede at skrive på den tilbage i 2014 og hun havde slet ikke set #metoo komme, da hun skrev bogen. Men den er selvfølgelig påvirket af de her “cultural circumstances”, da det er umuligt at leve en form for vacuum tilværelse uden indflydelse af ens omverden. Hendes fokus skulle være Frances’ “day to day life” og denne her unge kvindes “sense of self”, som hun formulerede det. Slutteligt spurgte Tschemerinsky, om Rooney kunne læse et citat højt, som er begyndelsen på hendes nye bog ‘Normal People‘, der er udkommet denne her uge. Det var et citat fra bogen ‘Daniel Deronda’ af George Eliot, og Tschemerinsky forklarede hvordan hun mente, at de to bøger fra Rooneys hånd blev bragt sammen af netop dette citat. Desværre fik jeg ikke skrevet det ned, så i må ud og købe ‘Normal People‘ for at finde ud af dette. Sidste bemærkning fra Rooney drejede sig om perspektiv og hvordan at man prøver at “fit yourself into vision of being a human being” og dernæst blev det tid til et bifald og signering. Fie og jeg stillede også spændt i kø med hvert vores eksemplar og heldigvis var der en smule tid til småsnakke lidt med Rooney inden vi begav os op ad trapperne og ud af døren, så Louisiana-folkene kunne gøre klar til Teju Cole og Tonny Vorm kl.16.

Næste punkt på mit program var Jan Kjærstad i samtale med Klaus Rothstein nede på Parkscenen. Desværre nåede jeg ikke at få en god plads, da det allerede var gået i gang, da jeg nåede derned, så i stedet gik jeg hen til et par bænke ovre ved vandet, så jeg kunne kigge derud og høre samtalen over højttalerne. Solen skinnede simpelthen så fint på dette tidspunkt (som man nok kan se på teltdugen herunder) og der sad også en hel del tilhørere på bakken. Kjærstad skulle snakke om bogen ‘Storefjeld‘, der på norsk hedder ‘Berge‘ (i kan læse mere om den her i øvrigt). Den handler om en tragedie i Norge og jeg hørte hvordan de to mænd snakkede om det at Norge stod sammen som en nation, da Utøya-tragedien fandt sted. Jeg spottede, at Kjærstad skulle være på scenen igen dagen efter og lavede en mental note om at jeg skulle tage hen til den samtale. Efter at have været oppe og se på bøger igen oppe i museumsbutikken og nydt den fantastiske udsigt, kiggede jeg kortvarigt forbi samtalen ovre på Villascenen, hvor Olga Ravn var i samtale med Jonas Eika, som er en dansk forfatter i øvrigt. Det var en ganske populær samtale blandt de unge kunne jeg se og stille og roligt begav jeg mig ned mod Parkscenen igen.

Daniel Kehlmann var næste punkt på mit program, og allerede tre kvarter før fandt jeg en stol nede i teltet og jeg var bestemt ikke den eneste, der var kommet i god tid. Jeg har ikke tidligere hørt om Kehlmann, men teksten om ham i programmet havde gjort mig lidt nysgerrig og da klokken blev 16.30, trådte han ind på scenen sammen med Marc-Christoph Wagner, som skulle interviewe ham. Kehlmann var der også tilbage i 2014 og han erklærede at selvom de sidste 2 år generelt var gået skidt sådan verden over (han bor i NYC med sin kone og deres søn), så var det gået “grossartig” for ham. Wagner introducerede lige Kehlmann og hans forfatterskab og forklarede, at Kehlmann havde besøgt nogle elever i går, som havde ham på deres pensum og spurgte ind til hvordan det er at være en del af sådan et pensum. Jeg opdagede hurtigt, at mit gymnasietysk var lidt længere væk end forventet, men jeg forstod dog, at det var en stor ære og også lidt ambivalent, da man så var tvunget til det. Han erklærede at hans tre første bøger var en katastrofe (den første udkom da han var 22 i øvrigt), men han havde altid vidst, at han gerne ville skrive. “Ich hatt’ immer Bücher geliebt”, fortalte han og beskrev det som en stor lykke, når man ved hvad man vil og en stor lykke når man så gør det.

Det at han kom fra et ret kulturelt hjem, gjorde det måske nemmere for ham at komme i gang med at skrive. Hans far var filminstruktør og hans mor skuespillerinde og ikke nok med det, så var hans bedstefar forfatter. Det store gennembrud kom med bogen ‘Die Vermessung der Welt’ , som udkom tilbage i 2005 og i denne skriver han om matematikeren Carl Friedrich Gauss og geografen Alexander von Humboldt. Hans nye bog ‘Tyll‘ opstod af en fascination af det 17.århundrede og hvordan denne verden er så langt fra os og utilgængelig. Men når man skrev om så store navne, så var det for Kehlmann også nødvendigt at gøre det til en sjov bog og han tager sin læser med tilbage til Trediveårskrigen.

Dernæst blev det tid til oplæsning fra den nye bog og til dette havde Louisiana fået fat i Thure Lindhardt, som trådte ind på scenen. Han læste op fra et afsnit lige i starten, hvor hovedpersonen er blevet den her gøgler og der blev helt stille i teltet, da Lindhardt læste Kehlmanns ord op. Eller. Han læste den danske udgave, som er oversat af Anneli Høier og Per Øhrgaard. Efter oplæsningen spurgte Wagner ind til hvem Tyll er for Kehlmann og Kehlmann forklarede hvordan at han var en figur fra et sagn, som man ikke helt ved hvem er (man kan læse mere herovre, hvis man er lidt mere nysgerrig). For Wagner var ‘Tyll‘ et samlepunkt for et kalejdoskop af forskellige historier og Kehlmann forklarede, hvordan han brugte gamle litteraturmetoder til denne her form for kalejdoskop, for som forfatter ved man ikke hvilke fortællere man får og hvad det ender med.

Derefter kom snakken til at handle en del om Trediveårskrigen og bogens karakterer. Kehlmann skriver nemlig om de her to karakterer Elizabeth og Friedrich, hvor førstnævnte skulle være den eneste person, der havde mødt Shakespeare, da hun som barn så mange teaterstykker og det var også et stykke om Elizabeth, som Lindhardt læste op. Wagner forklarede, at Elizabeth lever i hollandsk eksil og Kehlmann konstaterede, at tid var et andet lag i hans historie. Wagner afsluttede samtalen på scenen med at læse op på tysk fra ‘Tyll’ og det var tydeligt at de fleste blandt publikum forstod det tyske (selv har jeg kun nedskrevet hvor citatet begyndte og må selv få læst det en dag). Om lørdagen skulle Kehlmann igen på scenen med Wagner og også med schweiziske Christian Kracht. Herefter blev det tid til signering uden for teltet, hvor jeg faldt i snak med to ældre kvinder, som havde læst hans bøger på henholdsvis tysk og dansk og de havde begge svært ved at finde ud af, hvilken af hans bøger de synes var bedst. Efter lidt ventetid med solskinsregn blev det endelig min tur til at få min bog signeret og efter at have overværet den samtale på scenen, ser jeg virkelig frem til at stifte bekendtskab med hans forfatterskab.

Næste punkt på mit program foregik oppe på Vestscenen, hvor mexikanske Guadalupe Nettel skulle interviewes af forfatteren Peter Adolphsen og jeg var heldigvis i ret god tid, så jeg fandt en plads på en af de forreste rækker. Hendes bog ‘El cuerpo en que nací’ (på dansk ‘Kroppen jeg blev født i‘, udgivet på Grif Forlag) var i fokus denne aften og Adolphsen startede med at bede om en beskrivelse af bogen. Jeg kan desværre ikke forstå spansk, så jeg ventede ivrigt på Adolphsens oversættelse, og så fik jeg mulighed for at tage et billede eller to. Så snart Adolphsen gik i gang med at fortælle publikum, hvad Nettel sagde, fik jeg nemlig travlt med at skribe alt det jeg kunne ned, for det var fantastisk lange svar flere gange. Bogen har flere temaer, blandt andet det at være barn af 68’erne. Hun fortalte om hvordan mange flygtede fra de omkringliggende lande i mange år og tog afsted til Mexico City, hvor Nettel er født. Det ledte videre til at hun fortalte om hendes barndom, hvor hun voksede op i en form for frigjort hippieverden, der mindede lidt om et kollektiv. Et af de steder, hvor hun boede med sin familie, var de fælles om alt (børn, tandpleje, you name it), men da en kvinde troede, at Nettels mor ville stjæle kvindens mand, så kom ophavsretten pludselig til syne.

Bogen handler også om en form for søgen. Nettel er født med et blindt øje – en plet på nethinden – og som barn og ung gik hun meget til lægen. Hendes forældre undersøgte det meget, som var lidt ironisk ifølge hende med de ellers så liberale forældre og hun følte altid, at hun blev født med en fabrikationsfejl. En læge foreslog, at hun fik et plaster på det raske øje og hver dag måtte hun tage det af. Medens hun havde det på, var verden ganske tåget, men når hun så tog det af, var den en slags “daglig åbenbaring af verden”, som Adolphsen oversatte det til. Senere hen flyttede de til et ghettoagtigt kvarter i Frankrig. Her følte hun sig som en outsider og søgte tilflugt i litteraturen. “Litteraturen var faktisk det land som hun hørte hjemme i”, fortalte Adolphsen. Hun havde aldrig rigtig tænkt på at skrive en selvbiografi og hun var faktisk i gang med en roman, da et tidsskrift bad om en selvbiografisk tekst, som hun endte med at skrive videre på. Et Woody Allen citat blev bragt på bane om at tragedie + tid = komedie og hun erklærede, at hun nu griner af sit eget liv.

Men selvom det er en selvbiografisk tekst, der fortæller sandheden, så er der en vis form, der er skrevet frem og man skal vælge, hvad der skal med og hvad der ikke skal med. Nettel var vant til at skrive fiktion og Adolphsen fortalte hende, at han havde læst et interview, hvor hun havde sagt, at 95% af bogen var selvbiografisk og til dette havde han et spørgsmål, nemlig hvad de sidste 5% er i bogen og hele salen grinte på samme tid. “Der er ikke nogen kat, der er lukket ind i nogen æske”, oversatte Adolphsen til publikum samt at det var på grund af de her romantricks. Så blev det tid til at få læst noget af den danske oversættelse op og her trådte Sofie Gråbøl op på scenen. Hun læste op fra et stykke, der ikke var så langt inde i bogen, som handlede om de her krumning haser. Fantastisk oplæsning i øvrigt!

I bogen bliver Nettel kaldt for en kakerlak af sin mor, hvilket drager tankerne over på Kafkas ‘Forvandlingen‘. Hun læste den faktisk som ung og følte at hun kunne identificere sig med Samsa. I den spanske udgave er Samsa i øvrigt en kakerlak, men det bliver faktisk aldrig defineret i den tyske udgave, forklarede Nettel. Adolphsen spurgte hende om det her med en ydre verden versus den, som kigger ind ad. Hun mener, at alt på en eller anden måde vender indad og som forfatter skriver man sine egne tanker ind i personerne, for ellers ville det være en død roman. “Har din mor læst bogen?”, var Adolphsens næste spørgsmål og han forklarede danskerne, at hun havde set spørgsmålet på forhånd og hun brokkede sig ikke, så han gik ud fra, at det var i orden at stille det. Hun sagde “si!” og fortalte, at hendes mor læste den 3 år efter den udkom og at den slet ikke var så forfærdeligt som forventet. Moren vil rent faktisk gerne skrive fortsættelsen, der så skal hedde “Kroppen som fødte mig” og ifølge Nettel er den titel endnu bedre end hendes egen.

I forhold til det med tidligere værker i forhold til kroppen. Hendes opvækst som en der skulle korrigeres, gav hende en vis forståelse for de her personer i venteværelserne og her især de børn, som havde en skrøbelighed over sig. Ofte blev disse børn mødt med væmmelse og afsky og hun kom i tanke om et citat af en fransk sociolog, som handlede om et undergravet monster, hvor “skrøbeligheden undergraver det almindelige begreb om skønhed”, som Adolphsen udtrykte det. De fortsatte med at henvise til det afskyvækkende hos Baudelaire, hvor det “afskyvækkende, som man vil trække sig bort fra, har en skønhed”, som Adolphsen citerede. Nettel forklarede det med følgende eksempel: Når vi ser planter og malerier, så accepterer vi det som det er og begynder ikke at rette op på det, men med mennesker vil vi korrigere og med os selv er det meget værre. Sidste spørgsmål handlede om Nettels rolle på et gammelt tidsskrift, hvor hun er 2.kvinde siden dets begyndelse for over 30 år siden og fra hendes redaktørposition har hun mulighed for at fremme temaer og samtidig have en følelse af at være nyttigt på et kontinent, som hun meget gerne så forandret.   Dernæst blev det tid til den sidste oplæsning af Gråbøl, hvor det var delen med referencen til Kafka, der blev læst op og noget om selvværdet i skole for bogens karakter. Efter et bifald til både forfatter, oversætter og oplæser var der mulighed for at få en bog signeret og istedet rykkede jeg mig længere ind mod midten og gjorde mit kamera og min notesbog klar til næste samtale.

Så blev det tid til den samtale, som jeg havde glædet mig mest til at overvære. Erik Skyum-Nielsen skulle være moderator for en samtale mellem Kim Leine og Jesper Wung-Sung og allerede længe inden de tre mænd befandt sig på scenen kl. 20.00, var lokalet fuld af tilhørere. Jeg var så glad for at være kommet i god tid, for efter at have læst ‘En anden gren‘ i starten af året og have hørt Leine en gang før deroppe, kunne jeg hurtigt regne ud, at der ville komme mange hen til Vestscenen. Der var en del tilhørere, der sad på gulvet for enden af stolerækkerne og jeg fik da læst en smule, inden de trådte ind på scenen. Skyum-Nielsen startede med at introducere de to mænd og deres forfatterskaber. Han havde mødt Leine før, så derfor tænkte han, at det var okay at sidde helt ude i siden og han fortalte om hvordan at Wung-Sung havde skrevet en bog med titlen ‘To ryk og en aflevering’, hvis overskrift “kan opfattes som en lærebog i onani” og så vidste publikum, at samtalen var godt i gang.

Han startede ud med at spørge Leine og Wung-Sung om, hvad de egentlig synes om hinandens bøger. Leine lagde ud med at fortælle, hvordan han havde fundet paralleller til hans egne karakterer. San minder mest om Frederik Christian i hans egen bog, der også kæmper med en dobbelthed. Denne grønlandske Frederik Christian kaldes i øvrigt for ‘Tvekongen’, da han har to kongenavne i hans navn. Leine gik videre til at snakke om research og nævnte at det er “interessant at se hvordan du forvalter din research”, da han også selv har skrevet romaner omkring den samme tid. “Hvordan går det med dem nu?”, sluttede Leine af med at spørge og henviste til Wung-Sungs familie.

Wung-Sung lagde til gengæld ud med at fortælle om Hemingway og maskulinitet, da der var denne her historie, hvor Hemingway snakkede om at bokse med alle de store i litteraturen (i kan læse mere herovre). Hvis man tog fire sætninger ud, ville det være dårligt, men over det lange stræk ville Hemingway tabe, hvis han f.eks. boksede imod Tolstoj. Wung-Sung sammenlignede dette med Leine og beskrev, at der er en drivkraft som gør, at Leine er en mand “der til enhver tid kan gå 12 omgange”, til hvilket Leine udbrød: “Ikke mere?!?” og salen brast i latter ligesom mændene på scenen. Leines hovedkarakter er en mand, som i “bund og grund hader at sejle på landjorden, men ikke når han sejler” ifølge Wung-Sung og lagde op til, med fare for at tage munden for fuld, at Leine måske har det på samme måde i forhold til at skrive bøger. Han vendte tilbage til denne her drivkraft/motor til den store historie og forklarede, at det er et sprog, som er “smukt, grimt, effektfuldt og driver læseren med sig”. Skyum-Nielsen tog over og fortalte om det her narrative begær, som er skrevet på to forskellige måder i værkerne. Hvor Wung-Sung afslutter ‘En anden gren‘ med kinesiske ord og en form for stream of consciousness (hvor Skyum-Nielsen henviste til ‘Finnegans Wake‘ i øvrigt), så bruger Leine middelalderlatin i hans værk.

Leine forklarede, hvordan han var begyndt at skrive om Niels Egede. Han hørte nemlig et bank på døren og “Niels Egede stod der pludselig og sagde “Nu vil jeg fortælle min historie”” sagde Leine. Karakteren Falk var til gengæld en konstruktion (red. Morten Falk fra ‘Profeterne i Evighedsfjorden‘), som Leine ikke har noget sådan forhold til. Skyum-Nielsen indskød, at han engang havde besøgt Leine og da Leine bor i et ret lille hus, måtte der have været ret trangt, da han sådan fik besøg af sine karakterer. “Meget trangt på trappen”, erklærede Leine og indskød kort efter at han på en måde ser sig selv “som en psykopatisk Gud, der griner lidt af de her mennesker”. Skyum-Nielsen var ret interesseret i at høre om det her med kulturmøder, både i forhold til det grønlandske og det danske men også i forhold til det med San og assimilation/integration. Leine fortalte, hvordan han kunne genkende San i en patient, som han havde mødt oppe på Grønland engang ud fra det med høfligheden. Patienten blødte ned i en spand og blev ved med at undskylde og være høflig inden han til sidst døde. Wung-Sung kunne godt se sammenligningen og fortalte om hvordan at man som kineser typisk fik at vide, at man var stik modsat af en europæer. Skyum-Nielsen læste den del op fra bogen, hvor San vasker sig og Ingeborg kigger på og det ledte videre til oplæsning fra begge bøger.

Wung-Sung startede med at læse op fra ‘En anden gren‘, hvor San og Ingeborg og deres børn befinder sig i Frederikshavn. Der var blikstille i salen og tilhøreren ved siden af mig udbrød på et tidspunkt “Gud!”, da Wung-Sung kom til en del om statsborgerskab, der kan mistes for Ingeborgs vedkommende og dette blot fordi at hun var sammen med San. Efter et stort bifald blev det tid til at høre Leine læse op fra ‘Rød mand/Sort mand’, der i øvrigt er udkommet her i år. Han læste op fra et stykke, der mindede ham om forholdet mellem San og Ingeborg, hvor et ungt par er ude og vandre.

Det “handler også fundamentalt om identitet”, nævnte Skyum-Nielsen og denne her selvdisciplin, som blandt andet Ingeborg viser i scenen på Christianhavns Vold, som han kom i tanke om, da Leine læste op. Ingeborg viser en voldsomhed og beslutsomhed, som iølge Skyum-Nielsen var større end Sans ihærdighed og på samme måde opfattede han også Leines karakter Gertrud Rasch som værende stærkere end karakteren Hans Egede. For Leine er det et paradoksalt forhold, hvor de er “stærke på hver sin måde”. Egede viser sig nemlig at være stærk, når han er hjemmefra ifølge Leine. Wung-Sung citerede derpå Gertrud, da hun på et tidspunkt siger at “det man er begyndt på skal man også gøre færdigt” og forklarede, at Egede på sin vis havde taget sin skæbne på sig. Efter at Skyum-Nielsen havde erklæret, at bøgernes længde ikke er det eneste, som binder dem sammen (Leines bog er på 519 sider, Wung-Sungs er på 553 sider), krydsede han fingre for, at der ikke var nogle iblandt publikum, der var for blufærdige, da der er en scene med et samleje på et københavnsk byggeri og også i nogle robåde, hvilket affødte latter i salen endnu en gang. Wung-Sung sagde med et smil på læben, at “det er i hvert fald ikke to ryk og en aflevering”, hvilket gjorde salens latter endnu kraftigere.

Leine fortalte om den her forvirring i slutningen af hans bog med et barn, men det får vi vist lov at høre om i en anden bog, for han ville ikke sige mere endnu andet end at det er Sisse og Johans kærlighedshistorien. “Generelt er kolonihistorien deroppe en fallitshistorie”, nævnte Skyum-Nielsen og Leine forklarede, hvordan at grønlænderne mener, at det var de vilde, der blev sendt derop og at deres bik er omvendt på det hele. Det var også typisk ulærte danskere, der kom derop og f.eks. havde de ikke alle værktøj med. Skyum-Nielsen henvendte sig så til Wung-Sung for at høre om det at skrive et nuanceret billede af en slægtning, for Wung-Sung skriver også om alkohol, spil og utroskab, for alt er ikke lutter lagkage for San og Ingeborg. “Grundlæggende er jeg drevet af ønsket om at kende de to”, nævnte Wung-Sung og forklarede hvordan det var at skrive om en San, som er “fanget i en form for hjemløshed”. Ønsket om at skrive denne her bog havde Wung-Sung haft i 25 år og han forklarede, at han skriver sandheden frem (som f.eks. et bryllup, som han ved har fundet sted) og henviste til Leines magiker, som jeg selv glæder mig til at stifte bekendtskab med.

Slutteligt spurgte Skyum-Nielsen ind til en såkaldt frimækelæsning, som Leine hurtigt sagde “det vil jeg ikke påtage mig” til med et smil på læben. Wung-Sung fortalte om Sans evne til at “være sig selv og lægge omverdenen til side” og fortalte, hvordan han havde fået en hel del information fra hans farmors søster. Skyum-Nielsen gav Leine muligheden for det sidste ord efter en historie om Mark Twain og hans kone, der ville have det sidste ord og Leine fortalte om hvordan det er som tag for tag i en kajak, hvor åren drejer og der er et ryk for hvert tag. Så blev det tid til endnu et bifald fra salen og Skyum-Nielsen fortalte, at han kunne høre i hans ørebollesnegl (ja, det hedder det for nogen – jeg har googlet det), at man kunne få en underskrift i en bog. Jeg fik hurtigt fundet mine bøger frem og gik stille og roligt hen imod de to forfattere, der havde travlt med at signere folks bøger.

Da jeg fik ‘Kopierne’, som er en graphic novel for unge med illustrationer af Søren Jessen, signeret af Wung-Sung, nævnte jeg lige, at jeg havde læst ‘En anden gren’ som biblioteksbog og pludselig vidste Wung-Sung hvem jeg var og skrev også tak for anmeldelsen inde i den medbragte bog, som jeg også har anmeldt. Dernæst fik jeg en mindre kendt bog af Leine, nemlig ‘Valdemarsdag’, da jeg har besluttet mig for at starte med et mindre hypet værk af ham som intro til hans forfatterskab. Ovre på Instagram er jeg vild med at følge bognørder, som anmelder og en af mine favoritter er faktisk Wung-Sungs kone Christina, der har profilen @bausagerbooks. Jeg mødte hende meget kortvarigt sidste år på Bogforum, da jeg stod og snakkede med Mette fra Politikens Forlag, som tidligere har været på Rosinante, der er Wung-Sungs forlag. Det er nu altid hyggeligt at møde folk, som man lidt “kender” fra SoMe og før jeg vidste af det, var klokken blevet mange og jeg måtte skynde mig ind mod stationen for at være sikker på at nå hjem inden midnat. Alt i alt en fantastisk god dag i skønne omgivelser og med interessante forfattere denne fredag på Louisiana.