#2 Louisiana Literature 2018

Efter lidt bøvl med transport fredag aften besluttede jeg mig for, at jeg hellere måtte tage tidligt afsted om lørdagen for at nå at få en god plads nede på Parkscenen. Lousiana åbnede først kl. 11.00 og jeg var der allerede 10.30, men heldigvis var der en bænk i solen og jeg havde en børnebog med i tasken. Da klokken så blev lidt i 11, trissede jeg over imod sideindgangen, hvor man kan komme ind som presse og erfarede så, at jeg havde glemt mit pressekort hjemme på strygejernet og istedet havde taget en bunke med det printede program med i stedet. Men det var helt fint at vente lidt derinde, for der stod både Anne Sofie Hammer, Tore Leifer (som skulle agere interviewer i den samtale, som jeg var på vej til) og Hanne-Vibeke Holst. Så snart jeg kom ind, skyndte jeg mig ned til garderobeskabene, fandt det første og det bedste og så direkte udenfor og ned til Parkscenen. Her stod der allerede mange i kø til at få sig en plads og jeg fandt hurtigt en af de kortere køer. Inden længe åbnede de afspærringen ind til stolene i teltet op og så gik det ellers stærkt. Jeg fandt en skøn plads ret langt fremme og satte mig godt til rette, som i: testede kameraet og læste videre i min bog.

Da klokken blev 12, trådte Delphine de Vigan ind på scenen med Leifer og et tydeligt spændt publikum begyndte at klappe i samme sekund. Leifer begyndte at opsummere den nye bog, der på dansk hedder ‘De loyale‘ og på fransk bærer titlen ‘Les Loyautés‘ (som Leifer påpegede mere betyder loyaliteterne direkte oversat)  og hans første spørgsmål til de Vigan blev: “Hvorfor lige dette emne?” Da jeg ikke kan fransk, måtte jeg afvente Leifers oversættelse, men heldigvis var han god til at oversætte undervejs. De Vigan fortalte denne her vennehistorie, hvor man møder en ven 1 på gaden den ene dag, snakker om ven 2, som ifølge ven 1 ikke har det så godt og næste dag møder man ven 2, som siger, at det går godt. Hvem skal man så være loyal overfor? De Vigan Og der er de har loyalitetsprøver hver eneste dag, ifølge de Vigan og fortsatte med at forklare, hvordan hun allerede som barn havde den her loyalitetskonflikt, da hendes forældre blev skilt, da hun var lille. Oplæsningen af den danske udgave stod Sofie Gråbøl for og hun læste op af den første halve side af romanen, som de Vigan dernæst læste op på fransk.

“Vi føler at vi kender hendes barndom”, sagde Leifer og henviste til ‘Alt må vige for natten‘, der blev udgivet på originalsproget tilbage i 2011 og som i kan læse om her, men han var nysgerrig på, hvor loyal hun selv var, da hun skrev bogen fra 2011. De Vigan forklarede, at hun ikke kunne have skrevet ‘Alt må vige for natten‘ hvis ikke hendes mor havde været død og hun synes selv, at hun har været loyal overfor sin mor i den bog. Den nye roman handler om drengen Théo, hvis far har et problem, men for de Vigan selv var det hendes mor, der var problemet og for hende at se kunne et nødråb have været et brud på den her loyalitet til moren. Som barn har hun den har arveloyalitet overfor forældrene, men som forfatter har hun en loyalitet overfor stoffet, eller, som Leifer oversatte hende: “Det gælder om at være loyal overfor kilden”. Bogen er en polyfoni af stemmer, hvor Théo er personen i centrum og Mathis er hans bedste ven. Så blev det tid til endnu en oplæsning fra det første kapitel, hvor hans skolelærer har en tanke om misrøgt og Gråbøls oplæsning tryllebandt endnu en gang hele teltet.

De Vigan skriver nemlig også humor ind i hendes bøger, en humor, som franskmændene sommetider har svært ved at forstå, men som danskere og tyskere forstår bedre. Dette har hun oplevet, når hun har set folks reaktion på oplæsninger i landene og selvom hun har prøvet at forklare det med humoren i Frankrig, så tror de ikke på det. Det er for at skabe en form for distance til det grumme i bøgerne og hun gør det med vilje, sådan set. Da hun skulle udvælge en skuespiller til lydbogen, var skuespilleren meget alvorlig, når hun skulle læse kapitlerne med Cécile (red. Mathis’ mor), hvor de Vigan selv har skrevet hende let og humoristisk. Leifer forklarede, hvordan der på en måde var lidt detektivroman over det, for hvad er der med ham Théo, men de Vigan erklærede at i så fald ville det være en psykologisk thriller med et ur der tikker ned og med nogen der skal reddes inden romanens sidste side.

De fire karakterer i fokus har alle hemmeligheder og liv, der er ved at ændres og det affødte en snak om det her med erindringen og hvordan olie kan smøre den ind, eller, som Leifer oversatte det: “erindringens olieforurening”. Som de Vigan også sagde: “Vi bærer alle sammen vores barndom med os”, en barndom, som vi på godt og ondt er vokset ud af og som på sin vis er konstrueret. Et andet vigtigt emne var den her klasserejse, som sker for en karakter i bogen, idet hun gifter sig opad og som får et nyt sprog og nye ‘koder’ ved ægteskab. Sidste år havde Louisiana Literature besøg af Édouard Louis, som også snakkede om det at efterlade sin klasse og dette sker også i den skandinaviske litteratur. Så blev det tid til endnu en oplæsning, denne gang af det sted, hvor Théo skal besøge hans far for første gang og Gråbøl trådte ind på scenen. Skiftet i fortællervinklen var tydelig og jeg blev helt overbevist om, at det er en bog, som jeg en dag skal få læst. Efter en snak om unge og alkohol i tidlig alder i nutidens Frankrig og deres meget elitære skolesystem, forklarede hun, hvordan den her loyalitet også kan være en hæmsko med ting, der skal gøres og dette ift. læreren Helene, som har lovet sig selv ikke at stå stiltiende til og istedet redde et barn. Så blev det ellers tid til signeringer og jeg havde taget min engelske udgave af ‘Intet må vige for natten‘ med, som nu er kommet tilbage på reolen, en krusedulle rigere.

Næste punkt på mit program var egentlig Jan Kjærstad, som skulle være i samtale med Svend Åge Madsen og Klaus Rothstein, men da jeg bestemt ikke var den eneste, der stod og ventede i kø på signering af de Vigan, var der ingen ledige pladser, da jeg kom tilbage dertil. Derfor kiggede jeg på klokken, på programmet og på min telefon, og inden længe var jeg på vej hen til en bænk med et stykke brownie (til mig selv efter anbefaling) og to kopper kaffe. En tidligere studieveninde fra Aarhus skulle hen på Vestscenen og høre den norske Gunnhild Øyehaug i samtale med Anette Dina Sørensen og jeg besluttede mig for at joine hende. Desværre måtte man ikke tage kaffe med derind, da man krydser lidt af udstillingen undervejs og i stedet nød vi udsigten over græsplænen og fik snakket om læseoplevelser, de Lousiana-samtaler, som vi allerede havde været til og Bogforum, som jo efterhånden er lige omkring hjørnet. Jeg gemte en halv brownie til min hjemtur og nåede ind og få en god plads inden Øyehaug og Sørensen gik på scenen.

Selv har jeg ikke tidligere stiftet bekendtskab med Øyehaugs forfatterskab, men jeg havde kigget lidt på den bog af hende, der netop er udkommet på dansk, nemlig ‘Knuder’, der er 2 novellesamlinger i én. Da Sørensen introducerede Øyehaug for publikum, nævnte hun, at Øyehaug faktisk har et ret stort forfatterskab bag sig efterhånden og hun bliver ofte sammenlignet med Lydia Davis, som besøgte Louisiana for et par år siden (jeg har faktisk anmeldt en af Davis’ bøger her). Øyehaug, som både skriver romaner, noveller, digte og essays, fortalte, hvordan det er denne her totale frihed for form, som hun beundrer hos Davis foruden dennes præcision og blik på mennesket. Hun forklarede, at det er “teksten der bestemmer hvilken form den vil have” og snakkede i øvrigt på nynorsk, men mine noter er en blanding af dansk og nynorsk. Når hun starter på et nyt projekt, kigger hun på hvorvidt det er i dialog eller en modsætning til hendes tidligere projekter og sommetider er det en sætning, som er interessant og som hun arbejder videre på. I ‘Knuder‘, som hun forsøgte at udtale på dansk og som gav smil hos tilhørerne, var der en julefest med en professor og en ubehagelig situation og hun blev lidt interesseret i hvordan denne identitet var.

Øyehaugs første roman udkom i 2008 (red. ‘Vente, blinke : eit perfekt bilete av eit personleg indre‘) og allerede dengang blev der skrevet, at man håbede på flere sider næste gang. Sørensen påpegede, at det er populært med de her lange romaner og nævnte her både Austers ‘4321‘ og Knausgårds serie, så hun var ret nysgerrig omkring novellen og hvad Øyehaug mener at den genre kan i hendes øjne. Øyehaug erklærede, at det handler om både frihed og temperament, men også måden hvorpå en novelle kan fortælle. Det lange bliver episk og poetisk, men for hende er det en befriende form at skrive i. Om novellen sagde hun at der “pludselig (red. er) en stemme der snakker om noget og pludselig er væk igen”. Sørensen kaldte det for en form for snapshots, men hun havde bemærket, at flere relationer går igen og at hun ofte skriver om de her komplicerede mennesker.

Så blev det tid til oplæsning, hvor man for alvor kunne fornemme roen indtræde i lokalet. Det var en novelle som handlede om tid og papir (ifølge mine noter i hvert fald) og det var et ydre blik på en historie, hvor et barn vokser og moren nedskriver barnets historie, indtil hun løber tør for papir. For hende er det “vanskelig at skrive godt om glæde” og Sørensen spurgte ind til, hvad det visuelle betyder for hende, når hun skriver. Øyehaug erklærede, at hun er en ekstrem dårlig fotograf og påpegede at resten af hendes familie ellers er gode til det, men hun skaber metaforer og associationer i hendes noveller. Men hun følger ikke altid de dramaturgiske regler, hvilket Sørensen påpegede og Sørensen spurgte rent ud: “Hvad har du gang i?”. Øyehaug forklarede, at det her med at lave en outline, der skal fyldes ud, ikke er for hende og sommetider kommer der inspiration den anden vej ind. Og faktisk er sekvensen “And Now for Something Completely Different” er faktisk Øyehaugs favoritdel af Monty Python, viste det sig, da Sørensen spurgte ind til det.

Så blev det tid til endnu en oplæsning af novellen ‘Æblerne‘, hvor et menneske og en hund er på besøg og Sørensen påpegede hvordan Øyehaug hele tiden fjerner illusioner. Jeg “tænker ikke så mycket på leseren egentlig”, svarede hun, da Sørensen spurgte ind til, hvad hun tænkte om det med illusioner i forhold til en læser. Hun er meget bevidst om tekstens virkemidler og hvordan man er en del af teksten. “Længslen efter det autentiske er så stærk”, nævnte Øyehaug og det ledte hen til et spørgsmål om hvordan hun kunne skrive som en hjort i novellen “Hjorten i skovbrynet” og hvor idéen kom til den. “Det er en rigtig hjort”, fortalte Øyehaug, men ikke alt i hendes noveller er virkeligt. Hun har nemlig også skrevet om en ufo, men det var en metafor, sagde hun. Dog med relation til det faktum at hendes store drøm som barn var at få en ufo. Men det er ikke kun Danmark, som er ved at få øjnene op for Øyehaug. Sørensen fortalte om hvordan den britiske anmelder James Wood skrev om Øyehaug i The New Yorker (i kan læse det lige her), hvor han kalder hende for mester af nordiske noveller og efter lidt snak frem og tilbage blev de på scenen enige om at der er meget skandinavisk litteratur i USA disse år og det må enten være på grund af dens kvalitet eller at det er en del af en bølge. Så blev det tid til afrunding af samtalen og tid til signering, hvor min studieveninde og jeg fandt en plads med endnu bedre udsigt til den næste samtale,

Næste samtale på vores program (og desuden også dagens sidste) var de to japanske forfattere Hiromi Itõ og Yoko Tawada samt Murakami-oversætteren Mette Holm som moderator. Tilbage i maj mødte jeg (og et par andre bloggere/instagrammere) Holm inde i Thiemers Magasin, hvor hun fortalte om Murakami og så snart at jeg så, at hun skulle være moderator for denne samtale, markerede jeg det i mit program i hovedet som et must-see. Det var vist meningen, at der skulle oversættes til dansk fra japansk, men Holm spurgte publikum, om det var fint at de tog den på engelsk i stedet og salen nikkede og sagde ja. Hun startede med at forklare at hun har denne her form for “sygdom”, hvor hun ikke kan gå forbi en boghandel uden at gå ind og somme tider er det 7 bøger på én gang, men sidste gang havde hun 17 kg med hjem fra en tur og nu tvinger hendes børn hende til at gå videre. Hendes første spørgsmål lød derfor på hvad de to kvinders forhold var til bøger og Itõ, som til daglig bor i Californien, lagde ud med at sige “Yes, I read books” og når hun er hjemme i Japan, køber hun en hel del (“almost like a smuggler” forklarede hun). “A sick relationship?”, spurgte Holm og det korte svar var “Yes”.

Tawada, som nu bor i Tyskland, fortalte, at hun godt kunne lide tyske bøger og der bliver hun udgivet på et lille forlag, hvor hun har indflydelse på hvordan hendes bøger ser ud, f.eks. den, der på dansk netop er udgivet under titlen ‘En isbjørns erindringer‘, beskrev hun som “the book itself is like a bear”. I Japan er det åbenbart meget typisk med en form for togbøger, som er ret billige og Itõ indskød, at Tawadas bøger findes som en “bigger book”. Holm bad derefter begge om at forklare den andens forfatterskab og Tawada forklarede om Itõ, at når hun skriver, er det som “melody in writing”, som på en måde er meget traditionelt japansk og alligevel “very modern”. Hun fortsatte med at fortælle, at nogen havde sagt, at “women write with uterus, men with brains” og det synes hun var ganske gældende for Itõ. De har kendt hinanden i cirka 30 år og det kunne man virkelig godt mærke i energien på scenen og deres kendskab til hinandens forfatterskaber.

Om Tawada sagde Itõ, at hendes bøger er mere internationale (“Japanese don’t understand”, indskød hun) og Itõ kunne genkende sig selv i en sådan grad, at det var som om “she’d be writing to me”. De skriver i øvrigt i forskellige genrer (Itõ mest digte, Tawada romaner) og Holm spurgte ind til bogen ‘Vildgræs ved flodlejet‘, som er udkommet her i starten af sommeren, og om Itõ kunne forklare, hvad den handler om. Ovre i USA hørte Itõ om en immigrant, hvis far døde og hvis mor blev arresteret og så var der de her 3 børn og Itõs reaktion på historien var: “Wow, this is my story”. Tawada til gengæld fortæller om tre generationer af isbjørne, hvor bedstemoren oplever Sovjetunionen, moren lever i Østtyskland og slutteligt møder læseren Knut. “Why a polar bear’s eyes”, spurgte Holm og Tawada forklarede, hvordan det her med fiktion så blev mere tydeligt. Holm læste op fra Tawadas værk og Tawada, der har boet i Tyskland i mange år, fortalte, at selvom dansk minder om tysk, så forstår hun ikke noget, men erklærede “that’s why I like Danish – It’s so mysterious”.

Er det farligt at skrive, spurgte Holm ind til og medens Tawada sagde at “writing means opening yourself”, så mente Itõ, at det ikke var farligt, men heller ikke en “pleasure”, som Holms opfølgende spørgsmål drejede sig om. “This smiling is not me”, erkendte hun og når hun har problemer, forsøger hun at skrive om det. Hun var i hendes 30’ere, da hun forlod Japan og i Californien følte hun sig lidt som en “cast away” og begyndte at kigge på traditioner istedet for hendes “contemporaries”. Dog kender hun et par amerikanske forfattere, måtte hun indrømme. Holms næste spørgsmål drejede sig om hvor de fik deres inspiration fra og her var svarene ganske forskellige. Tawada, der til daglig bor i Berlin, bliver både inspiret af det her “city life”, men nævnte også, at hendes inspiration kommer fra “everything what I see, what I read, when I talk to people”. Itõ til gengæld går ture med hendes hunde i naturen og bliver inspireret af “sun, moon, plants” og dette førte til oplæsning af ‘Vildgræs ved flodlejet’, først på dansk af Holm, dernæst på japansk af Itõ. Rytmen var utrolig interessant at lægge mærke til og Itõs oplæsning gik op og ned i både stemme og rytme og jeg kunne godt forstå, hvorfor Tawada havde sagt det med “melody in writing”.

Fornemmelsen af sprog er vigtigt, nævnte Holm, og forklarede, at de alle arbejder mellem sprogene. “How did your move to Germany change your language”, spurgte Holm Tawada om og Tawada forklarede, hvordan hun i Tyskland for første gang havde kunnet skrive om hendes forældre, som ikke var flyttet til Tyskland og dette blandt andet fordi “they could not read it”. Itõ undrede sig over dette, da Tawada havde et større ordforråd på japansk, da hun først flyttede til Tyskland, hvortil Tawada sagde “I know many Japanese words”, men på dette nye sprog kan man lave en form for “word collage” med de ord, man vælger at man vil bruge. Tawada skrev heller ikke hendes første historie på tysk, lige da hun ankom, men i en alder af 28, og på modersmålet havde hun skrevet siden hun var 9 år gammel. Itõ fandt det frustrerende at skrive første gang på engelsk og gav op. Men da hun så forsøgte sig på japansk, fik hun en form for “I can rule in the world”-følelse.

Og så blev det tid til endnu en oplæsning. Denne gang var det Tawada, som læste op fra starten af ‘En isbjørns erindringer’, først på tysk og dernæst på japansk (hun har i øvrigt oversat sin egen bog). Holm, der forstår begge sprog, fortalte, at den for hende var mere sjov på tysk end på japansk og hun kunne også bedre lide den tyske udgave. Itõ oversætter også og da hendes datter var teenager, snakkede hun på et tidspunkt ikke i 3 år og det var et “mess”, for at bruge Itõs eget ord for det. I en boghandel fandt hun så denne her bog ‘Out of the dust‘ (red. af amerikanske Karen Hesse og der står mere om den her) og det lignede poesi, men handlede om en pige på 14 i Oklahoma. Bogens forside lignede hendes datter og sammen begyndte mor og datter at oversætte bogen til japansk. Efterhånden som tiden gik, begyndte hendes datter at snakke igen og gå i skole, og efter at have brugt 3/4 af et år på at oversætte med datteren, færdiggjorde hun selv arbejdet, da datteren havde mistet interessen.

Holm havde bemærket, at der er det her med død og det at blive gammel i deres bøger og det ville hun gerne snakke om som samtalens sidste punkt. Den nyeste udgivne bog fra Tawadas hånd er den, der på engelsk hedder “The Emissary” og i denne er der nogle mennesker, der ikke kan blive syge. I hendes historier kan de ikke dø og istedet er det børn, der bliver syge (i kan læse mere om den lige her). “People don’t want to die until they die”, erklærede Itõ og fortalte om hendes mor, som havde en sygdom. Hendes far til gengæld skrev en seddel med ordlyden “Don’t call ambulance”, som han satte ind i en væg og han tog den ud et par dage inden, fordi at han ville leve lige indtil at han skulle dø. Itõs egen mand havde også forberedt sig på et dø, da han skulle på hospitalet, men på vej til hospice, så han den blå himmel og besluttede sig for at leve alligevel. “In California, always blue skies”, konstaterede Itõ og Tawadas sidste bemærkning blev: “Not being able to die is also horrible”. Holm rundede samtalen af med at snakke om at der i en bog af Murakami er denne her far og søn, hvor det også er hårdt at dø. Efter bifald i salen blev det tid til at få bøger signeret og jeg havde på forhånd købt Tawadas isbjørneroman i den engelske udgave ved navn ‘Memoirs of a Polar Bear’ og jeg glæder mig til at komme i gang med at læse den.

Tak igen til pressen på Louisiana Literature for min presseadgang og tak for ordene i år til både arrangører, forfattere, oplæsere og moderatorer/interviewere – uden tvivl vender jeg stærkt tilbage næste år og så bliver det alle fire dage.

Leave a Reply