Godnathistorier for rebelske piger af Elena Favilli og Francesca Cavallo

Godnathistorier for rebelske piger af Elena Favilli og Francesca Cavallo, 2017. People’s Press. Opr. udgivet som Good Night Stories for Rebel Girls i 2016. Antal stjerner: 5/5

Hvordan har kvinder levet gennem de sidste mange århundreder og hvordan er kårene for unge piger i dag verden over?

I denne bog samler Favilli og Cavallo 100 fortællinger om kvinder fra hele verden og det er et hav af forfatterinder, dronninger, modedesignere, partisaner, politikere og mange andre erhverv, som de her kvinder har. Det er helt igennem badass-kvinder og istedet for at anmelde som jeg sædvanligvis gør med en kort referat af handlingen og introduktion til karakterer, så vil jeg med denne bog istedet citere noget fra forordet og fra et par af de beskrivelser, som hvert portræt indeholder (der er også illustrationer af alle kvinderne, som er helt fantastiske).

Forordet til denne bog er et af de bedste, som jeg nogensinde har læst da Favilli og Cavallo blandt andet skriver følgende:

“Det er vigtigt, at piger får en forståelse for de hindringer, der ligger foran dem. Det er lige så vigtigt, at de hindringer ikke er uoverstigelige. At de ikke blot kan finde en måde at overvinde dem på, men at de kan fjerne hindringerne for dem, der kommer efter dem, præcis ligesom disse store kvinder har gjort.”

Wauw altså! En af de ting, som jeg er særlig vild med, er deres valg af exceptionelle kvinder. Der er både de meget kendte med som f.eks. Michelle Obama, Frida Kahlo, Brontë-søstrene og Marie Curie, men der er også mindre kendte kvinder som Lozen, Margherita Hack, Nettie Stevens og Brenda Chapman, og allerede nu er jeg ret spændt på, hvilke kvinder der kommer med i den næste bog. Den er netop udkommet på engelsk og jeg krydser fingre for, at den også snart kommer på dansk. Udover de fantastiske illustrationer af kvinderne, der i øvrigt er udarbejdet af en masse forskellige kunstnere, så er jeg helt vild med beskrivelserne af kvinderne. Det er ikke tung læsning og valget af kvinden til denne samling bliver tydelig i enhver beskrivelse af deres kvinder, her et uddrag af teksten om Astrid Lindgren:

“Der var engang en pige, som boede på en stor gård med sin familie. Hun kunne bruge dagevis på at slentre rundt i markerne med sine brødre og søstre, men hun hjalp også med at passe gårdens dyr. Ikke kun de små høns og ænder – men også de store køer og heste.

Hun hed Astrid, og hun havde en lidt oprørsk sjæl.

Hun var stærk, modig og aldrig bange for at være alene, og hun kunne alt muligt: gøre rent, lave mad, reparere en cykel, gå på taget, slås mod bøller og finde på fantastiske historier… lyder det velkendt? Ja, hvis du nogensinde har læst om en anden lille pige, som var stærk, modig og frygtløs og hed Pippi Langstrømpe, så vil det ikke overraske dig at høre, at Astrid Lindgren var forfatter til den fantastiske bog.”

Som den trofaste bloglæser herinde nok ved, så er jeg ellevild med Astrid Lindgren, både hendes bøger og hendes interessante liv og i kan se illustrationen af hende herunder. Bogen giver faktisk mulighed for at man selv som læser kan nedskrive sin egen historie og tegne et selvportræt. Bogen kom faktisk til verden som et kickstarter projekt (bogens backere nævnes i et register i slutningen af den) og jeg krydser fingre for flere bøger i denne her genre. Alt i alt: Gå ud og køb den med det samme! Og dette uanset om du er feminist eller ej, om du har små børn eller ej – det er en bog, som både børn og voksne kan få god gavn af og jeg er sikker på, at enhver læser kan genkende sig selv i i hvert fald et stærkt individ fra denne bog og vil føle sig inspireret af de her fuldstændig fantastiske livsberetninger.

Hver illustration har desuden et citat af kvinderne og dette her er af den britiske forfatterinde Virginia Woolf, som levede fra 1882 til 1941 og jeg er helt enig med deres beskrivelse af hende som værende et skrivegeni:

“Jeg er forankret, men jeg svæver” – Virginia Woolf

1 Comment

  1. Bedste bøger i 2018 – Ord fra en bibliofil

    marts 4, 2019 at 12:15 am

    […] En af de bøger, som gjorde størst indtryk på mig på børnefronten, var denne her samling med små biografier om forskellige fantastisk stærke kvinder verden over, som er fuld af de smukkeste illustrationer. Jeg lånte den første på biblioteket og sidenhen har jeg læst 2’eren, som jeg snart anmelder her på bloggen. Den er fuld af forfattere, musikere, dronninger, politikere og jamen altså, jeg kunne blive ved med at opremse alle de professioner, som kvinderne har i bøgerne. Jeg krydser allerede nu fingre for at der kommer endnu én i serien og i kan læse min anmeldelse af den første bog herovre.  […]

Leave a Reply