Ord fra en bibliofil

En anden gren af Jesper Wung Sung, 2017. Rosinante. Antal stjerner: 5/5

Hvor hengiven kan et menneske egentlig være og hvordan var det at leve som immigrant i København i starten af 1900-tallet?

Wung Sung tager sin læser med tilbage til København i 1902, hvor den unge kineser San Wung Sung er ved at ankomme til byen. En del af Tivoli er blevet indrettet til en udstilling om kinesere og San er en af mange, der er ankommet til byen netop for at være en del af udstillingen, nærmere sagt, fremvise et håndværk fra deres del af verden. En af dem, som besøger Tivoli, er Ingeborg Danielsen, der er bagerjomfru til daglig, men som ikke helt kan finde sig til rette i sit liv. Han kan ikke snakke dansk, hun kan ikke tale kinesisk, men på en eller anden måde formår de alligevel at forstå hinanden og de sniger sig til stjålen tid uden for Tivolis mure:

“Ja, død, svarer Henriette. Som i dødforelsket. Hold op. Og det er tydeligt, at du også er forelsket op til begge ører. Du går jo og stråler.

Henriette hiver hende på overarmen, og som trykker hun på en knap, giver Ingeborg sig til at stråle, det bedste hun har lært, optrukne mundvige og store øjne, som driller hun Henriette ved ikke at fortælle mere. Ingeborg bevarer masken, mens hun træder baglæns og tænker, kan man se det på mig? Kan man se dét på mig? Kan man så også se, hvad jeg har tænkt mig at gøre?

Det er først, da hun sikker på lokummet, at Ingeborg opdager, hvor forpustet hun er; sveden i nakken og de brændende kinder. Hun forsøger at beherske sin vejrtrækning, så siger hun højt:

Hvad er det i grunden, man kan se på mig?

Det er med bankende hjerte, at hun trækker den op af underkjolen og sætter den i skødet, i lyssprækken fra udluftningsristen. Græshoppen.”

Men San er ikke fri på samme måde som Ingeborg er og de andre kinesere i Tivoli kan godt fornemme, at hans tanker ofte er et helt andet sted end på deres arbejde. Sans ophold i Tivoli er ikke gnidningsløst, men Ingeborg venter tålmodigt på ham og mere end én gang. Hendes familie accepterer ikke hendes forhold til San og de er ikke de eneste i København, som har nogle mærkværdige forestillinger om kineserne. Der går rygter om, at de kvinder, som omgås kineserne, er halvkvinder, og så snart at folk finder ud af, at det er Ingeborg, som er sammen med San, bliver hun også behandlet anderledes. Da de andre kinesere tager hjem, bliver San i København og da det er svært at få fast arbejde, finder han andre ting at tage sig til, som for eksempel at gå rundt i byen:

“Han begynder at gå.

De første gange bevæger han sig på må og få, og hvor end San kommer hen, går tingene i stå. Havnearbejderne slipper, hvad de har i hænderne, og retter sig op; droscher stopper, og ansigter kommer til syne i vognvinduerne; handlende holder op med at faldbyde deres varer, og kunderne vender sig efter ham. Skikkelser hænger ud ad vinduerne, når San kommer gående. Børn både griner og græder, og af og til samler de sig som en larmende hale efter ham.

Der er også hundene. Idet San drejer om et hjørne på sin første gåtur, står en lang gul, ræveagtig hund foran ham. Den sænker snuden og knurrer truende. San standser ikke, hunden snapper efter ham og rykker så sidelæns i sikkerhed. Bag ham begynder den at hyle. Sådan fortsætter det. Nogle hunde hyler, andre glammer, når San kommer gående.

Hvor skal jeg gå hen?”

Men kan og ikke mindst vil det danske folk vænne sig til folk som San og hvad sker der med deres tosomhed, når der kommer børn ind i billedet?  

Historien om San og Ingeborg er en af dem, som jeg sent vil glemme. Wung Sung har skrevet deres historie på en sådan levende måde, at man som læser føler, at man går side om side med San, når han udforsker København og man venter sammen med Ingeborg i de ringe lejligheder, som de må bo i under svære tider i København. Det er en af de her bøger, som man ikke sådan japper sig igennem, for Wung Sungs beskrivelser af både hans karakterers indre liv og især de sanselige fremstillinger af deres omgivelser er omhyggelige og velskrevne. Læs den, hvis du er til stærke kærlighedshistorier, læs den, hvis du kan genkende følelsen om ikke rigtig at høre til og læs den, hvis du vil med på en tidsrejse til et både genkendeligt og på samme tid uigenkendeligt København.

Alt i alt en uforglemmelig historie om San og Ingeborg, hvis hengivenhed i medgang og modgang er beundringsværdig og det er fuldt ud fortjent, at Wung Sung har modtaget prisen De Gyldne Laurbær for denne bog.