Filmatiserede bøger – Roskilde Bibliotekernes Litteraturfestival 2018

Den første lørdag i marts havde jeg et ganske travlt program, men da Roskilde Bibliotekerne med stor sandsynlighed afholder endnu en litteraturfestival næste år, tænkte jeg, at et sent indlæg om det var bedre end intet. Denne gang var 2.gang, at jeg deltog i arrangementet – sidste gang var tilbage i 2016, som i kan læse om her. Dengang var der fokus på debutanter og i år var det så filmatiserede bøger. Jeg begav mig ganske tidligt afsted da jeg først skulle med toget fra Ringsted og der var en hel del sne den dag. Ovre i bibliotekets café sad der allerede en del, da man både kunne købe kaffe, juice og forskelligt mad.

Efterhånden som klokken nærmere sig 11.00, begyndte folk at samle sig omkring Scenen, hvor vicebibliotekschefen Peter Høybye (herunder) sagde velkommen til de fremmødte. Udover at forklare lidt om dagens program og hvordan at ikke alle filmatiseringer helt lever op til bøger og kravene fra forfatterne bag, så nævnte han et par eksempler herpå. Blandt andet hvordan forfatteren Dan Turèll gik efter sigende fra premieren af en filmatisering af en af hans bøger, da han mente, at Michael Falch var for ung til rollen og Høybye pointerede også, at det ofte er bogen, som er bedre end filmen (hvilket jeg er ganske enig i ret ofte egentlig – nogle gange ser jeg trailers til film inden jeg læser bogen for ikke at blive alt for skuffet over filmatiseringen).

Politikeren Manu Sareen (herunder) var den første forfatter, som fortalte om sine bøger om “Iqbal Farooq”. Den første bog om Iqbal havde Sareen givet titlen “Iqbal Farooq og den sorte Pjerrot” tilbage i 2006, men da filmen baseret på bogen udkom i 2015, havde den fået titlen “Iqbal & den hemmelige opskrift”. Sareen havde det heller ikke helt nemt med filmen, da han havde nogle helt klare idéer oppe i hans hovede om hvem der skulle spille hans karakterer. I alt er der lavet 3 film og den sidste kommer her i år (Sareen nævnte at de var netop nu ved at filme i Indien). Den 10. bog i serien er netop udkommet i denne måned, og Sareen fortalte, at “Iqbal Farooq i krise” også bliver den sidste i serien. Det er Iqbals far, som er i noget af en krise og det har noget med hans alder at gøre – han bliver nemlig snart 50 år (som Sareen også selv blev sidste år). En del fra bøgerne er faktisk baseret på virkelige hændelser og Sareen fortalte om denne her famillie fra Egypten, som havde en krokodilleunge med hjem og den befandt sig i køkkenet, da Sareen så den.

Sareen nævnte, at han er meget inspireret af Bjarne Reuter og dennes serie om Anders og hans familie og han kiggede sig omkring for at blive inspireret. Nogle gange skriver han andre folks historier, da de er “ret sjove” og et eksempel herpå var denne her historie fra Blågårdsgade, hvor en grønthandler havde bestilt lidt for mange colaer hjem, som i 700 rammer “eller sådan noget”, og Sareen hjalp med at bære dem op i lejligheden. Det tog han med i sin bog og forlaget synes at det var sjovt, men også utroligt. Og det er ikke kun oplevelser, at Sareen skriver ind i sine bøger – det er også folk, som han kender og indimellem genkender de dem selv i bøgerne. Og det er mange omkring ham opmærksom på efterhånden, så journalister spørger faktisk også tit, om de kan komme med i en bog (måske kan du gætte dig til hvem karaktererne Divya Pladask og Kim Bolleører er baseret på). Han har skrevet cirka 1 bog om året og gik tilbage til at snakke om filmatiseringerne. “Man sælger nærmest sin sjæl”, nævnte han, for man vil gerne være en del af det, og han havde en lille rolle i den første film med et par replikker, men “mine børn synes ikke at jeg spillede så godt”. I 2’eren havde han så ingen replikker, men spillede en politiker på rådhuset, der skulle være ret forskrækket, men de har ikke ringet til ham om den seneste film og han ville ikke selv ringe til dem for at få en ny rolle og da arrangementet fandt sted, var der kun 3 uger tilbage på filmsettet. Så ingen skuespillerkarriere til ham, hvilket han godt kunne forstå.

Roskiilde Bibliotekerne havde i forbindelse med arrangementet haft en kasse ovre på børnebiblioteket med spørgsmål og de blev nu bragt på bane. Det ene handlede om hvor gammel han var og der var endda et lille hjerte på seddelen. Sareen er 50 (som tidligere nævnt) og det næste handlede om hvor gammel han var, da han begyndte at skrive. I forbindelse med Kulturkanonen opdagede han, at der ikke var så meget for invandrerne og derfor besluttede han sig for at lave en Perkerkanon, men der var ikke så mange børnebøger. De sidste 11 år er det blevet til 23 børnebøger, heraf er nogle billedbøger, og han har ofte skrevet på ferier, da det er afstressende for ham (mange er også skrevet på fly, hvor han har haft en 8-10 timer til rådighed. Et spørgsmål handlede om hvordan han fandt ud af, hvem der skulle bo i opgangen og der svarede han “dem, der boede der i forvejen”. Sareen indskød her, at den gamle danske mand i opgangen faktisk minder om flere af hans danske venner og at han egentlig er meget rar og hans egen yndlingsperson. Hans omgangskreds var meget med i starten, og han har også skrevet sine børn ind i bøgerne, der ofte starter med, at Iqbal skal til skolepsykolog. I den sidste bog minder Iqbal meget om Sareen selv, der var lige sådan som barn og voksne Sareen forsøger også at forklare ham som barn, at “det hele er helt normalt”. Dernæst var der mulighed for at få bøger signeret, men jeg nåede istedet at læse lidt inden næste oplæg på scenen.

De næste på scenen var Per Juul Carlsen, der er filmanmelder på “Filmland” på DR og Linea Maja Ernst fra Weekendavisen, og som man kan se herover (og et stykke herunder egentlig), så havde de et slideshow med så publikum også kunne se videoer undervejs. Efterhånden er det ret ofte, at film er baseret på bøger og undervejs i dette Oscarshow var det helt fint med Carlsen og Ernst, at man klappede eller buhede undervejs. De havde lavet deres egne kategorier og den første var “Største visuelle genistreg baseret på et litterært forlæg”, og her var de nominerede “Ondskabens Hotel”, “Blade Runner” og “Call me by your name”, sidstnævnte havde Ernst netop skrevet en klumme om i Weekendavisen. Kubrick endte åbenbart med at blive uvenner med King ifm. “Ondskabens Hotel”, som vandt kategorien og vi så dette klip ude fra sneen, som Carlsen beskrev som en visuel stærk version.

Den næste kategori hed “Bedste realisering af en litterær figur på film” og her var de nominerede Phillipe Marlowe (i Bogart-udgaven), Harry Potter og James Bond. Ernst forklarede, at hun godt kan blive personligt fornærmet over casting nogle gange, men aura kan også overtage og man ser en skuespiller for sig medens man læser bogen. De beskrev hvordan Marlowe og Bond er ikoner fra et litterært univers, men at filmene om dem har skabt figurer som sådan (nogle James Bond er bedre end andre, erklærede de). Vinderen her blev Marlowe, som blev spillet af Bogart i “The Big Sleep” fra 1946 (læs mere her), som er klichefyldt men også knivskarp. (Og i øvrigt: Hvad er der med at oversætte titler dårligt nogle gange? På dansk hedder “The Big Sleep” åbenbart “Sternwood-mysteriet”). Så blev det tid til kategorien “Bedste film baseret på en sløj roman”, og her var “Dødens Gab”, “The Godfather” og Guillous “Ondskaben” nomineret (sidstnævnte var jeg faktisk ret vild med som film i mine teenageår, men har ikke fået læst bogen endnu). Spielbergs “Dødens Gab” blev beskrevet som “virkelig stærk” og Coppolas blev beskrevet som ikononisk (“ry for at være en elendig roman”, nævnte filmanmelderne). “Ondskaben”, som i kan læse mere om herovre, var ren ideologi og ikke overraskende blev vinderen af denne kategori Coppolas “The Godfather” og en fra publikum sagde kort og præcist om Brando: “Den replik, den stemme”.

Næste kategori blev “Bedste filmiske løsning på et kropumuligt litterært forlæg” og her var de nominerede “Orlando”, “Pi’s Liv” og “Orkidé-tyven” (der på engelsk hedder “Adaptations”). Ernst forklarede, at “Orlando” med Swinton i hovedrolle “skal man se” og hvis du ikke kender så meget til bogen af Virginia Woolf, kan jeg anbefale dig at læse om den herovre. Det er nemlig en ganske interessant klassiker, hvis jeg selv skal sige det. “Pi’s liv” er Yann Martel er uden tvivl en af de bedste bøger, som jeg nogensinde har læst og jeg var lidt spændt på, hvad dagens filmanmeldere ville sige til filmatiseringen af den. Selv elskede jeg den (især for dens sceneriske billeder) og Carlsen tog sin søn og et par af dennes venner med ind for at se den. De var betagede af de smukke billeder, men Carlsen erkendte, at de ikke talte så meget om det filosofiske aspekt. “Orkidé-tyven” havde jeg ikke lige hørt så meget om, men det er uden tvivl én, som jeg skal have set nærmere på (også bogen) og dette især efter at den vandt kategorien.

“Bedste film, der føles som en roman” var helt klart en af mine favoritkategorier denne dag. Her var de nominerede “The Hours” (endnu mere Woolf egentlig), “The Reader” og “Sense and Sensibility”. Førstnævnte er jeg i gang med at læse som små bidder i øjeblikket, da filmen er baseret på romanen af samme navn fra 1998 af Michael Cunningham. Nicole Kidman spiller Woolf, Meryl Streep en moderne Dalloway, men ved navn Clarissa Vaughan og Julianne Moore som ung kvinde i 1950’erne, som læser bogen “Mrs Dalloway” af Woolf (en ikonisk sætning fra denne bog er “Mrs. Dalloway said she would buy the flowers herself.”). “The Reader” er fra 2008 og den er baseret på Bernhard Schlinks bog “Der Vorleser” fra 1995. Ernst nævnte, at det er en fil, hvor man ved frygtelig meget om Winslets karakter (Kate Winslet spiller i øvrigt Hanna Schmitz, en tidligere vagt i en koncentrationslejr red.) og alligevel er vi sympatiske. Jeg kunne ikke være mere enig! Sidstnævnte er instrueret af Ang Lee, fra 1995 og bogen, som den er baseret på, er fra 1811 og af Jane Austen. Igen er det med Kate Winslet og også Emma Thompson og Alan Rickman (i en ikke-skurke rolle). En i publikum spurgte, om han var en skurk i Harry Potter, hvortil Ernst erklærede at han var “min sande helt”. Kategorien blev vundet af “The Hours” i øvrigt efter en diskussion om hvorvidt Meryl Streep kan bruges som verbum (“Han Meryl Streeper”, for eksempel). Vi så dette klip i øvrigt. 

Kategorien “Bedste film baseret på en tegneserie” blev næste kategori og her var “The Dark Knight”, “Persepolis” (af Ernst beskrevet som en eftertænksom tegneserie) og “Adele’s liv” nomineret. Det førte til en snak om superheltefilm, #metoo og hvad det havde kunnet gøre ved en film som “Adele’s liv” og vinderen blev “The Dark Knight”. Eftermiddagens næstsidste kategori var “Bedste filmatisering nogensinde overhovedet” og “Dommedag nu”, “Sult” og “Rumrejsen 2001”. Det må virkelig have været svært at begrænse sig i denne kategori, og især når man er 2, men det lykkedes! “Sult” blev den første nordiske film denne dag og Høybye, der nu befandt sig blandt publkum, fortalte, at “Sult” lægger sig tæt op af bogenm hvorimod “Dommedag nu”, der er baseret på “Heart of Darkness” af Conrad i en vis grad, er meget forskellige fra bogen. “Dommedag nu” vandt og der fik vi set det her klip. 

Sidste kategori blev “Mest eklatante destruktion af en helt okay roman” og så blev det endelig tid til en dansk film, da “Den kroniske usyld” var nomineret sammen med 2012-udgaven af “The Great Gatsby” og “Dune” fra 1983 (fuld af 80’er hår forklarede anmelderne). Førstnævnte fik en del dårlige anmeldelser, men var en publikumsucces og “The Great Gatsby” stod faktisk til at vinde, men dette klip fik anmelderne til at skifte mening og overbeviste mig om, at jeg skal se at få den læst og set. (Jeg har tidligere skrevet indlæg om “The Great Gatsby” og filmatiseringer af denne her). Oplægget lagde op til en virkelig god diskussion bagefter om blandt andet hvorfor “Babettes Gæstebud” ikke havde været nomineret, lidt om “Fight Club” og Ernst nævnte, at man også kunne have lavet kategorier som “Memorable Award”, Lindgren Awards og så videre.

Da filmoplægget var slut, blev der tid til at gå lidt rundt og kigge på bøger (der er en fantastisk reol på biblioteket med forsider, som jeg altid kigger forbi, når jeg er der) og efter at jeg havde fået lidt til fanen, fandt jeg hen til samme plads. Der var et oplæg, der blev aflyst nemlig, så derfor var der god tid til at kigge rundt. Den næste på programmet var Lene Kaaberbøl i samtale med Anette Øster (leder af Område Viden og Oplevelse og tidligere ansat på Rosinante/ Høst og Søn) og da Kaaberbøl var kommet direkte fra Bornholm på denne snedag, var der lidt forsinkelse og brug for the på bordet. Øster nævnte, at Kaaberbøl er “navnet (sagt med eftertryk red.) når det gælder dansk fantasy” og fortsatte med så at kalde hende Danmarks svar på J.K. Rowling. Bøgerne i fokus denne dag var serien om Skammerens Børn, hvor første bog “Skammerens Datter” udkom i 2000. Kaaberbøl er fra 1960 og allerede da hun var 15, debuterede hun (det har meget få gjort i den alder i Danmark, nævnte hun). “Tina og hestene” begyndte hun at skrive som 12årig, sendte den ind til forlag da hun var 13 og dengang læste hun også ganske mange hestebøger. “Man bliver det man spiser påstås det” og Kaaberbøl læste mange af bøgerne i den genre på biblioteket, men når hun var nået til 3.læsning af samme bog, blev det kedeligt og hun begyndte derfor at skrive.

“Det var den bog, der ændrede mit liv”, forklarede hun om “Skammerens Datter” og hun gik fra at være underviser på et gymnasium til fuldtidsforfatter. Den er oversat til 30 sprog og har 1 million købte (og stort set hele målgruppen kender den). I dag bruges den meget i skolernes 4.-5.klasser og Øster nævnte, hvordan den kunne være med til at forene frilæsning og pligtlæsning. Kaaberbøl forklarede, at den kan engagere sin læser og samtidig have et godt fortælletempo, og udover at beskrive den som fantasy, så nævnte hun, at det egentlig er en form for “skæv krimi” med sin spændingskurve. Det er det her univers langt væk, som ofte ses i fantasygenren, som gør, at den kan åbne op for blandt andet snakke om skilsmisse, da forældrene har det svært med hinanden og fortsatte med at fortælle om Dinah, som er skammer og dette er en helt speciel evne, men det gør også, at det er svært for hende at få venner. Kaaberbøl læste dernæst et afsnit op om Rosa, som meget gerne vil se Dinah i øjnene. “Det er efter min mening det bedste øjeblik i den bog”, sagde Kaaberbøl og Øster nævnte, at de ord også ramte hende.

Et andet spørgsmål til Kaaberbøl var “Hvorfor den evne?” til hvilket hun svarede, at det ikke ville have været et spørgsmål, hvis man havde mødt hendes mor. Selv var hun sådan helt “glasklar indtil jeg var 12-13 år” og at se hende i øjnene blev en del af en straf. “Du har hevet fat i noget, vi alle kan genkende” nævnte Øster og viste udgaven frem med Peter Madsens illustration på forsiden. Allerede nu er der planlagt en jubilæumsudgave med dyre illustrationer, og dengang ventede Kaaberbøl et helt år på Madsens tegning. Hun var allerede ved at skrive 2’eren inden den første udkom og egentlig var det meningen, at hun kun skulle skrive en trilogi, men “det var ikke noget, som jeg bestemte”, da karakterer stak af fra hende. “Jeg kæmpede hårdt for at få dem til at vende rundt, men det ville de ikke”, fortalte Kaaberbøl.

Østre Gasværk lavede den første bog om til et teaterstykke og i 2’eren er det så resten af bøgerne, som er lagt sammen. I filmprocessen var hun med inde over manus, men ellers klarede Anders Thomas Jensen det godt og selvom bogen er som et barn, nævnte hun, at den burde være som en bold, som er sjovere, når andre leger med og forklarede at hun er “vældig beæret” over at så mange vil arbejde med hendes bog. Der kommer 2 film mere, hvor 2’eren er meget baseret på bogen “Slangens Gave” og 3’eren skal samle det hele og er en del bygget på “Skammerkrigen”. Dagens sidste spørgsmål kom fra en pige på 10 år, som spurgte, hvor idéerne kommer fra og Kaaberbøl erklærede at “mit hovede står simpelthen aldrig stille”. Hun kan ikke slukke for det med idéer og netop nu er hun også ved at skrive noget. Øster afsluttede samtalen med at kalde bogen for en nyklassiker, som uden tvivl også kan læses om 20 år og som ifølge Øster er på niveau med “Brødrene Løvehjerte”, som den ofte får hende til at tænke på, her især karakteren Skorpan (på dansk Tvebak). Derefter blev der tid til at få bøger signeret.

Efter en kort pause blev det tid til at få Jens Blendstrup på scenen, som jeg faktisk endnu ikke tidligere havde set snakke om hans bøger. Sikke en oplevelse! Filmatiseringen af hans bog “Gud taler ud” fra 2004 fik premiere sidste efterår og han havde valgt at begynde med en form for dialog med en fiktiv Roskildeborger og en kvindelig én af slagsen. Han debuterede i en alder af 36 år og der gik så 13 år fra bog til film. Det er fuldstændig umuligt at gengive den del af Blendstrups snak, men denne video giver en god idé herom. Jeg var også flad af grin det meste af tiden i øvrigt. Han kom dog lidt ind på Søren Malling og hvordan han havde været med til filmvisning i Korsør sammen med Blendstrups bror. Så blev snakken mere seriøs og han fortalte, hvordan at den var blevet filmatiseret i Aarhus, nærmere sagt Risskov, som også er der hvor Blendstrup selv er fra. Da han begyndte at skrive på hans bog, lå den stort set klar og han brugte kun 3 måneders tid på at skrive den. Han læste lidt op fra bogen og var fantastisk god til at ændre stemmer undervejs.

En af de andre i publikum fortalte om en scene, hvor drengene leger med skibe og at respekten og kærligheden var stærk til faren alligevel trods omsorgssvigten. Blendstrup forklarede, hvordan man som søn af nogen både rummer “kærlighed og had for nogen”, Han skrev faktisk bogen kort efter farens død, hvor han både var præget af sorg, lettelse og savn på samme tid. En bibliotekar i publikum nævnte “Den, der lever stille” og hvordan denne er skrevet efter hendes mor døde og ledte det hen til et spørgsmål om hvorvidt Blendstrup i mange år vidste, at han ville skrive denne bog. “Lige siden jeg tabte til ham i Matador første gang”, nævnte han og det at begge hans forældre var døde gav ham en enorm frihed til at skrive bogen. Han forsøgte faktisk også medens hans far stadig levede. Han læser ofte humoristiske scener op, når han er ude til arrangementer og bruger faktisk humoren til “at hamre ned i smerten”. Hans brødre lever dog stadig og et spørgsmål lød på, hvordan de oplever hans bog. Hans ældste bror blev “sindssyg sur”, men ringede til ham en nytårsaften og tilgav ham for falsk erindring. Nu mødes de engang imellem og snakker om “tiden, der var” og hans anden bror ville faktisk bare gerne have en 2’er (som kommer efter novellesamling, erklærede Blendstrup). Alligevel havde han en knude i maven de 2 første gange, at han så filmen, men 3.gang var det med hans brødre, som grinte undervejs og det hjalp. “I det øjeblik, at det bliver mest personligt, der bliver det almenmenneskeligt”, forklarede han og fortalte, at han faktisk nåede at tale en del ting igennem med hans mor inden hun døde. En af de små ting, der ikke helt fungerede for ham i filmen, var Mallings sprog, da det var meget som en arbejder, hvor Blendstrups far var akademiker. Efter lidt mere oplæsning og en indskydelse om en scene med pyjamasbukser med huller, som faktisk blev redigeret ud og som sneg sig ind igen, blev det tid til at gå videre til Udsigten, hvor der ville være chips, snacks og vin.

Sidste punkt på dagsordenen blev kåringen af vinderen af novellekonkurrencen, hvor Heidi Korsgaard og Mette de Fine Licht havde været dommere. Øster, der havde interviewet Kaaberbøl, opsummerede dagens begivenheder inden dommerne fik ordet og fortalte om alsidigheden af bidrag og her især at der var et vidt spænd aldersmæssigt. Vinderen blev Liv på 12 år , der havde skrevet novellen “Log Ind Liv”, som i kan læse lige her. Den læste hun op for publikum virkelig flot og så var dagens arrangement ellers slut. I kan læse lidt om Liv lige her og hvorfor det lige var hende, som løb med sejren her i år. Jeg kan varmt anbefale at holde øje med Roskilde Bibliotekernes arrangementer og ser allerede nu frem til næste års litteraturfestival.

Leave a Reply