Månedlige refleksioner – April

Det er sjovt at se, hvor meget vejret kan ændre sig på en måned. Hver gang at jeg skal til at skrive de månedlige refleksioner, kigger jeg på hvad jeg skrev i det seneste af den slags indlæg og sidste gang berettede jeg om sne. Siden da er anemonerne begyndt at titte frem, der er kommet skud på buske og træer og der har været lune dage, hvor man kunne sidde udenfor og læse. Igen har der været tid til familiehygge, cykelture her i Ringsted, et par ture til København (både til workshops og til forfattermøder) og ikke mindst tid til at deltage i Dewey’s Readathon. Jeg fik ikke læst helt så meget som forventet, men jeg finder også altid flere bøger frem end jeg når igennem, så jeg ikke ender med at skulle udvælge en tilfældig fra reolen midt om natten. Det var som altid virkelig hyggeligt og nu lider jeg lidt af #Mitfordblues efter Mitford-mordene var læst færdig, og heldigvis havde jeg en af Nancy Mitfords bøger hjemme hos mine forældre. Jeg har faktisk også skrevet endnu et indlæg ovre på Plusbogs blog, nemlig om bøger til konfirmander, som i kan læse lige her. Men her er lidt om månedens læsning:

Antal sider:

2,085 sider (plus lydbogen “Kidnapning” af Bjarne Reuter på omkring 3 timer.)

Antal læste bøger:

6 (2 graphic novels, 1 historisk krimi og 3 romaner)

Antal hørte bøger:

1 børnebog

Månedens citat:

“Ja, død, svarer Henriette. Som i dødforelsket. Hold op. Og det er tydeligt, at du også er forelsket op til begge ører. Du går jo og stråler.

Henriette hiver hende på overarmen, og som trykker hun på en knap, giver Ingeborg sig til at stråle, det bedste hun har lært, optrukne mundvige og store øjne, som driller hun Henriette ved ikke at fortælle mere. Ingeborg bevarer masken, mens hun træder baglæns og tænker, kan man se det på mig? Kan man se dét på mig? Kan man så også se, hvad jeg har tænkt mig at gøre?

Det er først, da hun sikker på lokummet, at Ingeborg opdager, hvor forpustet hun er; sveden i nakken og de brændende kinder. Hun forsøger at beherske sin vejrtrækning, så siger hun højt:

Hvad er det i grunden, man kan se på mig?

Det er med bankende hjerte, at hun trækker den op af underkjolen og sætter den i skødet, i lyssprækken fra udluftningsristen. Græshoppen.”

En anden gren af Wung Sung

Arrangementer:

I april måned nåede jeg faktisk både at være til Booktalk på Ringsted Bibliotek, hvor jeg fik virkelig god inspiration til både engelske bøger, debutanter, filosofiske og faglitterære af slagsen, et arrangement med selskabet IBBY om “Om de brune og hvide i børne- og ungdomslitteratur” inde på Hovedbiblioteket på Krystalgade og sidst, men ikke mindst var jeg inde på Politikens Forlag for først at møde Jesper Holm og Zornig/Lindholm og på månedens sidste dag mødte jeg Celeste Ng (kvinden bag “Små Påsatte Brande”). Begge forfattermøder skriver jeg om ganske snart.

De bedste bøger:

En anden gren af Wung Sung. Efterhånden har jeg læst et par af Wung-Sungs bøger, men denne her var helt speciel på den fantastisk interessante måde, og den handler om hans oldeforældre, der havde en ganske unik historie og sidste år vandt han i øvrigt prisen “De Gyldne Laurbær” for den. Anmeldelse kommer denne uge.

Mitford-mordene af Fellowes. Hemmeligheder, et mord, Mitford-familien og 1920’ernes England samlet i én bog? “Right up my alley”, som man ville sige på engelsk. Ordene “historisk krimi” beskriver den nok bedst og jeg kan stærkt anbefale den allerede nu til fans af “Downton Abbey” og den periode (Hun har faktisk arbejdet på den serie sammen med sin onkel Julian Fellowes).

Små påsatte brande af Ng. Jeg havde med vilje undgået at læse anmeldelser af denne bog, før jeg læste den, men havde ganske høje forventninger og især fordi at jeg så, at den skulle filmatiseres af Reese Witherspoon. Den handler om 2 familier i byen Shaker Heights i USA, som er hinandens modsætninger og deres liv hvirvles alligevel sammen og stemningen bliver kort sagt presset og letantændelig.

Den femte Beatle af Tiwary. Det her var en af de graphic novels, som jeg læste til readathon og den fortæller historien om Brian Epstein, som var manager for The Beatles dengang, hvor det hele begyndte at tage fart. Jeg havde godt hørt lidt om Epstein, men aldrig vidst hvad hans rolle egentlig var.

Asymmetri af Halliday. Den unge forlagsansatte Alice møder den noget ældre prisvindende forfatter Ezra Blazer på en bænk, Amar Ala Jaafari kæmper for at komme ud af Heathrow Lufthavn og videre til Irak for at besøge sin bror og Ezra Blazer deltager i et radiointerview. De tre dele hænger sammen, men på en ganske underfundig vis og i kan læse anmeldelsen her. 

Alt i alt:

Så kom foråret endelig og jeg ser frem til at få læst endnu mere i vores have. Travl måned i forhold til marts og så alligevel med god tid til fordybelse i bøger og kreative projekter. Det har været nogle helt fantastiske eftermiddage inde i København og denne måned er netop startet virkelig godt, nemlig med et besøg hos min mormor og bliver i morgen efterfulgt af en tur til Moesgaard Museum med et par veninder fra studiet. Maj byder på endnu et forfatterarrangement, denne gang på Gads Forlag og jeg er stille og roligt ved at få indhentet arrangementsbeskrivelser og anmeldelser, som i måske kan fornemme. Den kommer til at stå på mere jobsøgning og flere workshops, men transporttid er altid god tid for mig at læse, så det er en win-win situation uden lige. Men i maj skal der være også være plads til endnu flere cykelture i lokalområdet, flere bøger end i april og ikke mindst mere hygge med venner og familie.

Hvad med jer? Deltog I i readathon og har i læst nogle gode bøger denne måned?

Leave a Reply