På Glyptoteket med Anne-Marie Vedsø Olesen og Politikens Forlag

Så fik jeg fundet noterne frem fra en helt fantastisk interessant tirsdag eftermiddag i godt selskab tilbage i starten af februar. Politikens Forlag havde forud for udgivelsen af Vedsø Olesens “Lucie” inviteret bloggere ind forbi Glyptoteket for at høre om bogen og selvfølgelig møde forfatterinden bag. Jeg mødte faktisk Vedsø Olesen den første gang, at jeg nogensinde besøgte Politikens Forlag og jeg begyndte at læse “Lucie” så hurtigt som jeg fik tid til det og faktisk manus indtil den fysiske bog kom hurtigt efter jeg havde vendt første side. Jeg havde et par andre ærinder inde i byen den dag (blandt andet fik jeg set “Wonder” i Palads) og jeg mødtes med Sascha fra bloggen “Livet i Dukkehuset” inde på Hovedbanegården, så vi kunne gå ned til Glyptoteket. Sidst jeg var derinde, var det for at interviewe McFarlane og der fik jeg ikke rigtig tid til at gå rundt, så jeg var temmelig spændt på, hvad Vedsø Olesen kunne fortælle om diverse samlinger.

Vedsø Olesen var allerede ankommet, da vi nåede frem og sammen med pressemedarbejderen Vicki og redaktøren Helle, som jeg også har mødt en del gange efterhånden. Lidt efter lidt blev vores lille gruppe større og større og vores rundvisning kunne begynde. Vedsø-Olesen har tidligere arbejdet derinde som museumsvagt og fortalte undervejs på vej hen mod den ægyptiske samling. Jeg kom til at gå ved siden af en kvinde med en meget rød hue, som jeg ikke tidligere havde mødt og ret hurtigt fandt jeg ud af, at det var Jette Svane, som stod bag coveret (der i øvrigt er helt fantastisk, som i kan fornemme her) og da vi nåede hen til den ægyptiske samling, blev det blandt andet tid til at høre om Seth, hvis historie Vedsø Olesen tog fat i trilogien kaldet “Gudestorm”, som består af bøgerne “Djævelens kvint”, “Tredje Ikaros” og “Gudernes tusmørke” (udgivet i årene 2002-2007). Hun har gendigtet hans historie og forklarede hvordan hun lod ham vågne op på Glyptoteket og lod ham flyve igennem det lokale, som vi stod i. Hun fortalte historien om Seth og hans bror Osiris, som også er med i operaen “Tryllefløjten”, der fik hende hen til denne ægyptiske mytologi. Alle tre bøger i serien handler om denne mytologi og billedet herunder er i øvrigt Vedsø Olesen og Seth-figuren. 

Så blev det tid til at gå videre til guldaldersamlingen, som er oppe ovenpå. Her stoppede vi blandt andet ved Thorvaldsens figur af Odin, hor han har ulve ved sin side og ligeså ravne. Man kan faktisk godt se, at folk aer denne figur (det er værd at bemærke næste gang du skal derind) og Vedsø Olesen indskød som en kort sidebemærkning, at det her uden tvivl er hendes “vildeste roman” hidtil. Vi gik videre ind mod flere museumsgenstand og ned ad en form for smal gang, hvor der var virkelig fin udsigt over Vinterhaven og havnede dernæst i et rum med mørkeblå vægge og hvor man kunne se en frise med Balder-myten. Det er faktisk en af dem, som jeg bedst husker fra den nordiske mytologi (måske har det noget med Valhalla-tegneserien at gøre, måske noget med julekalenderen “Jul i Valhal”), hvor han bliver ramt af en mistelten i form af en pil. Det er den tyskfødte danske kunstner Hermann Ernst Freund, som står bag den (i kan i øvrigt se den herovre) og Vedsø Olesen forklarede hvordan han egentlig havde digtet ret frit, da han lavede den. Engang hang der også en frise med ragnarok ovre på Christiansborg, men den gik desværre til grunde under en brand.

Eckersberg-rummet blev det næste, hvor der stod en figur af Thor og hans hammeren, som også spiller en ret central rolle i bogen. Lucie dræber nemlig en ung fyr helt i starten af bogen og tager den thorshammer, som han har om sin hals, med sig, da hun drager afsted mod Norge sammen med Casper og Martin. Vedsø Olesen er selv vant til at komme på festivalen Copenhell, hvor bogen også begynder og fortalte at der er mange derude som render rundt med en thorshammer om halsen og når det gælder opførsel på festivalen, fortalte hun, at det er de “sødeste folk”. Vi fortsatte vores tur videre ind til det næste rum, hvor der var en Loke-figur, som Vedsø Olesen beskrev som en lidt speget type med mærkelige råd, men som også for hende er den “mest interessante i nordisk mytologi”. Han er lidt som en slags sæbe, som man ikke helt kan få fat i og både far til Midgårdsormen og Fenrisulven (det er også ham som havde en afgørende rolle i drabet på Balder i øvrigt).

Vi gik videre til en figur af Valkyrien, som var lidt for yndig ifølge Vedsø Olesen, hvilket ledte hen til en snak om at kvinder faktisk står ret stærkt i den nordiske mytologi og lige for tiden er der faktisk en ret stor interesse for tiden, heriblandt tv-serien “Vikings” (som jeg faktisk endnu ikke har set, men min nysgerrighed blev bestemt vækket efter denne eftermiddag).  Idun og hendes æbler blev den sidste skulptur på rundvisningen, og Vedsø Olesen fortalte historien hvor Loke laver narrestreger som i kan læse lige her. Sidste stop på vores rundvisning var Festsalen, som er et helt fantastisk smukt rum der har skulpturer hele vejen rundt. Nedenstående billede og de to ovenover er alle inde fra Glyptoteket, som jeg varmt kan anbefale at besøge, hvis man er en tur i København. Tusind tak til Glyptoteket for at vi måtte tage billeder derinde.

Dernæst gik turen hen til forlaget, hvor jeg fik en god snak med Ulla fra Bogliv.dk (som interviewede Vedsø Olesen på Krimimessen i øvrigt) og efter at vi havde besejret den smalle trappeopgang på vej op til kontorerne på forlaget, var der dækket op til en rigtig hyggelig aften, som i kan se herunder. Da grafikeren Svane startede på coveret, begyndte hun at lave en form for moodboard. Titlen er faktisk en frise, hvis man ser godt efter og bogen i sig selv samt tv-serierne “Game of Thrones” og “Vikings” var især inspiration til forsiden. Svane havde faktisk ikke set “Game of Thrones” tidligere, men begyndte på det da hun fik denne opgave. Vandet er et helt særligt element i bogen, og dette afspejles også på coveret, hvor Lucie er hævet over vandet og “det er ren sans”, erklærede Svane. (Bonusinfo: Det er også Svane som står bag omslaget til Egholms nyeste bog “Jeg finder dig altid”).

Arrangementet her var inden udgivelsen af “Lucie” og allerede på det tidspunkt var flere store interviews i aviserne linet op og hun har oplevet en virkelig stor interesse for bogen, som er helt anderledes. Selvom bogen starter i et realistisk univers, så er den alt andet end sædvanlig og et særligt element er kannibalismen, hvor Lucie optager sjæleliv ved at spise hendes ofre. For Vedsø Olesen udsprang dette af en trang til at skrive om udødelighed og hun var ret inspireret af værker som Woolfs “Orlando” og Rice’s “The Vampire Chronicles”. I bogen kan man fornemme en tomhedsfornemmelse, og dette var også en fornemmelse, som Vedsø Olesen selv kunne nikke genkendende til. Hun havde selv en periode, hvor hun følte, at hun havde oplevet så meget og manglede simpelthen begejstring og udgangspunktet blev “Hvad hvis man har oplevet det hele?”.

Når man læser “Lucie”, er det ganske tydeligt, at der har været meget research bag og dette involverede både deltagelse på Copenhell (hvor Vedsø Olesen sædvanligvis er gæst) og også en tur til Trondhjem, hvor hun kørte den tur, som hendes karakterer går. En del gange i bogen er der svampehallucinationer, som fik “lov til at løbe helt vildt med vilje” og her kom Vedsø Olesens baggrund ind, da hun er uddannet læge. Hun fandt chatsider, hvor unge mennesker snakkede om deres oplevelser og hvordan man gjorde og f.eks. havde nogle set dinosaurer på landet i Jylland. Så kort sagt: Meget kan ske i en hallucination. Ikke tidligere er jeg stødt på en karakter som Lucie, og selvom hun er virkelig grusom på nogle punkter, så holder man alligevel lidt med hende og det var også noget af det, som Vedsø Olesen virkelig lagde vægt på. Hun skulle være identificerbar og patosfyldt og det med at Lucie har levet i 1000 år gav hende mulighed for virkelig at skabe en karakter med tyngde. Hendes karakterer lærte hun at kende undervejs og kom til at holde så meget af en karakter, at han ikke blev dræbt halvvejs som først forventet, men fik lov til at være med lige til det sidste. Læseren lærer også karaktererne at kende undervejs og det var faktisk redaktøren som foreslog, at bogens fugle skulle sige noget sært i stedet for banaliteter. Idéen til bogen kom tilbage i 2012, men hun skulle lige skrive “Mordersken” færdig først (som var sidste del i en trilogi) og denne her blev så færdig i sommers.

At Vedsø Olesen er meget interesseret i mytologi, blev hurtigt meget tydeligt for hele gruppen, som var med ovre på Glyptoteket og dette gælder både den ægyptiske, den nordiske og faktisk også englemytologien. Denne her idé om den faldne engel ses også i “Det Gyldne Kompas” af Pullman, som hun er meget glad for og hun ser også op til Stephen King, som en forlagsmedarbejder engang sagde, at hun skulle skrive mere som. “Han er sindssygt dygtig”, nævnte hun og det er især i sproget, at han for hende er et forbillede. Når hun skriver, tager hun det som det kommer og hun vidste, at en hændelse på et herberg i bogen var det absolutte point of no return. I skriveprocessen har hun også kunnet mærke, at hendes sprog er blevet mere litterært end tidligere og Stavnem nævnte faktisk, at det er “som om at du er kommet hjem” til Vedsø Olesen. Et andet forbillede, som også selv arbejder med mytologier, er Neil Gaiman og hun anmeldte faktisk hans “Nordisk Mytologi” i Politiken. “American Gods” af Gaiman er også blevet til en tv-serie og hun beskrev det som “det store amerikanske epos på en eller anden måde” (hvilket virkelig gav mig lyst til at få læst mere generelt af Gaiman).

Netop nu vil hun gerne selv skrive en stor fantasy-serie for voksne og måske med nogle mytologiske elementer. “Så du er i gang med at lave din egen genre?”, spurgte Svane og Vedsø Olesen virkede ikke helt afvisende overfor dette, men ville gå hjem og tænke over det. Selv har jeg været utrolig fascineret af denne bog og håber på, at hun fortsætter (og vil indtil næste bog få begravet mig lidt i hendes andre serier, som i kan læse om her). Så blev det tid til at runde aftenen af og jeg var bestemt ikke den eneste, som skulle have min bog signeret, som i kan se herunder. Tusind tak for invitationen til arrangementet til både Vedsø Olesen, Politikens Forlag og Glyptoteket. Jeg ser allerede nu frem til at se hvad det næste bliver fra Vedsø Olesens hånd 🙂

Leave a Reply