Ord fra en bibliofil

Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen, 2018. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

Hvad kan der ske med underbevidstheden, hvis man ryger opium og hvordan kan man eksistere i tusind år?

Vedsø Olesen tager sin læser med under armen i denne bog og drager på noget af en rejse, både tilbage i historien men også ind i en ganske speciel underbevidsthed. Lucie er ikke som alle andre, der går rundt på denne jord. Hun har levet i tusind år og vi møder hende første gang, da hun går rundt ude på metalfestivalen Copenhell på Refshaleøen i København. Hvor de fleste festivaldeltagere kun tænker på musikken, så har Lucie også noget andet i tankerne. Hun har et ganske særligt behov, som der skal dækkes og hun inviterer en ung fyr med en torshammer om halsen forbi hendes telt:

“Her og nu havde jeg kun mine sædvanlige primitive metoder. Sovemedicin, reb, knebel og kniv.

De stærke, saftige muskler først. Lår og baller var bedst, store lunser af kødfyldt energi, der fyldte mig med strittende kraft.

Jeg skubbede fyren om på maven og skar et rent, dybt snit i den højre balle. Blodet vældede frem, glinsende rød væske farvede huden og løb ud over mine hænder og regnslaget og ned på madrassen.

Den unge rørte på sig, men vågnede stadig ikke.

Jeg begyndte at slikke blodet op. Min tunge gled hen over huden, blodet var varmt og sødligt og sendte prikkende fornemmelser gennem mig.

De første små sus.”

Og det er ikke første gang, at Lucie æder menneskekød. I løbet af hendes tid her på jorden har hun faktisk levet som kannibal, hvorpå hun optager ofrenes sjæleliv på en ganske særlig vis. Da hun vender tilbage til publikum, møder hun Casper, som er fascineret af hende fra første sekund, at han ser hende og pludselig er de to og Caspers ven Martin, som er en nørdet religionshistoriker, på vej til Norge. De har planlagt at tage på pilgrimsvandring til Trondhjem, hvis fjord har en ganske særlig betydning for Lucie. Denne fjord steg hun op af for tusind år siden, men turen bliver slet ikke som forventet. Mændene, som kun kender brudstykker af hendes historie, er ikke så almindelige, som hun først tror; Martin kan snakke med fugle og Casper får en slags visioner efter at han har røget opium med Lucie inden de forlod København:

“Vinger virrede i tusindvis. Han stod i et kryds af uendelig mange stier, og han betrådte den alle samtidigt. I alle retninger flaksede fuglene omkring ham, tornadoer af ravne, og han var orkanens øje, Odins øje, og ravnene fløj op i luften og blev til hære over hæren, menneskene myrdede løs på jorden, og ovenover filtredes vinger mod vinger.

Slaget var både fortid og fremtid, vidste han uden at kunne forklare det, og kongens død det evige omdrejningspunkt.

Lucie var blandt vingerne, hun var lyset, og hun var mørket, og hun blev forkastet. Hun løftede hånden mod spyddet. Så tøvede hun. Afgørende.

Hvorfor tøvede hun? Tænkte han.

Hun var ild og luft og blev til vand og jord, et mørkt væsen.”

Men er det muligt at slippe fra et gerningssted uden at efterlade vidner og hvor meget kan vores underbevidsthed fortælle os om ting, som er sket og ting, som endnu ikke er sket?

Wauw siger jeg bare! Wauw! Kender i til de der læseoplevelser, hvor man forventer at et par ting sker ud fra bagsideteksten, men undervejs når man at opleve meget mere end man havde regnet med? Sådan en oplevelse havde jeg, da jeg læste denne bog. Blandt andet giver Vedsø Olesen læseren tre synsvinkler på samme forløb samt at vi som læser får mulighed for at lære karaktererne at kende gennem hver deres refleksioner og iagttagelser. Denne spændingsroman er tilsat en god portion nordisk mytologi og det fungerer fantastisk godt.

Alt i alt en velskrevet og enestående spændingsroman, som er fuld af mytologiske og historiske figurer og som bestemt ikke er for sarte sjæle.