Ord fra en bibliofil

Lillefingeren af Jesper Wung-Sung og Otto Dickmeiss, 2017. Høst og søn. Antal stjerner: 5/5

Hvordan kan en lillefinger forsvinde og hvor skal man lede efter sådan en forsvundet finger?

Jesper Wung-Sung og Otto Dickmeiss fortæller her historien om brødrene Arne og Finn, som begiver sig ud på noget af en færd, da Finn en dag kommer ganske fortvivlet ind på storebror Arnes værelse med en trøje om hans hånd. Han fortæller at hans lillefinger er væk og og da deres forældre er på arbejde, må Arne træffe en hurtig beslutning og beslutter sig for at begive sig afsted sammen med Finn, selvom ingen af dem rigtig ved, hvor de skal gå hen:

“Finn aner ikke, hvor lillefingeren er blevet af, og Arne aner ikke, hvor de skal lede. De går ud i det blå. Finn snøfter højt for hvert skrift, og Arne er allerede træt i benene. Arne stopper op og føler, at han bliver nødt til at sige noget både venligt og klogt.

“Blev du forskrækket?” spørger han.

“Forskrækket over hvad?” spørger Finn.

“Det er lige meget,” siger Arne. “Når et firben bliver forskrækket, taber det halen – og halen forvirrer fjenden – og firbenet når at stikke af. Det er en afledningsmanøvre. “

Finn bliver helt rød i ansigtet.

“Jeg har ikke tabt nogen hale! Jeg har tabt min lillefinger!”

De kommer vidt omkring og må tænke ganske kreativt, for ingen af dem har prøvet at miste en finger før. Blandt andet kommer de forbi en pølsemand, som har butikken Pølse-paradiset”, men selvom han har pølser i alle mulige størrelser og farver, så har han ikke Finns lillefinger. De kommer også forbi en rockerborg, hvis rockere virker ganske farlige ved første øjekast. De er temmelig store, bærer sorte læderveste og lederen ligner en stor hårløs gorilla. Men selvom det når at se ganske sort ud for de to drenge, så lykkedes det dem alligevel at komme ud derfra uden et eneste krummet hår på deres hoveder. Men der fandt de heller ikke lillefingeren, så de må videre:

“”Skal vi derind?” spørger Finn og glor op og ned ad slottet og fra det ene forgyldte tårn til det andet.

“Hvis vi skal ha’ fat i din lillefinger, “ siger Arne. “Og det skal vi.”

Arne går først ind ad den kongelige port, ligesom han går forrest op ad vindeltrappen med diamantbesat gelænder.

Arne og Finn træder ind i en sal så stor som en fodboldbane dækket med guld på gulv, vægge og loft. I midten sidder kongen, dronningen og de to prinsesser og drikker te. Hver gang de drikker, kan man se deres strittende lillefingre. Prinsessernes lillefingre er endnu ikke helt lodrette, men kongen og dronningens står lige op i luften.”

Men hvad er der egentlig sket med Finns lillefinger og vil han nogensinde få den sat på igen?

Wung-Sung og Dickmeiss har her fortalt en tænksom historie om to brødre, som hjælper hinanden så godt de kan og hvis modighed på denne færd efter lillefingeren er ganske bemærkelsesværdig. Dickmeiss’ noget dystre og til tider rædselsvækkende illustrationer passer helt perfekt Wung-Sungs ord og uden tvivl er det en bog, som både børn og forældre får noget ud af. Ovre på mit bibliotek stod den under højtlæsningsbøgerne og niveaumæssigt egner den sig også til selvstændig læsning for 9 år og opefter.

Alt i alt en tænksom børnebog om brødrene Arne og Finn, som må ud på noget af en færd for at lede efter Finns lillefinger og som opdager, hvor betydningsfuldt det er at have søskende, som er der i lyst og her særligt i nød.