Gigi af Sidonie-Gabrielle Colette

Gigi af Sidonie-Gabrielle Colette, 1971. Grafisk forlag. Opr. udgivet med samme titel i 1945 på fransk. Antal stjerner: 4/5

Kan kærlighed godt opstå efter mange års bekendtskab?

Denne fine lille historie handler om Gilberte, som er næsten 16 år gammel og bedre kendt som Gigi. Hun bor sammen med sin mor og bedstemor i Paris og her forsøger de at opdrage den unge pige så hun bliver en ordentlig dame. Udover indflydelsen i hjemmet modtager hun undervisning hos tante Alicia, som selv var ganske eftertragtet i sin unge alder. Hun vokser op uden sin fader og er ganske stædig, når det gælder påklædning og opførsel.

I huset kommer den unge mand Gaston Lachaille kommer dog jævnligt på besøg og Gigi’s forhold til denne mand bliver som var de onkel og niece. Han lader hende låne hans bil, så hun kan blive kørt hen til tanten og hun får lov at spille kort med ham. Gaston er en ganske populær fyr ude i byen og gennem historien hører vi om flere forskellige kærlighedsaffærer – dog uden succes. Men han får en ny pige i kikkerten i historien og han giver ikke op så let.

Første gang jeg stødte på denne roman var, da jeg opdagede, at filmen af samme navn med Leslie Caron faktisk var baseret på en bog og den er både blevet filmatiseret samt dramatiseret flere gange sidenhen. Det er en ganske sød lille roman på lige under 100 sider, som viser, hvordan det var en prioritet at opdrage sine døtre, så de kunne gøre sig godt i selskabslivet og det er tydeligt at romanen er af ældre dato – den blev faktisk udgivet i 1945 og en del er sket siden da.

Colettes forfatterskab er ikke blandt de bedst kendte i Danmark og dette er en skam, da hun er rigtig god til især at beskrive det parisiske miljø og hun har skrevet flere gode romaner med unge piger i midten.

Jeg kan bestemt anbefale denne lille sag til både unge piger, som mangler et andet aspekt på livet og til dem som er interesserede i kvinderoller i Frankrig.

3 Comments

  1. Rikke Møller

    januar 15, 2015 at 8:46 pm

    Hvor lyder den dog fin og anderledes – og hvor er dit billede bare yndigt 🙂

    1. Ann-Kristine

      januar 15, 2015 at 10:56 pm

      Mange tak, Rikke. Colettes forfatterskab kan jeg helt klart anbefale – hun skriver både romaner, fortællinger og noveller 🙂

  2. Nye film om forfattere og film baseret på bøger – Ord fra en bibliofil

    februar 12, 2019 at 10:46 pm

    […] spiller hovedrollen i denne film om den franske forfatterinde Colette (jeg har tidligere anmeldt denne bog, som blev filmatiseret som musical i 1958), som levede fra 1874 til 1954 og efter at have set […]

Leave a Reply