Ord fra en bibliofil

So Long, Marianne af Kari Hesthamar, 2015. Anmeldereksemplar fra forlaget EC Edition. Opr. udgivet i 2014 under samme titel. Antal stjerner: 4/5

Hvem er Marianne Ihlen og hvordan kan man finde sin egen identitet, hvis man hele tiden presses til at skulle finde den?

Hesthamar har med ”So Long, Marianne” forfattet en bog om Leonard Cohens ekskæreste Marianne, som sangen af samme navn er dedikeret til. Marianne Ihlens ungdomsår er i fokus her, hvor hun mødte den jævnaldrende forfatter Axel Larsen hjemme i Oslo og sammen drog de afsted mod den græske ø Hydra, hvor Axel skrev på sine bøger:

”Axel skrev intenst fra morgen til aften. Når Marianne følte, hun ikke kunne følge med i Axels hurtige tankegang og impulsive handlinger, flygtede hun ind i den rolle, hun vidste, hun mestrede: rollen som husmor. De var som nat og dag. Hun var praktisk og havde det bedst, når dagene var forudsigelige. Han svævede i skyerne, levede for sit arbejde og ville sprænge rammerne både i litteraturen og i livet.”

Forholdet mellem Marianne og Axel er ikke stabilt, men lidt bedre bliver det, da Axel frier og de bliver gift. Marianne har lidt svært ved at finde ud af, hvad hun egentlig vil, men det gør tilværelsen på Hydra lidt bedre, at der også er andre udenlandske forfattere og kunstnere. Axel forlader hende kort efter, at de er blevet forældre og en dag, hvor Marianne er nede i den lokale købmandsbutik, spørger en mand hende, om hun vil gøre ham og hans venner selskab og hun siger ja. Manden var Leonard Cohen og de begynder et forhold, som er langt mere stabilt end ægteskabet med Axel, som dog stadig er i hendes liv grundet deres søn. På vej mod Norge tager de til Paris og følgende er derfra:

”De spadserede langs Seinen i aftenlyset. Trak jakken tæt sammen i den kolde vind, der trak ind fra floden. Passerede små boder med trækasser fulde af bøger og gamle tegneserier. De besøgte Louvre. Drak kaffe på små caféer og så på mænd og kvinder, der passerede forbi iført trenchcoats og højhælede sko. Mærkede, at pulsen slog i en helt anden takt her end på Hydra. Marianne lukkede øjnene og lænede hovedet mod Leonards skulder, tog et fast greb i hans arm og lod ham føre sig, som om hun var blind. Den øvelse lavede hun flere gange – lod ham se for dem begge, mens hun langsomt satte et ben foran det andet og følte efter, om hun havde fast grund under fødderne. Fandt sin kurs og overgav sig.”

Men alt har en ende og når ens liv er delt mellem Norge, Grækenland og Canada (senere New York), kan det være svært at opretholde et forhold, som bedst fungerer når man befinder sig samme sted. Hesthamar er god til at få styr på alle de ting, som skete omkring Marianne og det var en fornøjelse at læse en bog, hvor den grundige research skinner igennem. Cohen fylder meget i bogen, men det gør Larsen også og for en litteraturhistorienørd var det interessant at høre om de strømninger, der var i litteraturen i 1950’erne og 1960’erne. Alt i alt en interessant biografi om en kvinde, som leder efter sig selv medens hun er sammen med andre og som må tilpasse sit liv derefter.