Ord fra en bibliofil

#Reklame da jeg fik et par af billetterne gratis, men resten har jeg selv betalt

En af de ting, som jeg har savnet mest under al det her Corona, har været at deltage i litteraturfestivaler og høre forfattere fortælle om deres værker og høre om litteratur, som jeg endnu ikke kender til. I maj måned besluttede jeg mig for at holde et par fridage ifm. LiteratureXchange i Aarhus og da jeg så et opslag om bogbloggere på deres Instagram, kontaktede jeg dem med det samme. Jeg fik derfor billetter til tre af arrangementerne, nemlig det med Rushdie, det med Allende og det med Pilgaard/Winding. Derfor er noget af det her reklame, men det markerer jeg ved hver arrangementsbeskrivelse for resten har jeg selv betalt og ligeså mad, transport og bøger, som jeg købte i løbet af de dage, jeg var deroppe. Men det har været så skønt at være afsted og høre om nogle af de bøger, som er udgivet siden jeg var til Bogforum for over 1½ år siden og jeg glæder mig til at se, hvordan programmet kommer til at være på Louisiana Literature i august. Men hermed lidt ord om hvad jeg har hørt om til årets LiteratureXchange:

Sommerlæsning med Turbine

Efter en formiddag hvor jeg blev kviktestet oppe på universitet og med indkøb af bøger i genbrugsbutikker og et besøg i Kristian F. Møller nede i byen, sad jeg om eftermiddagen klar til mit første arrangement nede på Dokk1, hvor forlagsmedarbejderen Martin Graae Jørgensen fortalte lidt om forlagets historie og så en hel del om deres bøger. Jeg kendte f.eks. ikke deres klassikerserie, hvor de blandt andet udgiver Nabokov og Isherwood (de har også netop udgivet ‘Bleg Ild’ af Nabokov her i juni) og min læseliste over bøger, som jeg gerne vil læse en dag, er blevet noget længere (og det gør den altid efter den her slags arrangementer). Efter præsentationen af deres bøger blev der tid til lidt spørgsmål fra salen og her blev der både spurgt ind til debutanten Hans Peter Madsen, hvis debutroman ‘Brænd huset ned, giv træet vand’ udkom i foråret og også hvad et forlag kan i forhold til selvudgiverforlagene. Alt i alt et virkelig hyggeligt og interessant arrangement, som blandt andet har gjort mig mere interesseret i Nabokovs forfatterskab, hvor jeg kun har læst ‘Lolita’ indtil videre, som vi læste på Litteraturhistorie. Har i mon nogle anbefalinger af hans værker?

Salman Rushdie

#reklame da jeg fik billetten til dette arrangement af festivalen

Efter arrangementet med Turbine skyndte jeg mig over til Godsbanen, som er placeret på den anden side af AROS og hvor man kan gå nede langs åen det meste af vejen. Jeg har mest været på Godsbanen til litteraturarrangementer (LiteratureXchange i 2019 og Stine Pilgaard i 2020), men det er et interessant sted, hvor der foregår en hel del – både musik og litteratur (i kan se mere på hjemmesiden herovre). Jeg har ikke det helt store kendskab til Rushdies forfatterskab endnu, men jeg vidste sådan lidt basics om ham, såsom de mest populære bøger (‘De sataniske vers’, ‘Midnatsbørn’ m.m.) og til dette arrangement blev han interviewet af Mads Rosendahl Thomsen, der er professor i Litteraturhistorie (og som jeg faktisk kendte lidt til i forvejen, da jeg engang havde en fællesforelæsning med ham på AU om Murakami og Verdenslitteratur). Aftenens bog i fokus var ‘Quichotte’, der udkom på dansk i vinters, men den kan i læse meget mere om længere nede i indlægget (eller herovre på Gyldendals hjemmeside).

På grund af Corona var Rushdie ikke i Danmark, men i stedet foregik samtalen live på storskærm, hvor han også kunne se sit publikum. Thomsen kom med en hurtig introduktion og udover at nævne lidt om Rushdies tidligere bøger, så anbefalede han også at man så nærmere på essaysamlingen ‘Languages of Truth’, som handler om årene 2003-2020. Rushdie befandt sig i New York, da denne samtale fandt sted og han fortalte om hvordan byen var et af de værste steder for et års tid siden, men nu er den allerede mere åben, han er selv blevet vaccineret og sagde: “It does feel like we’re back”. Bogen ‘Quichotte’ udkom på engelsk i 2019 og Thomsen beskrev den som en slags “modern day Quixote” (altså en moderne udgave af Cervantes’ bog fra 1605/15), men Rushdie fortalte, at da han først begyndte at tænke på bogen, var der intet Quixote i den. Han tænkte på denne her “road novel” og nævnte Kerouac (der i 1957 udgav ‘On the road’) og bøger og film som bruger “the road” som en metafor. Da han begyndte at forberede sig på at skrive romanen, så han en masse reality-tv, hvor han kunne mærke hans “brain deteriorate” og snakkede videre om hvordan Pinocchio blev skabt ud fra en fars desperate behov for at få et barn og hvordan romanen er “Don Quixote meets Pinocchio”. Thomsen spurgte ind til denne her “modern scent” og nævnte Elon Musk, men der svarede Rushdie kort sagt “Eh” og fortalte om dette her “multiverse” i bogen, hvor der er “gateways from one version to another”.

Rushdie beskrev sig selv som værende en “Sci-fi-addict” da han var en teenager og der var særligt to historier fra 1960’erne, som han tænkte på, da han arbejdede med ‘Quichotte’. Bogen har en slags “playful manner” som inviterer læseren til at deltage og hele det her familieforhold i bogen er “the heart of the book”. Karakteren Sancho blev også mere en mere central karakter efterhånden som Rushdie fik skrevet bogen og hovedkarakterens søster skulle blot have været en sidekarakter, men udfoldede sig på siden. Om dette sagde Rushdie: “I often thought of the writing as a listening act”. Snakken gik videre til at handle lidt om paranoia og entropi, hvor Rushdie nævnte at der ved den første er “a meaning but it is hidden” og sidstnævnte er “the world falls apart”. Thomsen nævnte det her udtryk “negative enchantment” og det var faktisk et udtryk, som Rushdie ret godt kunne lide og sagde endda “I might steal it”. For Rushdie er “the art of the novel to give meaning to reality” og Thomsen spurgte ind til det her brug af medier i romanen. Da Rushdie var barn i Indien, havde de ikke tv selv, men der var film og radio. “Books happens inside our heads” og alt andet sker udenfor ens hovede, men hele denne her intimitet, “the joining of authors’ and the readers mind”. Ifølge Rushdie er et af problemerne med denne her “media age” er at man ikke altid ved hvilke ting der er “valuable” og hvilke der er “garbage”, da de ligner hinanden. I ‘Quichotte’ er der både referencer til litterære klassikere og reality tv og Rushdie mixer denne her “low culture” med “high culture”, men for ham er der ikke et skel som sådan. Det hele er “culture”, men der er også “junk culture”, som så ikke er kultur.

Rushdie fortsatte med at snakke lidt om livet i New York og hvordan det er bedst beskrevet i ‘Friends’ og ‘Sex and the City’. Hans søn opfordrede ham endda til at skrive serier i stedet for bøger, men sønnen var også “absorbed by” bøgerne om Harry Potter. Hvis han havde kunnet finde på Harry Potter, ja, så ville han have skrevet den, indrømmede Rushdie (Jeg havde i øvrigt aldrig troet at jeg skulle høre en forfatter som Rushdie nævne både Harry Potter, SATC og Friends, men det er aldrig til at vide hvad forfattere ser/læser/hører). Thomsen nævnte Corona og efter at Rushdie havde nævnt ‘Pesten’ af Camus og ‘A Journal of the Plague Year’ af Defoe og erklæret at “what an interesting species we are, when we learned nothing”, begyndte han at fortælle om hvad han selv havde lavet siden Corona begyndte i USA. Han mente, at han nok havde set mere end 200 film, heraf flest gamle men også et par nye. “I fell in love with cinema” fortalte han om dengang han startede på universitetet. Thomsen spurgte ind til om Rushdie mente at det ville blive svært at skrive om pandemien og Rushdie har ikke umiddelbart nogle planer om at skrive om Corona. “A great historical event can be written about”, fortalte Rushdie og der er bøger, som udkommer mange år efter krige såsom Vonneguts ‘Slaughterhouse-Five’. Dengang han skrev ‘The Midnights Children’, troede han, at folk ville glemme den en dag, for denne her “topical relevancy” kan “fade away”.

Thomsen fortalte om danske Svend Aage Madsen, som begyndte at “embrace” det her med historier i Aarhus og Rushdie fortalte om at han faktisk havde været i Aarhus et par gange, da hans tidligere forlag Centrum-Forlaget lå der. For et par år siden vandt han også HC Andersen Litteraturprisen og beskrev faktisk de tekster af Andersen, der ikke er skrevet til børn, som værende “scary”. Han snakkede også om novellen ‘Skyggen’ og hvordan “you can be undone by another version of yourself” (‘Skyggen’ er en af mine favoritter af Andersens tekster til voksne). Thomsen bragte fokus tilbage på denne her samling af essays og denne her “generation of new writers” såsom Junot Díaz og Rushdie fortalte om denne her nye generation af “new writers from everywhere writes about USA”. En af dem er Jesmyn Ward, som Rushdie beskrev som en “brilliant young writer” (hun har skrevet en virkelig interessant artikel i Vanity Fair i øvrigt om tabet af hendes mand – link her) og ifølge Rushdie er hun en del af denne her nye generation af “black writers”, som han beskrev som “Toni Morrisons children”. Der er flere som virkelig er med til at “reshape american literature” og “they are all disgustingly young”, som Rushdie udtrykte det.

Til sidst blev det tid til spørgsmål fra publikum. “Could ‘Quichotte’ be considered as a piece of fanfiction?” lød det første spørgsmål og Rushdies svar var kort sagt: “I guess so. The names are the same, but the journey is different”. Det næste spørgsmål gik ud på at høre hans tanker om Amanda Gorman (I ved, hende der læste digtet “The Hill We Climb” op til Bidens inauguration) og han svarede at han var overrasket over at se en ung forfatter i den position, men at han ikke var bekendt med hendes andre værker endnu. Thomsen spurgte ind til racisme spørgsmålet i USA og Rushdie snakkede om de her smartphones, som var med til at dokumentere begivenhederne og det bliver diskuteret mere end tidligere. Thomsen sagde, at de her sociale medier kunne have en stor rolle i “destroying democracy”, men Rushdie har denne her “fear of this only being an interlude”. Han troede ikke at Trump ville vinde eller at Brexit ville ske, men han tror på “the nature in people” og at livet er en “quarrel of the best and worst of us”.

Thomsen kom ind på, at Rushdie i et af hans essays refererer til Goldings ‘Lord of the Flies’, hvortil Rushdie erklærede at “civilization is very thin” og fortsatte at hvis der kommer en krise, så bliver denne civilisation ødelagt. Han nævnte en historie om nogle børn på en ø i Australien, men jeg fik ikke helt fat i detaljerne. Men måske er det den historie, der bliver fortalt om i denne her artikel, som jeg fandt, da jeg googlede lidt. “I don’t like books that tell me what to do’, sagde Rushdie og forklarede at han ikke synes, at bøger skal “preach”. I løbet af festivalen var der blandt andet sat fokus på “Mindre ulighed i verden” (læs mere her) og Rushdie blev spurgt om hvad “equality” betyder for ham. Rushdie svarede, at da han voksede op i Indien, var der stor ulighed både ift. kastesystemet og forholdet mellem mænd og kvinder. Dengang var “equality” vigtigt for ham og nu hvor han har rejst rundt i verden, er denne her “race equality” også blevet vigig for ham. Thomsen afsluttede herefter samtalen og Rushdie fortalte, at han glæder sig til at kunne rejse igen.