Ord fra en bibliofil

Pachinko af Min Jin Lee, 2018. Anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand. Opr. udgivet under samme titel på engelsk i 2017, oversat af Henrik Enemark. Antal stjerner: 5/5

Hvor meget betyder aner, når man vokser op og hvad vil det sige at arbejde i en pachinko-arkade, når man er en ung mand, der bor i Japan?

I Yeongo bliver et ønskebarn født. Hendes forældre Hoonie og Yangjin er blevet forældre flere gange inden Sunjas ankomst, men de andre børn har de mistet og Sunja bliver den første, der klarer de første svære barndomsår. Hun hjælper til derhjemme, hvor hendes forældre har logerende boende for at kunne klare sig økonomisk og en dag, da Sunja er ude for at købe ind på markedet nogle år efter hendes fars død, møder hun Hansu. Han overøser hende med komplimenter og de begynder at mødes i hemmelighed. Sunja bliver gravid, men Hansu har allerede en familie i en anden by og da Yangjin finder ud af det, bliver der tænkt over hvad der skal ske med barnet. En af de logerende er pastoren Isak, som de plejer i en længere sygdomsperiode, snakker med Yangjin og pludselig ser der ud til at være en løsning på vej:

“I stilhed gik de ned mod færgen fra Yeongdo uden at vide, hvad alle de mennesker, der så dem sammen, ville tænke. Bådsmanden tog imod deres betaling.

Træbåden var stort set tom, og de sad ved siden af hinanden på den korte tur.

“Din mor har talt med dig,” sagde Isak og prøvede at holde sin stemme rolig.

“Ja.”

Han forsøgte at aflæse følelserne i hendes unge, kønne ansigt. Pigen virkede skrækslagen.

“Mange tak,” sagde hun.

“Hvad tænker du om forslaget?”

“Jeg er meget taknemmelig. Det er en tung byrde, du fjerner fra vores skuldre. Vi ved ikke, hvordan vi skal takke dig.”

“Mit liv er ingenting. Det ville være meningsløst ikke at bruge det til noget godt. Synes du ikke?” “

Isak tager hende med til byen Osaka i Japan, hvor de kommer til at bo hos hans bror Yoseb, som er gift med Kyunghee. De har ikke selv børn, så da Noa bliver født og senere endnu en søn ved navn Mozasu, har de ikke blot to forældere, men nærmere fire. Isak tager sig af Noa som var han Isaks egen søn, men det er ikke nemt at være koreaner i Japan og da Isak arresteres og ryger i fængsel i en tid, må Sunja finde en måde at klare sig på, og sammen med Kyunghee begynder hun at sælge koreanske kimchi fra en vogn ved togstationen, da de japanske folk i de andre boder ikke vil have hendes kimchi i nærheden af dem. Men Sunja er ikke den eneste i hjemmet, som har det svært ved finde sig til rette som koreaner i Osaka:

“På det eneste akademiske område, hvor rollerne mellem dem var byttet om, hjalp Mozasu, som var mere interesseret i engelsk, end han var i japansk og koreansk, sin storebror med at oparbejde et bedre ordforråd ved at høre ham i forskellige engelske ord og faste udtryk.

På den forhadte skole holdt Mozasu sig for det meste for sig selv i pauserne og frikvartererne. Der var fire andre koreanere i hans klasse, men de brugte alle sammen deres japanske navne og nægtede at diskutere deres baggrund – især hvis der var andre koreanere til stede. Mozasu vidste med sikkerhed, hvem de var, fordi de boede i hans egen gade, og han kendte deres familier. Ingen af dem var mere end ti år, så de andre koreanere i hans klasse var yngre end ham, og med en blanding af foragt og medlidenhed holdt Mozasu sig ganske enkelt fra dem.

De fleste koreanere i Japan havde mindst tre navne. Mozasu kaldte sig normalt for Mozasu Boku, som var den japaniserede udgave af Moses Baek, og han brugte sjældent sit japanske efternavn, Bando – det tsumei, som stod på alle hans officielle skolepapirer og hans opholdstilladelse. Med et fornavn, der stammede fra en vestlig region, et tydeligt koreansk efternavn og en adresse i ghettoen vidste alle, hvad han var, og det tjente ikke til noget formål at benægte det.”

Men hvordan skal det gå Noa og Mozasu, som befinder sig midt imellem to lande med forskellige kulturer og hvad sker der med befolkningen i Japan, når 2.verdenskrig bryder løs og pengene bliver endnu mindre end før?

Denne bog er kort sagt uforglemmelig. Det er en af de der bøger, som man læser bid for bid, for man vil ikke rigtig afslutte den og sige farvel til karaktererne.  Sunja er en af de stærkeste karakterer, som jeg længe er stødt på og måden hvorpå hun tackler de svære ting, som livet byder hende, er ufattelig. Det er en detaljerig historisk roman, som man skal give sig god tid til at læse og ikke mindst fordi at Min Jin Lee beskriver familien i en sådan grad, at man som læser ser dem klart foran en igennem en årrække. Det er en rejse uden lige og jeg er sikker på, at når jeg læser den næste gang og flere gange derefter, så vil jeg lægge mærke til nye detaljer for det er netop det, som en virkelig god roman kan: Give en forskellig læseoplevelse ud fra hvornår man læser den.  

Alt i alt en exceptionel historisk roman om Sunja og hendes familie, der altid finder en måde at håndtere de svære stunder i løbet af livet og som har givet et indblik i en for mig ukendt kultur og som jeg sent vil glemme som læser.