Mio, min Mio af Astrid Lindgren

Mio, min Mio af Astrid Lindgren, 2007. Branner og Korch. Opr. udgivet som Mio, min Mio i 1954, oversat af Mich Vraa. Antal stjerner: 4/5

Hvad skete der med Bo Vilhelm Olsen på 9 år, da han forsvandt en mørk aften i oktober og hvordan er det at bo i Det fjerne land?

Bo bor i pleje hos tante Edel og onkel Sigurd, der har taget sig af ham siden han var blot et år gammel. De to er dog ikke så glade for drenge, der larmer og derfor tilbringer han ganske meget tid ovre i Frederiksberg Have og også hjemme hos hans ven Chris, som har en far, der er med til at bygge modelfly. Heldigvis er fru Lund nede hos grønthandleren virkelig sød over for Bo og det er der, at hans eventyr for alvor begynder. En aften giver hun ham et helt specielt æble og beder ham om at putte et brev i postkassen for hende:

Lige da jeg skulle til at putte kortet ind gennem sprækken, så jeg at det lyste som ild. Ja, de bogstaver som fru Lund havde skrevet, lyste som om de var skrevet med ildblæk. Jeg kunne ikke lade være med at læse kortet. Der stod:

Til Kongen

i Det fjerne land,
Han som De så længe har søgt, er endelig på vej.

Han rejser gennem dag og nat, og i sin hånd

bærer han tegnet, det gyldne æble.

Hvem var det der rejste gennem dag og nat? Og hvem havde et guldæble i hånden? “

“>Det er ikke et helt normalt æble, som fru Lund har givet Bo og det opdager han så snart at han er blevet færdig med at læse brevet. Han går over i Frederiksberg Have og tager en tilfældig flaske op, hvor der pludselig er noget som bevæger sig indeni. En ånd kommer ud af flasken, idet Bo fjerner proppen og inden han ved af det, er han på vej til Det fjerne land, hvor han møder sin far, der er konge og som har ledt efter Bo lige siden han blev født. Men Bo er ikke hans rigtige navn, det er Mio og han har endelig fundet det sted, hvor han hører til. Han får hurtigt en god ven ved navn Jum-Jum og endda også hesten Miramis, som er den smukkeste hest han nogensinde har set. Men der lurer farer i det der kaldes Landet udenfor og efter at have hørt lidt fra forskellige personer omkring ham, beslutter Mio sig for at spørge sin far om han må ride over Morgenlysets bro:

“”Mio, min Mio,” sagde han. “Du må færdes overalt i mit kongerige. Du må lege på Øen med de grønne enge eller ride til Landet på den anden side af vandet og Landet bag bjergene præcis som du vil. Du må færdes i øst og vest og nord og syd så langt som Miramis vil bære dig. Men der er en ting som du skal være klar over. Der findes noget der hedder Landet udenfor.”

“Hvem bor der?” spurgte jeg.

“Ridder Kato,” sagde min far kongen og det var som om en skygge lagde sig over hans ansigt. “Den grusomme ridder Kato.”

Da han sagde navnet, var det som om noget ondt og farligt sneg sig igennem rosenhaven. De hvide fugle fløj bort for at skjule sig i træerne. Sorgfugl skreg højt og flaksede med sine store, sorte vinger. Og mange af havens roser visnede og døde.“

Men hvem er denne ridder Kato og hvorfor er det at alle er så bange for ham?

Astrid Lindgren kunne et eller andet med første sætninger og jeg skulle blot læse den første i denne bog, for at jeg pludselig var tilbage i Det fjerne land, som jeg besøgte første gang i min barndom. Sådan føltes det i hvert fald dengang og det er noget som ofte sker, når jeg læser Lindgrens bøger. I modsætning til Pippi og Emil så arbejder denne historie med nogle af de store temaer såsom ensomhed og frygt og denne nyoversættelse formår at bringe bogen fra 1950’ernes Stockholm til nutidens København let og elegant, så at Ilon Wiklands originale illustrationer går hånd i hånd med Mich Vraas oversættelse. Alt i alt en fantastisk fortælling om den stakkels Bo, der finder ud af, at hans plads i verden er et helt andet sted end hvad han gik og troede og som tager sin læser med op på hesten og ud på en farefuld færd over broer og gennem skove.

Alt i alt en fantastisk fortælling om den stakkels Bo, der finder ud af, at hans plads i verden er et helt andet sted end hvad han gik og troede og som tager sin læser med op på hesten og ud på en farefuld færd over broer og gennem skove.

Til slut vil jeg lige dele de allerførste afsnit af bogen, som for mig er ren barndomsnostalgi:

Var der nogen der hørte radio den femtende oktober sidste år? Var der nogen der hørte en efterlysning af en forsvundet dreng? Den lød sådan her:

“Københavns politi efterlyser den 9-årige Bo Vilhelm Olsen som siden i forgårs aftes klokken 18 har været forsvundet fra sit hjem på Gammel Kongevej 73. Bo Vilhelm Olsen har lyst hår og blå øjne og er iført brune shorts, grå strikket sweater og en lille, rød hue. Henvendelse om den forsvundne dreng til politiet i København eller nærmeste politi.””

Leave a Reply