Ord fra en bibliofil

Nådestolen af Elizabeth H. Winthrop, 2018. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som The Mercy Seat samme år. Antal stjerner: 5/5

Hvordan kunne man blive dømt til døden i den amerikanske stat Louisiana i 1943 hvad sker der med en indsats familie og samfundet omkring ham, når dagen for en henrettelse kommer tættere og tættere på?

En dag i oktober i 1943 begiver fangen Lane sig afsted i en lastbil sammen med fængselsinspektøren Seward og de har en ganske lang og vigtig køretur foran sig. I et fængsel i en anden by sidder den unge Willie Jones og venter på at hans tid rinder ud og det er den elektriske stol, som Willie skal i, der befinder sig på lastbilens lad på vej til fængslet. Undervejs møder Lane og Seward flere mennesker, som har deres mening om sagen, for siden Willie er dømt skyldig, så må han jo være det. Helt alene er Willie heldigvis ikke hele dagen, men de stunder, som han er, tænker han over hans liv og forsøger at forberede sig mentalt på den sidste stund:

“Efter at Burl og sherif Grazer har forladt Willies celle, lægger han sig ned på sengen og venter. Han havde overvejet at læse i den bibel, fader Hannigan gav ham for flere måneder siden, eller i et af de blade, vicesherifferne havde givet ham, når de selv var færdige med dem, men det virker ikke korrekt at læse om filmstjerner, når man snart skal dø, og han tror ikke på det, der står i bibelen, selv om han har prøvet- han har læst bibelen, han har bedt, han har gennemhgåët alle de kristne ting, en kristen skal, i håb om at komme til at tro. Fordi han gerne ville tro. Han formoder, at det vil gøre det her lettere, hvis han kunne tro, men han kan ikke finde nogen trøst i religionen, i de bøger, som hans mor lever efter. Og derfor ligger han på sin seng og ser sin celle blive fyldt med aftenens gyldne lys og venter bare. Han er træt af at vente.”

Willie er kun 18 år gammel og begge hans forældre lever. Hans far er endda på vej til fængslet for at overvære sønnens sidste stund, men helt nemt er det ikke for ham at komme dertil. Willie er ikke fra en familie med mange penge og hans far må begive sig afsted på et muldyr, men heldigvis er der venlige mennesker undervejs på hans færd. Et andet blik på Willies sag får vi gennem advokaten Polly, der var med til at rejse tiltale mod Willie og hans familie, der består af konen Nell og sønnen Gabe, der har spurgt ind til sagen samme aften:

“Pollys kontor ligger diagonalt over for terrassen og direkte under Gabes værelse, så de fleste aftener kan han både se Nell i køkkenet og høre Gabe ovenpå. Han har altid godt kunnet lide fornemmelsen af en triangulering, en fornemmelse af, at de tre er forbundet, selv om de ikke er sammen. Han vender sig om for at se ud gennem vinduet bag sig, og ganske rigtigt, der er Nell. Hun sidder ved køkkenbordet, og tegner. Hun sidder på kanten af sin stol, bøjet helt ned over papiret. Selv om han ikke kan se dem herfra, kan han forestille sig rækken af blyanter lagt på rad og række på bordet, skålen med spåner fra de spidsede blyanter, hendes sølvgrå fingerspidser. Mens Polly betragter sin kone, lytter han til lydene fra sin søn: den lejlighedsvise knirken fra en gulvplanke ovenover, dæmpet musik. Gabe. Polly kan stadig se udtrykket i drengens ansigt, mens de gik hjem, forvirringen, mens han overvejede udfaldet af juridisk retfærdighed i tilfældet Willie Jones. Polly har måttet gøre sig stærk mod kritikken fra nogle over Wills dom. Men Gabe – hans misbilligelse, så uskyldigt logisk, er sønderknusende.“

Men er det en fair dom, som Willie har fået og vil hans far nå frem i tide?

Kender i de der stille historier, som sniger sig ind på én og hvor man bare løber tør for sider, inden man er klar til at forlade historien? Det er lige præcis sådan at jeg havde det med historien om Willie Jones og det er sådan én, der tager lidt tid at fordøje. Det er bestemt ikke en bog for de sarte sjæle, for det er en grum verden, som Willie lever i og hvad der er særligt interessant ved denne roman er, hvordan Winthrop bruger mange forskellige mennesker til at fortælle om hvordan USA var på netop denne tid og når man først har vænnet sig til hvem der er hvem (for som læser møder man en hel del der både kender og ikke kender Willie), er det svært ikke at leve sig fuldstændig ind i historien og lære karaktererne at kende.

Alt i alt en velskrevet historisk roman om den indsatte Willie, det USA som han lever i i 1943 og om hvordan der altid er flere sider af samme sag, selvom ikke alle bliver hørt, når det er allervigtigst og somme tider kan en sag være dømt på forhånd.