Der der af Tommy Orange

Der der af Tommy Orange, 2018. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som There there i 2018. Antal stjerner: 5/5

Hvad er powwow for en slags begivenhed og hvor meget af vores nutid er præget af vores forfædre og deres traditioner?

Orange tager sine læsere med til den californiske by Oakland, som ligger vest for San Francisco, hvor en stor begivenhed skal afholdes, nemlig det årlige powwow, hvor moderne indianere fejrer deres forfædre med blandt andet dansekonkurrencer. I tiden op til møder vi tolv forskellige karakterer og deres omgivelser og blandt disse møder vi Dene, som er medlem af cheyenne- og arapahostammerne i Oklahoma. Han har planer om at fortsætte med det her projekt, som hans onkel startede på, nemlig at dokumentere indianske historier i Oakland og når han er med det offentlige, så løber hans tanker sommetider løbsk:

“Toget flyder af sted langs med motorvejen og bilerne. Hver med forskellig hastighed: Bilernes hastighed er i korte ryk, usammenhængende, sporadisk. Dene og toget glider hen ad skinnerne som én bevægelse og hastighed. Der er noget filmisk over de forskellige hastigheder som et øjeblik i en film, der får én til at føle noget af grunde man ikke kan forklare. Noget der er for stort til at føle nedenunder og indeni, noget der er for velkendt til at genkende, lige foran én hele tiden. Dene tager sine hovedtelefoner på, shuffler musikken på sin telefon, springer over flere sange og ende på “There There” med Radiohead. Hooket er “Just ´cause you feel it doesn’t mean it’s there”.”

En af dem, som Denes onkel har interviewet, er Opal Bear Shields, hvis halvsøster Jacquies børnebørn hun tager sig af og som alle er ved at gøre sig klar til det store powwow. Opal er en af de andre stemmer, og hun tænker både tilbage til dengang hendes mor tog hende og Jacquie med ud til Alcatraz, hvor der var en form for indiansk kollektiv. Tiden derovre ændrede begge søstre og sidenhen er der sket flere uforklarlige ting i Opals liv:

“Opal var ude på ruten i går, da hendes adoptivbarnebarn Orvil indtalte en besked på hendes svarer om, at han havde hevet tre edderkoppeben ud af en bule på sit ben. Han havde kradset hul, og ud kom edderkoppebenene som splinter. Opal holdt en hånd op for munden, mens hun hørte beskeden, men hun var ikke overrasket, ikke så meget som hun ville have været, hvis ikke det samme var sket for hende, da hun var på Orvils alder.

Opal og Jacquies mor lod dem aldrig dræbe en edderkop, hvis de fandt en i huset, eller noget andet sted, for den sags skyld. Deres mor sagde, at edderkopper bærer flere kilometer spind i kroppen, kilometervis af historie, kilometervis af muligt hjem og mulige fælder. Det er det, vi er, sagde hun. Hjem og fælde.

Da edderkoppebenene ikke blev nævnt ved middagsbordet i aftes, tænkte Opal, at Orvil selv var bange for at bringe emnet på bane på grund af powwowen – selv om de to ting intet havde med hinanden at gøre.”

Men hvordan har moderne indianere det med deres forfædre og hvad kan der ske til sådan en powwow der gør, at ikke alle vores tolv fortællere klarer sig igennem begivenheden?

At dette er Oranges første bog kan man som læser slet ikke mærke og for mig var dette noget af en øjenåbner for der er alt for lidt skønlitteratur på disse kanter om moderne indianere og deres liv. Karakterernes relationer og hvordan de tolv historier hang sammen kom bag på mig flere gange og Oranges måde at fortælle om de her moderne indianere er et fantastisk godt stykke håndværk uden lige. Det var umuligt ikke at leve sig fuldstændig ind i historien og føle, at man mødte den ældre Opal, den danseglade Orvil, den stakkels Edwin og alle de andre, som Orange introducerer os læsere for og som jeg sent vil glemme.

Alt i alt en fantastisk godt skrevet debutroman, som gennem tolv synsvinkler fortæller om hvordan moderne indianere lever i dag og som efterlod denne læser ganske paf, da sidste side var vendt.

Leave a Reply