Ord fra en bibliofil

Det blæser på månen 1 & 2 af Eric Linklater, 1991. Gyldendals Børnebibliotek. Opr. udgivet som The Wind on the Moon i 1944. Antal stjerner: 4/5

Hvad sker der nede på jorden hos Dina og Dorinda, når det blæser oppe på månen og er det muligt for mennesker at komme til at snakke med dyr?

En kold vintermorgen skal Major Følfod begive sig afsted mod et andet land, men han er ikke meget for at tage afsted, da han kan se, at det blæser på månen, hvilket han fortæller sine døtre Dina og Dorinda. Og efter at han tager afsted, begynder ting i den lille by Midtimellemrum at gå helt skævt. De to piger begynder ud af det blå at spise helt utrolige mængder mad og efter noget ståhej i byen, bliver pigerne så kede af det, at de tuder flere dage i træk og bliver så tynde som lygtepæle. Men en dag hører de om en trylledrik, der sammen med en remse kan forvandle dem til dyr:

“Nu så Dina lidt genert og hed om ørerne ned ad sine egne kraftige ben og skævede over skulderen til den lange stærke hale og forstod, at hun også var blevet en kænguru, og at hun havde skræmt Dorinda lige så slemt. Trylledrikken virkede!

“Næh, Dorinda!” udbrød hun.

“Næh, Dina!” sagde Dorinda.

“Jeg blev så forskrækket, da jeg så dig,” sagde Dina.

“Det gjorde jeg også, da jeg så dig,” sagde Dorinda.

“Vi ser i hvert fald ud som ægte kænguruer,” sagde Dina.”

Men alt går ikke helt som det skal og de ender med at være kænguruer i noget længere tid end de først havde regnet med. Men inde i byen er der også beslutninger, som skal tages, men som er helt umuligt med de tolv udvalgte nævninge. De har ikke noget imod at de ikke kan blive enige og en af pigernes gode venner overbeviser dem om, at de skal prøve at overtale deres spillelærer hr. Corvo. Sagen drejer sig om fru Bændel, der er tiltalt for rapseri af to silkestrømper, men når alle holder på deres første indskydelse, så er det svært at få dem til at skifte mening. Men efter hårdt arbejde sker der ting og sager og så er der er nyt problem, som pigerne må tage sig af:

“”Alle de historier, og flere af samme slags, havde jeg helt glemt,” sagde hr. Corvo, “men nu, hvor i fortæller mig, at I for nylig har været kænguruer, kommer jeg i tanke om mange ting. Jeg føler mig ydmyg, ligesom dengang jeg var barn; men jeg føler mig også glad og stærk, for måske er det virkelig sådan som jeg engang troede: At intet er umuligt!”

Og så udførte hr. Corvo let og elegant endnu et ‘entrechat-dix’.

“Så vil De altså gerne hjælpe os,” sagde Dorinda, “med at tage til Bombardiet og befri Far?”

Hr. Corvo gav sig igen til at gå frem og tilbage i stuen med hænderne på ryggen og dybe rynker i panden.

“Det bliver vanskeligt og farligt,” sagde han. “Åh, hvor vanskeligt, og ak, hvor farligt!”

“De sagde, efter vi havde fået Dem ud af fængslet, at De stod i dyb gæld til os” sagde Dina. “

Men vil det lykkedes pigerne at befri deres far samt klare alle de andre udfordringer, som de støder på undervejs og hvordan er det at leve i en zoologisk have, når man er vant til at bo i en ganske almindelig lille by som et menneske?

Åh, hvor ville jeg ønske, at jeg havde læst denne her bog som barn. Denne udgave er nyoversat af Dronning Margrethe, der læste den som barn og som senere hen læste den for prinserne og det forstår jeg udmærket godt. Det er ikke så lidt Dina og Dorinda når at komme ud for og den indeholder både trylleri, lommefilosofiske anskuelser af livet og ikke mindst en farefuld færd til et fremmed land. Illustrationerne på forsiderne (jeg har læst historien i en 2-binds udgave) er skabt af Dronning Margrethe og illustrationerne stammer fra den engelske udgave, som Nicolas Bentley står bag.

Alt i alt en skøn højtlæsningsbog om søstrene Dina og Dorinda, der oplever, hvilke mystiske ting der kan ske, når det blæser på månen og som er en fantasifuld fortælling uden lige helt tilbage fra 1944.