Ord fra en bibliofil

På februar måneds første lørdag trodsede jeg sneen og tog ned til Haslev, som ligger i hjertet af Sjælland, da byens bibliotek havde arrangeret en mini-bogmesse. Mine forældre havde bemærket omtale af den i lokalavisen igennem efteråret og jeg besluttede mig ganske hurtigt, at der skulle jeg da ned på det bibliotek, hvor jeg ofte kom i mine teenageår. Mine forældre, storebror og jeg flyttede nemlig til Haslev da jeg var 13 år og da jeg i 8.klasse skulle finde ud af, hvor jeg skulle i praktik, var der ingen tvivl. Jeg ville gerne en uge op på folkebiblioteket i Jernbanegade. Det var en utrolig hyggelig uge og siden da har jeg ofte været tilbage. I sommers spillede en veninde og jeg skak deroppe og det var med sommerfugle i maven, at jeg nærmede mig bibliotekets døre, for det var deres første mini-bogmesse og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente.

Jeg blev hurtigt mødt af små stande på vej ind mod lokalet, hvor der også var blevet plads til forfattere og deres stande og for enden af lokalet var der en lille scene med stole ved siden af. Jeg fandt mig hurtig en siddeplads, da Lisbeth Zornig Andersen var den første på scenen og jeg var ikke i tvivl om, at der måtte være en del mennesker, som ville hen for at høre hende snakke om hendes selvbiografiske bog “Zornig – fra vred til voksen”, som udkom kort tid efter. Men først kom der en introduktion til dagen af kultur- og borgerservicechef Benny Agergaard, som i kan se herunder. Han fik joket lidt med at denne her messe snart ville blive større end Bogforum og henviste til at de allerede denne første gang havde 25 forfattere og 20 stande rundt omkring, hvor nærmest alle genrer var repræsenteret. Både debutanter og dem med lidt flere titler i bagkataloget blev der plads til og så gav han ordet videre til dagens første forfatter og dennes interviewer.

Dernæst blev det tid til interviewet med Lisbeth Zornig Andersen, der blev interviewet af Cecilie Hänsch fra avisen Dagbladet (som jeg faktisk kørte ud med på landet som teenager). Hun skulle snakke om den på det tidspunkt endnu ikke udgivne bog “Zornig – fra vred til voksen”, hvis prolog hun læste op fra. Denne handler om receptionen for hendes første bog “Zornig – vrede er mit mellemnavn”, hvor en bred skare af mennesker fra hendes liv var mødt op. Hänsch havde læst bogen på forhånd og fortalte, at hun godt kan lide den og og den første bog var også selvbiografisk. Hun havde taget hendes mand Mikael Lindholm med, som hun i øvrigt også skriver spændingsromaner sammen med, og forklarede at hun havde fortalt ham om hendes specielle historie, da hun indså, at “måske skulle jeg fortælle min historie, som desværre ikke er historie – det foregår også i dag”, da hun på det tidspunkt var Børnerådsformand og Brønderslevsagen var i medierne.

Denne her bog startede hun på i april måned og små 10 måneder efter var den ved at blive udgivet. Hun nævnte, at for hende er det med forfatterstemmen ganske simpelt – “enten har man det eller også har man det ikke” og hun forsøgte at få så meget med som muligt, da hendes mor på daværende tidspunkt var ramt af lungecancer og hun vidste ikke hvor længe hun fortsat ville have hende. Hun havde også sin nevø Charlie med, som arbejder i Haslev og hun plejer at sige at man kan ende i hendes bøger, og hun gik videre med at snakke om hendes livsvilkår dengang og det som hun fortæller om i denne nye bog.

Fra hun var 14 til hun var 17 boede hun ude på Hylleholt Husgerningsskole, hvis forstander Rigmor var et genkendeligt navn blandt publikum og Rigmor kunne godt se på Zornig, at der foregik meget oppe i hendes hovede samt foreslog at hun skulle igang med hendes hænder. Dette var før at hun flyttede ind til Haslev for at gå nede på seminariet og hun begyndte at arbejde hos slagterforretningen i Fakse Ladeplads, hvor slagteren hed Svendsen. Hun startede i opvasken, senere skar hun bøffer og opmålte leverposteg og hun beskrev det selv som den “bedste arbejdsplads jeg nogensinde har været på”. Måske havde det noget med de mange kram og røde pølser hun fik dernede.

Zornig fortalte, at hun skriver, når hun ikke kan sove og udover denne her nye bog, så har hun en krimi på vej og også en bog om Køge. “Jeg samler på personligheder, og dem er der rigtig mange af i Køge, kan jeg sige” med et smil på læben. Hänsch  henvendte sig dernæst til manden med et spørgsmål om hvorvidt Zornig kan finde ud af at slappe af (“Nok”, var hans svar) og forklarede at det for hende nemlig virkede som om at hun hele tiden er i proces i bogen. Udgivelsesdagen for bogen var d. 12.februar, hvor en reception skulle afholdes i netop Køge og faktisk på Zornigs 50-års fødselsdag. Ærlighed er utrolig vigtigt for hende og det er noget af det, som hun har med sig fra sin tid på Lolland, da f.eks. spinat mellem tænderne ikke går an og man siger det så hurtigt som muligt. Sådan er det ikke alle steder, fandt hun ud af og dette også inde til en aften på Marienborg, hvor hun og andre var inviteret ind af Lars Løkke Rasmussen og hun bemærkede det her med Lene Espersen, hvis kjole var lynet ned og ingen sagde noget, og den slags kan Zornig virkelig ikke fordrage. Ikke løgn, men altså uærligheden.

Hendes parløb med Michael er også meget ærligt og rigtig interessant for hende, og hun forklarede at det blandt andet er fordi at han skubber hende over i en meget sundere måde at være på, hvor hun skal “opføre sig ordentligt”. Hun gik videre til at nævne hvordan man, selvom mange finder det kontroversielt, godt kan “give noget selvom man har været udsat” og nævnte hvordan det i snit er cirka hvert tiende barn som bøvler/mistrives. Selv har hun brugt det til at få lang snor til f.eks. at være lidt sær og gennem hendes liv havde hun mange krav og ting, som hun selv havde opstillet (som f.eks. kom til udtryk på restaurantbesøg) og det at fortælle hendes historie var for hende enorms terapeutisk. Hun kom i tanker om ting og opsøgte steder og mennesker for at høre om deres historier og minder – “det er så livgivende”, erklærede hun.

Ligesom jeg selv faktisk, så var Zornig i praktik på et bibliotek i 8.klasse og hun elskede det. Blandt andet læste hun meget feministisk litteratur som Weldon inden hun blev 18 og hun fortalte hvordan opholdet på Hylleholt havde været med til at forme hende kulturelt. “Den kulturelle dannelse er vigtig” og smågrinende spurgte hun publikum, om de havde set programmet med hende i “Kender du typen?”, da hun tit bliver ansat som værende ret alvorlig og i programmet kunne man se hvor dårlig smag hun faktisk har. “OK at livet er uperfekt” nævnte Hänsch inden samtalen var slut og det blev tid til at give Zornig et bifald og bagefter var der rig mulighed til at komme hen og snakke ved standen med hendes mand og nevø.

Signe Fahl, der står bag bogen “Ellekongen”, var den næste på scenen. Hun fortalte lidt om bogen, der i øvrigt udkom sidste år på forlaget Ulven og Uglen (i kan læse mere om den her), og læste dernæst op fra den. Jeg fik faktisk en god snak med hende ovre ved forlagets stand senere og jeg skal uden tvivl have læst bogen på et tidspunkt.

Else Lefmann på 75 år trådte dernæst ind på scenen. Hun har skrevet bøger til både børn og voksne og hun læste op fra “Man skal ikke spørge” som var inspireret af hendes eget hospitalsophold som barn og som er udgivet på forlaget Mellemgaard. I kan læse mere om den lige her. 

Erik Rønholt, som også er 75 år, udgiver både hobbybøger om papirflyvere og juletræspynt, men til dette arrangement fortalte han om udgivelsen “Hjulmanden fortæller”, som handler om hans oldefar og dennes erindringer. Den handler om livet på Sydsjælland i 1800-tallet og i kan læse mere om den her. 

Elin Akeleye gik på scenen sammen med Hans-Willy Bautz , som har stået for arrangementet sammen med Faxe Kommunes Biblioteker. Hun har skrevet om hendes egen adelsslægt i bogen ” Adelsslægten Akeleye : dansk-svensk-norsk historisk slægtsroman”, som udkom sidste år på forlaget Mellemgaard og i kan læse mere om den her.

Hans-Willy Bautz er født og opvokset i Haslev og vendte for et par år siden tilbage til byen. Han læste op fra bogen “Mord på Sicilien : et spor fører til Danmark”, som blev udgivet tilbage i 2009 og det var intet tilfælde, at det lige var Sicilien, at den skulle foregå på. Der har han været mange gange siden 1978, nærmere sagt 25 gange og han læste en passage op, hvor der er en biljagt på Stevns. Du kan læse mere om hans bog her og der er faktisk netop kommet endnu én fra hans hånd, nemlig “Mord på færgen til Palermo : Michael Bechs rejse til Sicilien”. 

Og så blev det tid til noget faglitteratur på scenen. Merete Olsen og Susanne Karen Jacobsen fortalte om deres engelske undervisningsmateriale “Let’s get started- engelsk med billedbøger i indskolingen”, hvor de fokuserer mere på sætningsdannelse end læring af enkelte ord. I kan læse mere om bogen her og her.

Ægteparret Marianne og Hans Krarup var de næste på scenen og deres bog, som er baseret på Mariannes fars breve fra 1913-1915. Deres bog bærer den lidt lange titel ” Huslærer på Ålholm 1913-15 : en 19-årig ung mands dagbogsbreve om livet hos en adelsfamilie som huslærer for Johan Otto Raben-Levetzau” og de beskrev den som en form for Downton Abbey på Lolland. De læste et uddrag af den op og fortalte om hvordan de havde udvalgt nogle breve, da der var 7 mapper med breve, fordi hendes far skrev hjem 2 gange om ugen og flere siders breve. I kan læse mere om bogen lige her.

Torben Søborg fortalte derefter om hans bøger og at han også er kunstner. Han laver sådan nogle “artist books” og havde medbragt den lille brune kuffert, som man kan se på billedet. Han viste et par af bøgerne og læste et par digte op derfra. I kan læse mere om hans bøger herovre.

På en eller anden måde falder jeg altid i snak med pensionister, når jeg er til litteraturarrangementer og denne dag var ingen undtagelse. Jeg faldt i snak med sidemanden om bøger og i skulle have set hendes ansigt, da hun fandt ud af, hvordan Anna Ekberg faktisk er to mænd, der desuden også skriver under pseudonymet A.J. Kazinski. Hun havde godt hørt en bibliotekar snakke om det, men hun kunne ikke helt få det til at passe sammen. Inden Pawel Kozycz fik begyndt på at snakke om sit science-fiction-projekt, dukkede der en YouTube-video op på den store skærm, og pensionisten ved siden af mig udbrød ed det samme “Nu skal vi på månen”. Og det var på sin vis korrekt. I den video, som Kozycz viste os, var der også klip fra månen og dernæst fik han forklaret lidt om sin bog, hvor han kigger nærmere på formlen Ed = m(c+d)² (og ja, jeg er humanist så den del forstod jeg ikke helt).

Den sidste, som jeg fik hørt denne dag, var Lisbeth Bang på 70 år, der fortalte om hendes bog “Gammal, liksom? : et menneske er et menneske”, som blev udgivet i 2017. Den stiller spørgsmål til de ældres rolle i samfundet, som ofte behandles negativt i pressen og som en byrde og i hendes bog har hun interviewet 29 forskellige mænd og kvinder om deres hverdag. Hun havde blandt portrætteret en ældre skuespiller, som er punkerbedstemor i et teaterstykke og fortalte om hendes lokale bordtennisklub i Fakse Ladeplads, hvor der også er et seniorhold for folk på 75 år og opefter. Jeg tror, at man bedst kan kalde det for en samtalebog og der var ingen tvivl om, at Bang virkelig brændte for at komme ud med disse portrætter og jeg lagde mærke til, at flere af de andre på tilskuerrækkerne nikkede ganske genkendeligt flere gange.

Alt i alt en rigtig hyggelig måde at tilbringe en lørdag på. Nedenstående er fra Ulven og Uglens bord og jeg er helt sikker på, at jeg kommer igen næste år. Der er nu noget ved at høre forfattere fortælle om deres bøger og der var rigtig god mulighed for at snakke med både forlag, andre bognørder og selvfølgelig forfatterne.