Ord fra en bibliofil

Det (d)øde hus på Egevej af Mette Finderup, 2017. Anmeldereksemplar fra Forlaget Bolden. Antal stjerner: 4/5

Kan man komme i kontakt med døde mennesker og hvad kan der ske, når to søstre træder ind i et forladt hus?

For to år siden flyttede søstrene Klara og Sofie sammen med deres mor og de to piger, som går i 8.klasse, er som nat og dag. Selvom de er opdraget som tvillinger, så er Kira den ældste og hun er uden tvivl den eventyrlystne, hvor hendes lillesøster Sofie er mere stille anlagt. Da de en dag er på vej i skole, kommer de ned ad Egevej og før Sofie ved af det, har Kira ødelagt et vindue med en sko og de står inde i et forladt hus. Helt forladt er det dog ikke og det opdager søstrene, da de nogen tid efter vender tilbage til huset:

“”Det nytter ikke at snakke med hende. Hun er jo bare en film,” sagde Sofie. Men i det samme vendte damen sig direkte mod hende og sagde: “Find et stykke papir …”

“Kan du skrive til os? Kan du hjælpe os?” spurgte Kira.

“I skal hjælpe mig. Sofie … og Kira. Kiiira.” Spøgelset smagte på ordet, og nu kunne Sofie ikke mere. Hun brød sammen i gråd.

“Hun er ikke bare en film. Peter Sinne sagde, at hun bare var en film. Men hun ved, hvad vi hedder. Hvordan kan hun det? Vi var ikke engang født, da hun døde. Hun skal HOLDE OP!!!”

“Du gør min søster bange,” sagde Kira og tog sig sammen for ikke at vise, at hendes stemme også rystede. “Vil du godt lade være med det?””

Spøgelset, som de møder, er Marie, som døde for mange år siden og hun er helt ude af den, da pigerne møder hende. Hun snakker blandt andet om hendes mand Jens og deres døtre, men noget er ikke helt som det skal være. Kira og Sofie er ikke de eneste, som tilbringer tid ved huset. En mand ved navn Karl bor i hendes have, men han påstår, at han aldrig har mødt Marie, men før de ved af det, sker der nogle overnaturlige ting og Kira løber ud af huset og efter en ukendt piges sang:

“Kiras flugt endte ved en mur af buske. Karl var humpet med. Han løb skidt på sit dårlige ben, og han gispede efter vejret.

Pigen, der sang, var derinde et sted. Men det var ikke nemt at komme ind til hende. Det var en kæmpe rosenbusk, der stod i vejen. Den havde store, røde roser med lange torne, og den voksede helt tæt.

Kira trak stille nogle grene til side. Hun ville ikke gøre pigen bange. Bag bladene så hun, at busken havde groet grene som et net eller et fængsel. Og pigen sad inde bag dem med store øjne.

“Hej. Hvad hedder du?” spurgte Kira.

“Jeg hedder Oline Madsen.” Oline var en høj pige, og hun var også meget tynd. Kira kunne huske, hun måtte være 11-12 år gammel.

“Bor du derinde?” Kira ledte, men hun fandt ingen låge i rosens gitter.”

Men hvem fortæller den sande historie og hvad skete der egentlig med Maries mand og døtre?

Denne enkeltstående krimigyser for børn er en virkelig uhyggelig én af slagsen og man ved aldrig helt, hvad der sker i næste kapitel. Finderup er utrolig påpasselig med ikke at afsløre det hele på én gang og jeg var helt vild med hvordan de vidt forskellige søstre kæmper sammen og ikke giver op før det hele giver mening. De er modige og eventyrlystne og jeg håber, at Finderup en dag lader dem løse endnu en mystisk sag. Med et lixtal på 15 er den især egnet for børn på 11 og opefter og da jeg godt kunne lide Finderups måde at afsløre de vigtige ting lidt efter lidt samt hendes måde at skrive på, bliver det bestemt ikke sidste bog af hende, som jeg skal have læst (det er også Finderup der står bag serien om Emmy og Lasse-Leif i øvrigt).

Alt i alt en virkelig uhyggelig børnebog, hvor søstrene Sofie og Kira må slå sig sammen og opklare et mysterie, der involverer spøgelser, en hjemløs og familiehemmeligheder af den allermest dystre slags.