Ord fra en bibliofil

En tyrefægter i Småland – og andre fortællinger af Astrid Lindgren, 1997. Gyldendal. Opr. udgivet som Småländsk Tjurfäktare och andra berättelser. Antal stjerner: 4/5

Hvor tidligt kan et uvenskab starte mellem to drenge og hvor stor skal man være for at være tyrefægter?

I denne bog finder man 15 af Lindgrens fantastiske historier og vi kommer vidt omkring i vores naboland. Vi møder både Landstrygeren, Kitte Kry, og børnene i Bulderby, men først og fremmest møder vi Albin og Stig i historien “Springe højest”. De to drenge har altid konkurreret med hinanden, fordi deres mødre blandt andet konkurrerede om hvem af drengene der var nået længst i deres udvikling – hvem der fik den første tand, hvem der kunne stå og hvem der kunne sige ord. De er bestemt ikke blege for at råbe ord som “snotunge” efter hinanden rundt omkring i deres by og hele byen ved også, når de er kommet i gang med deres diskussion. Deres venner må endda erklære sig stigmændene og albinisterne og står ofte og hujer, når de to drenge er i gang med at udfordre hinanden:

“”Heja, Stig,” skreg stigmændene. Stig sank noget. Der var uhyggeligt højt fra kørebroen. Hvad var værre end det?

“Jeg tør springe ned fra det højeste sted på brændeskurets tag,” sagde han til sidst.

“Stig er uovervindelig,” hujede stigmændene.

Stig fremskaffede en stige og klatrede op på brændeskurets tayg. Han kiggede ned. Det så svimlende ud!

“Haha, du tør ikke, din kujon,” skrålede Albin. Så hoppede Stig. Han lå stille en kort stund bagefter, så indvoldene kunne nå at lægge sig på plads igen.

Nu var Albin tvivlrådig. Han måtte være bedst til noget, han måtte skære Stig ned, som havde slået ham med 5 cm i højdespring.”

Hvordan det går de to drenge, det må du læse i bogen, hvor der også er et uddrag fra “Vi på Krageøen”. Her møder vi Trunte, Stine og Pelle, som er ganske gode venner. Eller, det vil sige, Trunte er ven med begge, men hun døjer lidt med at de to kan være venner uden hende. Pelle vil så gerne have et dyr og Trunte beslutter sig for at hjælpe ham. Hun er nemlig en utrolig beslutsom og stædig pige, som ikke er bange for at sige sin mening og det kan vi blandt andet se herunder:

“Så var Trunte marcheret op til Snedkergården for at finde Pelle og tale ham til fornuft, men han var ikke at se nogen steder. Derimod så hun sin ven Melker sidde ved det åbne vindue i kammeret.

“Og du skriver og skriver,” sagde hun. “Hvad er det for noget, du skriver?”

Melkers hænder gled ned fra tasterne.

“Ikke noget, du forstår,” sagde han kort.

“Gør jeg ikke? Jeg forstår al-ting,” forsikrede Trunte.

“Ikke det her,” sagde Melker.

“Forstår du det selv?” spurgte Trunte.”

Men forstår Trunte virkelig al-ting og hvordan får hun og Pelle fat i et dyr til ham?

Denne samlinger af historier er fra 1997 og der er givet plads til både de lidt mere vemodige historier og dem som man altid smiler ad. Lindgrens forståelse af børn og deres opvækst og hvordan dette kan nedfældes på papir er tydeligt i samlingen her og det er en rigtig god introduktion til hendes forfatterskab. Da den er fuld af illustrationer til at supplere teksten, er den både velegnet til oplæsning og læsning af de lidt mere øvede børn (også da historierne ikke er utrolig lange).

Alt i alt en skøn blanding af Lindgrens historier, som både introducerer børn (og voksne) til kendte og mere ukendte karakterer og som ikke mindst viser, at man ikke behøver at være byens mægtigste person for at kunne være en enestående tyrefægter.