Ord fra en bibliofil

Vi er vel helte af Liv Nimand Duvå, 2017. Anmeldereksemplar fra Kronstork. Antal stjerner: 4/5

Hvordan er det at vokse op med en forælder, der er alkoholiker og hvordan er ens liv påvirket resten af livet?

I denne debutroman af Nimand Duvå møder vi pigen Billie, som vokser op på Sjælland med en far, som desværre har et tæt forhold til alkohol. For tæt et forhold faktisk. Han spiller musik i et band, og alkoholen er en fast del af hans liv i de refleksioner, som Billie foretager sig. Hun er bogens jeg-fortæller og vi møder hende både som barn og som voksen. Et af de tidlige glimt fra hendes barndom er fra da hun en dag er på vej hjem fra håndbold og hendes far har hentet hende. At han er en drømmer er tydeligt og Billie gengiver en del af køreturen således:

“En dag skal du krydse USA, månedsvis uden at nå frem, kun den her tilstand, Route 66, asfalt under dampende bildæk, kun ét punkt i horisonten at orientere sig imod. Bilen og sandet, en rødglødende himmel. New Orleans, jazzklubberne. Hvis bare man kunne slippe fri fra denne her trummerum, siger du, og jeg lytter i spænding, uden at vide, at det på ingen måde er en realiserbar plan, at E47 ikke vil føre os direkte ud i Nevadas ørkenvinde. Når jeg en dag bliver fri for alt det ansvar, siger du, så gør jeg det, så tager jeg afsted, kun med bassen, og det ene sæt tøj, jeg går i.”

Da Billies mor forlod familien, var det kun de to for en tid derhjemme og båndet mellem far og datter er utrolig stærkt. Og meget svært at bryde selvom Billie har fremtidsdrømme og hendes far er helt alene, da hans kæreste Lena senere hen også forlader ham. På et tidspunkt flytter Billie til Berlin – hun vil prøve noget andet og hun begynder at date Zaid, som er en del af et aktivistisk miljø. Men faren savner hende og hun ved godt, at han ikke kan klare sig selv uden hende i længere tid. Afvænning har været afprøvet flere gange, men selvom Billie støtter ham så godt hun kan og selvom han lover at være ædru, så er det svært ikke at få tilbagefald:

“Du må være blevet komplet sindssyg, efter alt det her, vi har været igennem sammen, nu hvor vi endelig skulle mødes, at du så bestiller gløgg. Hvordan kunne du gøre det, spørger jeg, nu hvor vi endelig skulle ses, efter alle de her måneder, hvor du har været ædru, og jeg vrænger ad det ord, ædru. Men nu er det jo sådan set kun jul en gang om året, siger du, og jeg bliver simpelthen nødt til at slappe lidt af, for man har vel lov til at nyde en enkelt én bare engang i mellem, det bliver man mig bekendt vel ikke fuld af, desuden er det jo kun gløgg, og gløgg er stort set det samme som saftevand. Det er det da ikke, siger jeg, det er for det første kun november og ikke jul endnu, det er simpelthen ukorrekt at bruge det som argument, og for det andet er gløgg sgu da på ingen måde det samme som saftevand. Det er det da, siger du.”

Men hvordan påvirker farens alkohol og hans usikkerhed Billie og hendes tilværelse og er det muligt for Billies far at blive tørlagt?

Som tidligere nævnt er dette en debutroman, men den er så velskrevet og gennemtænkt, at man ikke tænker over det, når man læser den. Jeg var vild med hvordan man lærte mere om forholdet mellem far og datter gennem flashbacks og når man vender bogens sidste side, forstår man godt hvorfor Billie har det, som hun har det – rastløs og afmægtig. Billie skriver også i bogen til du’et, der er hendes far og det er som om at de skifter roller og hun bliver den voksne, der må tage sig af ham, der er som et barn, når han er fuld. Måden, som Nimand Duvå skriver på, er bemærkelsesværdig og det er helt bestemt et forfatterskab, som jeg skal holde øje med fremover.

Alt i alt en velskrevet bog om Billie og hendes far, der er alkoholiker og om hvordan man må opgive drømme for at tage sig af sine nærmeste, når de har brug for én.