Ord fra en bibliofil

Her i vinters begyndte jeg at følge Mads Peder Nordbo på de sociale medier, som er en dansk forfatter, der bor på Grønland for tiden. Snedriver er en del af hans ugentlige feed på både Instagram og Facebook og selvom jeg ikke er den store kriminørd, var jeg ikke i tvivl om at takke ja, da Politikens Forlag inviterede bogbloggere forbi til en eftermiddagssnak med ham her i går. Siden 2012 har han fået udgivet både “Odins Labyrint”, “Thuleselskabet” og “Gudspartiklen” og ovenstående er den nyeste i rækken, nemlig krimien “Pigen uden hud”, som blev udgivet den sidste torsdag i april. Efter et hurtigt besøg i Boghallen og et kort opkald til Vicki fra pressen, begav jeg mig op igennem den gamle bygning oppe bag Boghallen, hvor man ikke behøver kigge 2 gange på en reol for at vide hvilket forlag man er inde hos. Der er både de røde rejsebøger, hylder med hele Adler-Olsens forfatterskab og for at komme ind til dagens lokale gik man også forbi ovenstående bog placeret på hylder i selskab med de andre nyeste bøger.

Efterhånden som klokken nærmede sig 15.00, kom der flere og flere bloggere og vi fik sat os godt til rette med snacks og drikkevarer foran os. Efter en introduktionsrunde af os bloggere begyndte Norbo at fortælle om hans liv på Grønland og den nye bog. Oprindeligt er han fra den fynske by Tommerup og han har boet på Grønland i 2 ½ år på nuværende tidspunkt. Sidste uge var der reception for hans bog og han fortalte at han lidt havde forsøgt at gemme sig i flokken, da han er ret genert anlagt. Danmarksbesøget er kun på 14 dage i denne omgang og han fortalte hvordan han regnede med at bo oppe på Grønland endnu et år før han nok ville komme til at pendle mere mellem Danmark og Grønland.

Dagens første egentlige spørgsmål drejede sig om hvorfor han skriver som han gør og han erklærede at det er fordi at “der er et eller andet jeg har lyst til at formidle” og at tanker om hvordan formen skulle være først kom senere. Selvom Grønland er et ret barskt land, så faldt han og hans familie for det og særligt hans fascination af is skinnede igennem hans første udkast af denne bog. Så meget at hans redaktør faktisk satte et udråbstegn i margen og skrev noget i stil med “nu ved vi godt at du er vild med is”. For ham er det vigtigt at man kan mærke naturen og samfundet og for ham fungerer det bedst, når han skriver ud fra hans følelser.

Der er også flere ting, som han har lært om livet oppe på Grønland. Han og hans familie måtte blandt andet vænne sig til at tiden deroppe ikke er det vigtigste, men at naturen er vigtigere. Der er ikke samme stress som der er her i Danmark og en af bloggerne indskød, at han også havde bemærket at beskrivelserne af naturen i bogen var storslået og Nordbo erkendte at han havde forelsket sig i isen med det samme. For ham var der noget fascinerende ved isen, som er ældre end det moderne menneske og han indrømmede at han godt kunne finde på at slikke på isen. Alle i lokalet grinede med ham et øjeblik og bogbloggeren Isabel, som jeg sad ved siden af, spurgte, om tungen så ikke sad fast, men det gjorde den ikke ifølge Nordbo. Han forklarede dernæst noget om hvordan ensomheden deroppe faktisk for ham er dejlig og “en form for gave”, da man er hvor man er og selvom Nuuk er en stor by, så er der en form for uendelighed bag fjeldene, som man “kan forsvinde ind i”.

Samtalen gik dernæst over til et spørgsmål om hans efternavn samt hvordan man udtaler Tupaarnaq på grønlandsk og en af bloggerne var faktisk fra Grønland, så hun forsøgte at forklare det med hvordan man trækker ordet ud ved dobbelt a. Inspirationen til denne hovedkarakter var tre stærke kvinder, som Nordbo kender fra Nuuk, og ikke Lisbeth Salander fra Larsson’s bøger, som en journalist ellers foreslog. Der er visse lighedstræk mellem dem, men hans Tuparnaaq har forsøgt at komme videre og har fået en tatovering som en form for beskyttelse, som er et dække af blade. Bogens titel “Pigen uden hud” kommer fra den følelse, som man kan have, når huden er så ødelagt at man ikke føler, at man har en hud og kunstneren bag forsiden havde netop et kendskab til denne følelse. Vi var flere som var vilde med forsiden og han håber også selv at det er den der kommer på, når den bliver udgivet i de andre lande senere hen. Pt er den på vej i 16 lande og størstedelen af disse købte bogen allerede inden den danske udgivelsesdato. Nogle filmrettigheder er også blevet solgt og om dette samt rettighederne forklarede han at han “er begejstret på en fynsk måde”.

Efter en længere snak om hvordan hans arbejdsproces ser ud og lidt om hvordan plottet blev konstrueret (her særligt hvorfor det for ham er svært at følge et skelet, da det nogle gange stikker af for ham i hovedet) forklarede han hvordan han godt kan lide at bøger er som en form for labyrint og erklærede at for ham gælder det at “desto mere labyrintisk desto bedre”, hvilket fik mig til at tænke på hvor længe han selv havde tænkt på at skrive bøger. Hans svar var at han egentlig altid havde drømt om at skrive bøger og i hvert fald siden han var en lille purk på 9 år, da han kunne huske så langt tilbage. Det varmede mit biblioteksnørdede hjerte da han fortalte om hvordan han var kommet på biblioteket med sin mor som barn, hvor bibliotekaren Inga sad inde i et dystert, støvet og mørkt bibliotekar og sammenlignede hende med en karakter fra Harry Potter, der både agerede vagt og som stemplede bøgerne ved udlån. Hans første erindring om en bog var bogen “David” af en kvinde ved navn Anna, hvis efternavn han har glemt og han husker stadig hvordan hunden i bogen blev skudt og sagde at han ikke var sikker på at han endnu var kommet over det. Det at han kan skrive i dag føler han sig virkelig heldig over og kærligheden til bøger var ganske tydeligt for os alle rundt om det runde bord.

Før jeg vidste af det var det tid til at runde af og få signeret vores bøger. Der var skam også tid til selfies og småsnak med de andre og ham på dette tidspunkt og kort tid efter var det igen tid til at tage hjemad mod Ringsted. Tusind tak for invitationen til Politikens Forlag og Mads Peder Nordbo – det var sådan en interessant eftermiddag og jeg ser virkelig frem til at få læst bogen 🙂