Månedlige refleksioner – Marts
Så er det allerede blevet tid til at gå igang med årets 4.måned og der er ikke længe til sommer efterhånden. Denne måned har bragt den første hjemmeopgave på studiet med sig og udlevering af den næste og selvom det er svært til tider, så er det fantastisk at lære noget nyttigt igen og se søde mennesker inde på KUA hver eneste uge. Min måned startede med en masse arrangementer, som jeg skrev indlæg om for KBH Læser (dem kan i se lige her) og det var en fornøjelse at være til en masse forskellige arrangementer og skrive om det bagefter. Derfor har der ikke været forfærdelig mange indlæg herinde i denne måned, men i april vender jeg stærkt tilbage. Vi har bygget en lille bænk ude i vores egen have og det er et skønt sted at læse (jeg sad derude i 3 timer efter at jeg kom hjem fra arbejde i dag med en gang iskaffe og jazzmusik). Jeg har også fået set både familie og venner denne måned, som jeg ikke fik set så meget denne vinter grundet eksamen og 2 studiejobs og jeg ser frem til en familietur med mine forældre, min kæreste, min bror og hans kæreste ganske snart. Men nu til den månedlige statistik.
Antal sider:
1,644 sider
Antal læste bøger:
7 (heraf 2 billedbøger, 1 ungdomsbog, 1 børnebog, 1 erindringer/biografi og 2 romaner)
De 4 blev læst på dansk og de andre 3 på engelsk.
Månedens citat:
”-Min lærer siger, at barndommen bare er et trin på vejen til at blive voksen. Derfor skal vi lave alle vores lektier og forberede os på det voksne liv. Er det ikke strengt?
Ariel nikkede:
-Det er nemlig lige omvendt.
-Hvordan det?
-Det er voksendommen, der kun er et trin på vejen til, at der skal blive født flere børn.
Cecilie tænkte sig godt om, før hun svarede:
-Men de voksne blev skabt først. Hvis ikke, ville der ikke være blevet nogen børn.
Ariel rystede på hovedet:
-Forkert igen. Børnene blev skabt først, hvis ikke, ville der ikke være blevet nogen voksne.”
I et spejl, i en gåde af Jostein Gaarder.
Arrangementer:
Denne måned var jeg til en del arrangementer lige i starten grundet KBH Læser og det skønne bogbloggerarrangement afholdt af bogbloggen Mellem-Linjerne og KBH Læser. I år missede jeg desværre Gentofte Bogmesse, men tilbragte istedet min dag på Sydsjælland sammen med min mors familie hvor vi gik en tur ved vandet (der er billede nedenfor).
De bedste bøger:
Hidden Figures af Margot Lee Shetterly. Stærk faglig bog om rettigheder og vilkår for sorte kvinder under og efter 2.verdenskrig.
One hundred and one dalmatians af Dodie Smith. Barndomsnostalgi af den bedste slags og jeg starter på fortsættelsen på årets første aprildag.
Underet af Emma Donoghue. Fantastisk velskrevet historisk roman, hvor man som læser ikke altid ved hvad og hvem man skal tro på.
Jeg ser dig af Clare Mackintosh. Denne har nåede jeg at læse færdig i aften og jeg glæder mig til at dele min læseoplevelse med jer (spoiler: jeg læste den på blot 1,5 døgn trods arbejde i 2 dage).
(Men de 2 billedbøger om henholdsvis Laura Ingalls Wilder og Beatrix Potter var jeg også meget glad for og ligeså Gaarder, så egentlig burde jeg nævne alle de læste bøger under dette punkt.)
De mindre gode bøger:
Pas.
Alt i alt:
Jeg ved ikke helt hvordan men jeg nåede faktisk at læse næsten 700 sider mere denne måned end i februar til trods for hjemmeopgave og KBH Læser. Mine togture benyttes i højere grad til at læse bøger istedet for blot at tjekke de sociale medier og jeg har besluttet mig for at skrue op for booktube og ned for YouSee og Netflix. Marts måned gik alt for hurtigt og april, som begynder med min fars fødselsdag, bringer også en tur til Beograd med sig, så hvis i har nogle tips, må i meget gerne sige til.
Hvad med jer? Skal i til Krimimessen i Horsens denne weekend?
Malene H
april 17, 2017 at 10:25 am‘I et spejl, i en gåde’ er så evigt fin. <3
Ann-Kristine
april 20, 2017 at 8:35 amDet er den nemlig. <3