Ord fra en bibliofil

The Hundred and One Dalmatians af Dodie Smith, 1993. Heinemann London. Illustreret af Vanessa Julian-Ottie. Antal stjerner: 5/5

Kan man lave en pels ud af dalmatinerpels og hvad er det helt præcis at hunde foretager sig i England ved skumringstid, når de begynder at gø til hinanden?

Denne børnebogsklassiker af den britiske forfatterinde Dodie Smith handler om hvad der sker, da dalmatinerparret Pongo og Missis (på dansk: Perle) bliver forældre for første gang. Historien starter selvfølgelig før deres hvalpe kommer til verden, og deres ejere, som her i den engelske udgave hedder Mr og Mrs Dearly, går en dag tur med dem ovre i den londonske park Regent’s Park, som de bor i nærheden af. Her støder de på en frygtelig kvinde ved navn Cruella de Vil, som Mrs Dearly gik på skole med engang og hun er ganske speciel, som man kan se herunder:

””Lovely, lovely dogs,” Cruella said to them, as she got into the striped black-and-white car. “You’d go so well with my car – and my black-and-white hair.”

Then the chauffeur spread a sable rug over the de Vils’ knees and drove the striped car away.

“That car looks like a moving Zebra Crossing,” said Mr Dearly. “Was your friend’s hair black and white when she was at school?”

“She was no friend of mine, I was scared of her,” said Mrs Dearly. “Yes, her hair was just the same. She had one white plait and one black.””

Før Mr og Mrs Dearly ved af det, venter Missis hvalpe og hele huset er på den anden ende, da der ikke kommer én hvalp, heller ikke to eller tre, men hele 15 på én gang. Heldigvis har familien hjælp i huset og et heldigt tilfælde fører til at endnu en dalmatiner rykker ind for at hjælpe med at pleje de kære små. En dag, da de nybagte forældre er ude og gå en tur med deres ejere, bortføres hvalpene og derfor befinder Pongo og Missis sig en aften oppe på Primrose Hill, hvor de gør på livet løs til områdets hunde. På ganske kort tid finder de ud af at de må på noget af en rejse for at komme hen til deres hvalpe og undervejs hjælper flere hunde med at finde mad og ly til søvn:

“There was a deep bed of straw on the floor of the coach and neatly laid out on the seat were two magnificent chops, half a dozen iced cakes, and a box of peppermint creams.

“From the butcher’s dog, the baker’s dog and the dog at the sweet-shop,” said the Retriever. “I shall arrange your dinner. Will steak be satisfactory?”

Pongo and Missis said it would indeed, and tried to thank him for everything, but he waved their thanks away, saying: “It’s a very great honour. We are planning a small plaque – to be concealed from human eyes, of course – saying: PONGO AND MISSIS SLEPT HERE.”

Men hvordan befrier man hvalpe, der er taget til fange og hvis Pongo og Missis kun har 15 hvalpe, hvorfor hedder bogen så “The Hundred and One Dalmatians”?

Der er nu noget ved nostalgisk læsning. Da jeg var yngre, ejede jeg denne i en form for billedbog baseret på Disney’s filmatisering og det har taget mig mange år at finde ud af, at der var en fortsættelse til denne her. Derfor lånte jeg denne og selvfølgelig fortsættelsen på engelsk og selvom der står både ”B&U” og ”Oplæs” på stickers på denne bog, så er den også fantastisk interessant at læse som en anglofil voksen. Illustrationerne i denne er af Vanessa Julian-Ottie og de passer helt perfekt til sproget foruden at være utrolig smukke. Smiths opfindsomhed ses særligt i form af synsvinklen, da det er en form for alvidende fortæller, som ved alt om hvad hundene tænker om menneskene omkring dem og det er især deres selvfølgelighed af ting, der er virkelig gennemtænkt.

Alt i alt en fantastisk børnebog, som handler om hvordan verdens bedste dalmatinerforældre må på noget af en rejse for at finde deres børn og som må narre de dummeste kidnappere og uhyggelige Cruella de Vil.