Ord fra en bibliofil

I et spejl, i en gåde af Jostein Gaarder, 1996. Høst og Søn. Opr. udgivet som I et spejl, i en gåte i 1993. Antal stjerner: 4/5

Eksisterer engle virkelig og hvis de gør, er de ligesom os på nogle punkter?

Det er blot nogle af de store spørgsmål, som Gaarder får læseren til at stille sig selv efter at have læst denne bog om pigen Cecilie, som er sengeliggende lige op til jul. Hun er alvorligt syg og hun glæder sig allermest til at blive rask igen, så hun kan komme ud og kælke og stå på ski. Hun bor sammen med sine forældre og sin lillebror Lasse, men til jul kommer hendes bedsteforældre også og hun er så svag, at hun har en klokke hos sig. Englen Ariel befinder sig pludselig i hendes vindue og før hun ved af det, snakker de om alt mellem himmel og jord:

”-Min lærer siger, at barndommen bare er et trin på vejen til at blive voksen. Derfor skal vi lave alle vores lektier og forberede os på det voksne liv. Er det ikke strengt?

Ariel nikkede:

-Det er nemlig lige omvendt.

-Hvordan det?

-Det er voksendommen, der kun er et trin på vejen til, at der skal blive født flere børn.

Cecilie tænkte sig godt om, før hun svarede:

-Men de voksne blev skabt først. Hvis ikke, ville der ikke være blevet nogen børn.

Ariel rystede på hovedet:

-Forkert igen. Børnene blev skabt først, hvis ikke, ville der ikke være blevet nogen voksne.”

Hønen og ægget spørgsmålet i en lidt anden udgave. Ariel er meget nysgerrig, når det gælder hvordan mennesker lever og især beskrivelser af sanser er han interesseret i. Engle har nemlig ikke de samme sanser som os. Før Ariel pludselig befandt sig på hendes værelse, havde Cecilie haft rigelig med tid til at læse og tænke over hvordan verden hænger sammen. For at hun ikke skal glemme sine tanker, har hun nedskrevet et par af de tanker i en notesbog og det her er en af citaterne fra denne notesbog:

”Hvert eneste sekund rystes der flunkende nye børn ud af naturens jakkeærme. Hokus pokus! Hvert eneste sekund er der også mange mennesker, som forsvinder. Lang, lang række, Cecilie ud af rækken gå…

Det er ikke os, der kommer til verden, men verden, der kommer til os. At blive født er det samme som at få en hel verden i gave.

Nogle gange slår Gud opgivende ud med armene og siger til sig selv: ”Jeg er godt klar over, at både det ene og det andet kunne have været lidt anderledes, men gjort er gjort, og jeg er ikke almægtig.”

Men hvordan lever engle, hvis de lever og hvad kan Cecilie lære Ariel om livet på Jorden?

Det er som om at enhver bog, som jeg læser af Gaarder, sætter tanker i gang og denne er ingen undtagelse. Cecilies eneste ønske er at blive rask og selvom det står slemt til, så er der stadig et håb forude. Hun får meget medicin, men det er som om at samtalerne med Ariel hjælper på hendes liv og døden er ikke helt så skræmmende, som den var til at starte med. Gaarder skriver på en sådan måde, at man læser flere linier flere gange for at forstå deres mening og det gør, at voksne også kan få noget ud af denne børnebog.

Alt i alt en tænksom børnebog, hvor den sygdomsramte Cecilie og englen Ariel forsøger at forstå livet, døden og hinandens liv.