Ord fra en bibliofil

Ofrene af Morten Brask, 2016. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

Hvad kan handlinger fortælle os om menneskerne bag og hvordan skal og ikke mindst kan en mand reagere, når hans kæreste er blevet voldtaget?

Det er nogle af de mange spørgsmål, som Brask får læseren til at stille sig selv under læsning af denne velskrevne bog. Vores jeg-person må særlig tage stilling til det sidste spørgsmål, da han en tidlig sommermorgen bliver vækket af at hans kæreste kommer hjem fra en bytur og han ved hurtigt, at alt ikke er som det plejer:

””…han tog fat i mig da jeg kom ud fra Ruby…”

”Nej.”

Du åbnede munden, og alting flød fra dine øjne, næsen og lagde sig på dine læber, og du skreg, men det var ikke et skrig med stemmen, men noget der ligger under det, under stemmebåndene, den lyd som stumme mennesker kan udstøde.

”…jeg ville bare hjem til dig…” sagde du.

Blodet trak sig tilbage fra min hjerne, trak sig og faldt ned gennem kroppen, det svimlede. Så en fuldkommen nedfrysning af alle tanker.”

Gennem flashbacks hører vi om deres parforhold før voldtægten. Et forhold, som startede 7 måneder før hændelsen og som gik hurtigere frem end de fleste forhold sandsynligvis gør. Vores fortæller modtog ganske hurtigt en nøgle til hendes lejlighed efter første møde og han begyndte at hente hende, når hun fik fri fra sit arbejde på Christiansborg. Hun er ikke altid helt sædvanlig og han bider særligt mærke i dette på en ferie på Lanzerote, hvor de er ude og køre i bil. En tur, som bringer noget mere adrenalin med sig end vores fortæller bryder sig om:

””Hvad… hvad skete der?” råbte jeg.

”Jeg slukkede lyset et øjeblik.”

”Men… hvorfor fanden gjorde du det? ”

”Kan du ikke mærke adrenalinrushet?”

”Hvad?”

”Kunne du ikke mærke det?”

”Hvad helvede snakker du om?”

”Var det ikke fantastisk?”

”Nej, for helvede, jeg troede vi skulle dø.”

”Det er jo ikke farligt, jeg slukkede i to sekunder.””

Men hvad skete der egentlig den aften, hvor hun havde været i byen med veninden Line?

Fra jeg hev denne bog frem og til at jeg havde læst den færdig, gik der under 48 timer. At den var så svær at lægge fra mig havde jeg ikke forudset, da jeg startede min læsning og selvom den er på under 300 sider, så er den fortalt med en sådan kraft og velskrevenhed, at man som læser føler, at den var på dobbelt så mange sider. Jeg’et, som er den rolige i forholdet, fik jeg stor respekt for i løbet af romanen, men du’et, som var den mere flyvske, havde jeg det svært med gennem bogen. Brask forstår virkelig at sætte sig i jeg’ets sted og det bliver helt bestemt ikke den sidste bog, som jeg læser fra hans hånd. Alt i alt en fantastisk roman om et parforholds prøvelser og hvordan den ene halvdel af et forhold må lære at leve, når den anden halvdel har været udsat for noget ekstremt og har brug for hjælp til at komme fremad.